Indiens (u)demokratiske stormagtsstatus

Når det indiske parlamentsvalg begynder fredag i næste uge, er spørgsmålet ikke så meget om premierminister Narendra Modi genvinder posten, men snarere, hvor stor en margin han gør det med. Blandt næsten en milliard stemmeberettigede indere står den Modi-ledede Nationale Demokratiske Alliance (NDA) til at vinde 399 ud af 543 sæder i parlamentets underhus Lok Sabha.

Under Modis to første regeringsperioder har Indien både fået titlen som verdens hurtigst voksende økonomi og verdens folkerigeste land. I den globale politiske elite ser ledere i stigende grad mod Indien som fremtidens helt store vækstcenter, og landet køres mere og mere i stilling som et trygt strategisk alternativ til Kina. Bl.a. indgik den danske regering et grønt strategisk partnerskab med Indien i 2021, mens USA’s præsident Joe Biden har kaldt det stadig tættere bånd mellem Indien og USA “det mest betydningsfulde forhold i verden”. I en fælles erklæring fra Washington hævdede Biden og Modi, at de er blandt verdens tætteste partnere.

Samarbejdets præmis for såvel Danmark som USA er et værdifællesskab omkring demokratiet, lader statslederne det forstå. Ingen sagde det skarpere end Mette Frederiksen selv, da hun i en kronik i Berlingske i 2022 udtalte (betalingsmur), at “vores partnerskab med verdens største demokrati er kun blevet vigtigere i en tid, hvor de demokratiske værdier er under pres.”

Problemet er, som lektor ved London School of Economics Mukulika Banerjee forklarer i seneste udgave af Føljetons eget nyhedsbrev Valgfeber, at Indiens demokrati under Modi selv er blevet presset gevaldigt. Banerjee går så vidt som at mene, at “hvis Modi vinder valget, vil Indien ikke længere være et demokrati”. Når Modi med al sandsynlighed kan begynde sin tredje embedsperiode den 4. juni efter et seks uger langt parlamentsvalg, vil en logisk konsekvens derfor være, at Mette Frederiksen og kollegerne må dreje nøglen om og trække en form for grænse for samarbejdet.

Det kommer dog næppe til at ske – for som det er med alt andet politik, flages der i Europa og i det globale nord kun med den demokratiske præmis, når det passer ind i magthavernes egentlige politiske dagsorden. Med Kina som en stadig større trussel mod sikre forsyningskæder og sikkerhedspolitiske interesser i Østen, er det reelt ikke belejligt at trække i håndbremsen. Den egentlige kendsgerning, som Modis genvalg vil cementere, er derfor, at geopolitik ikke har en fis med demokrati og menneskerettigheder at gøre. Tværtimod kan en Modi-regering 3.0 ende med at få et værdipolitisk fripas.

Voksende global magt

Spørgsmålet om, hvem der dirigerer Indiens demokratiske kompas – og i endnu højere grad hvordan – er vigtigt alene på grund af de mere end en milliard mennesker, der lever under dets regler. Men også fordi Indien efterhånden tegner sig som en af verdens helt centrale stormagter. Det forklarer lektor emeritus ved Aalborg Universitet Jørgen Dige Pedersen, som gennem mange år har forsket i Indiens politiske og økonomiske udvikling. Her peger han på tre forhold, der alle har bidraget til stormagtsfornemmelserne.

Økonomien først. Mens andre lande har haft nedgang i deres vækstrater, har Indien formået at opretholde sin vækst på omkring 7-8 pct., hvilket har gjort landet til verdens hurtigst voksende økonomi. Tilsvarende er der en stigende interesse for Indiens enorme befolkning, hvilket er en anden vigtig grund til, at Indien er kommet i internationalt søgelys. Andre landes befolkning, inklusive Kinas, er aldrende og går ned ad bakke, mens den indiske er ung og voksende. Derfor ser man fra den globale scene et større potentiale i en indisk arbejdsstyrke.

Positionen som stormagt skal på den måde ses i kontekst, understreger Jørgen Dige Pedersen. Han er dog også skeptisk over for alle de store tal: “Modi-regeringen har været vældigt glade for positive resultater og mindre glad for dem, som ikke er så positive. Det er svært altid at kontrollere de indiske tal.”

Noget andet der er kommet mere fokus på under Modi, er selve narrativet om Indien. I et forsøg på at positionere Indien som global magtfaktor har Modi rejst rundt – særligt i de store lande – og solet sig i succeshistorier om det indiske samfund.

Jørgen Dige Pedersen påpeger, at dette tredje forhold også har sine indenrigspolitiske grunde. Man har altid haft en vis fornemmelse af storhed i Indien, forklarer han, og det er populært blandt inderne at have en stærk leder med geopolitiske ambitioner. Modi har appelleret til den selvforståelse og samtidig givet den et lille twist: “Traditionelt så man helst, at det var de indiske virksomheder, der kom ud i verden. Det nye er, at man er vældig stolt af at kunne tiltrække udenlandske virksomheder”.

Modvægt til Kina

For så vidt udviklingen inden for Indiens grænser. At udenlandske investeringer i stigende grad strømmer i landets retning, og at flere regeringsledere ønsker at indgå et strategisk samarbejde, har dog i grunden ikke rigtig noget med Modi eller Indiens indenrigspolitiske knapper at gøre. Alt dette afhænger af en storpolitisk sammenhæng, fortæller Jørgen Dige Pedersen – eller rettere sagt af truslen fra Kina. Han uddyber, at den intensiverede handelskrig med USA og erfaringen med afbrudte forsyningskæder under corona har gjort, at der er kommet mere opmærksomhed på udviklingen i Indien som et alternativ til Kina.

I sidste ende er det altså internationale forandringer, som er skyld i et globalt skifte, hvor Indien fremstår som en af de fremadstormende stormagter. “Og enhver indisk regering vil være interesseret i at indgå de internationale partnerskaber, som Modis Indien gør”, slår Jørgen Dige Pedersen hen. At Modi får en tredje embedsperiode er altså ikke en betingelse for, at statsledere – som gerne vil blæse de geopolitiske vinde væk fra Kina – kan blive ved med at søge opportunistisk mod Indien.

Demokratiets andenplads

Spørgsmålet er så, om Mette Frederiksen, præsident Biden og alle de andre selvhævdende demokratier har tænkt sig at blive ved med at søge mod Indien og nære den globale indflydelse, der følger med at være stormagt, hvis Modi fortsætter med at udhule demokratiet.

Ravinder Kaur, professor i moderne Indien- og Sydasienstudier på Københavns Universitet, afviser blankt den tvivl. Som forfatter til flere bøger om Indiens historiske og politiske udvikling fremhæver hun en kontinuitet, der rækker flere regeringsperioder tilbage før Modi. Dengang ville bl.a. USA også gerne samarbejde – Modi eller ej, demokratisk udvikling eller recession.

“Jeg tror ikke, at demokratisk tilbagegang har nogen konsekvenser her i Vesten”, siger hun. “Hvis man kigger på, hvad der sker i Indien nu – det liberale demokrati og den slags forhold – har det ikke haft stor betydning. Forskellige nationer i verden har alle deres egne ting, og Indien har en meget speciel geopolitisk position. De er nabo til Kina, og selve deres geografiske placering, skala og størrelse gør, at man gerne vil samarbejde med Indien.” Det liberale demokrati er altså mere et plus på den globale scene, og indskrænkning er ikke noget, der for alvor kan indhente Modi i en geopolitisk sammenhæng.

Det er Jørgen Dige Pedersen enig i. Selvom det rammer et ømt punkt, i den forstand at flere demokratiske møgsager internationalt gør det svært at forsvare et uforbeholdent samarbejde med Modi, skal man ikke håbe på et kursskifte. “Vesten har ingen røde linjer her”, forklarer han. “Der ses igennem fingrene, fordi spillet, som Indien indgår i, handler om Kina.”

Fortællingen om Indien

Når Modi går til valg fra om en uge af, vil han fremstå som den store leder af det indiske samfund. Han vil hævde, at Indien har en position på lige fod med de andre sværvægtere på den globale scene og selvfølgelig tage æren for, at den status lader til at være opnået.

På den måde er han centrum for en fortælling om et Indien, der er det nye og bedre Kina. Både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk vil det vinde genklang. At Indien så er langt fra at have en ligeså stor økonomi som Kina, og i stigende grad kan sættes i bås med andre autoritære lande som f.eks. Tyrkiet og Ungarn vil blive skubbet i baggrunden. Indien har tilsyneladende for meget at byde på  – bare ikke menneskerettigheder, en uafhængig presse eller beskyttelse af oppositionskandidater.

I 2022 kaldte Mette Frederiksen kampen i Ukraine for “en styrkeprøve for alt hvad vi tror på – vores værdier, vores demokrati, menneskerettigheder, fred og frihed.” Hvad er vores engagement i Indien så? For demokratiernes klub er modtagelsen af en ny Modi-regering en kærkommen anledning til at overveje dette. Vi har indtil juni. /Caroline Douglas