Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
Mandag skete der noget nyt i FN’s Sikkerhedsråd. De 15 lande i dette dybt ineffektive internationale organ, som er sat i verden for at sikre fred og sikkerhed på kloden, blev enige om en resolution vedrørende Israels krig mod Hamas. Der er gået fem måneder, og den israelske hær har indtil videre dræbt 32.000 palæstinensere, heraf mindst 13.000 børn, som premierminister Benjamin Netanyahu formentlig til sin død vil holde fast i ‘normal’ collateral damage. Samtidig er mere end tre fjerdedele af Gazas 2,2 mio. indbyggere internt fordrevne, og verdens værste sultkatastrofe, som nødhjælpsorganisationer advarede om for flere måneder siden, er nu blevet til virkelighed.
“[Israel] har brugt hungersnød som et våben i mere end fem måneder nu,” udtalte Oxfams regionale chef for Mellemøsten Sally Abi Khalil i sidste uge. “Den humanitære situation i Gaza er blevet forværret, siden Den Internationale Domstol specifikt beordrede Israel til at sørge for mere nødhjælp. Israels bevidste frembringelse af lidelse er systemisk og af så stor skala og intensitet, at det skaber en ægte risiko for et folkemord i Gaza.”
Resolution 2728 blev fremsat af Algeriet, Guyana, Japan, Malta, Mozambique, Sydkorea, Sierra Leone, Slovenien og Schweiz, det vil sige samtlige ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (E-10). De permanente medlemmer Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig stemte for, mens USA undlod at stemme, selv om den amerikanske FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, sagde, at USA “fuldt ud støtter” resolutionens hovedpunkter: krav om våbenhvile, indtil ramadanen slutter i begyndelsen af april, at Hamas skal løslade alle gidsler, og at der skal sikres humanitær adgang til Gaza.
Under forhandlinger om resolutionen, der fandt sted i weekenden, forsøgte USA at kæde kravet om våbenhvile sammen med et krav om, at Hamas skulle løslade alle gidsler, således at de to led i resolutionen skulle være afhængige af hinanden og dermed også kunne risikere at spænde ben for hele ideen med resolutionen. Den geopolitiske kommentator Trita Parsi, der er vicedirektør i den amerikanske tænketank Quincy Institute for Responsible Statecraft, skriver i en analyse på Twitter, at den sammenkædning ville være den israelske regerings foretrukne position, idet Israel så kan fortsætte med at bombe Gaza vilkårligt med henvisning til, at der stadig er gidsler, som ikke er blevet løsladt. De 10 ikke-permanente medlemslande fik afværget USA’s krav.
Men som Trita Parsi formulerer det: “Spørgsmålet er, hvordan vedtagelsen af denne resolution vil påvirke den amerikanske politik i praksis. Hvis FN’s Sikkerhedsråd kræver en øjeblikkelig våbenhvile, vil USA så stadig fortsætte med at sælge våben til Israel, selv hvis Israel fortsætter med at afvise en våbenhvile? Juridisk set pålægger resolutionen ikke USA at stoppe våbensalget, men politisk set vil der være et ekstra pres på USA for at hjælpe med at implementere resolutionen i stedet for blot at stå i vejen for en våbenhvile.”
I sig selv kommer resolutionen næppe til at have nogen effekt. Benjamin Netanyahu reagerede straks ved at aflyse et forestående møde, som USA’s regering skulle holde med en israelsk delegation i Washington, D.C. Formålet med mødet var fra amerikansk side at lufte bekymringer over Israels bebudede angreb på byen Rafah i det sydlige Gaza, hvor halvdelen af Gazas befolkning har søgt tilflugt for bombardementerne.
Netanyahu har opnået én ting med krigen i Gaza. Israel opfattes af flere og flere mennesker på den nordlige halvkugle som en paria-stat. Angrebene, bomberne og overgrebene på civilbefolkningen i Gaza bliver dokumenteret løbende og lagt ud på sociale medier, nærmest mens de finder sted. Højredrejningen i det israelske samfund har stået på siden 1970’erne. Den indiske forfatter (og socialist) Paṅkaj Miśra har et langt, men meget læseværdigt essay om det i London Review of Books – ‘The Shoah after Gaza‘. Han skriver, at det, den israelske stat udledte af holocaust, var, at den selv iværksatte et undertrykkelsesmaskineri. “Men verden, eller særligt Vesten, gør ingenting ved det.” /Oliver Stilling