Krigens afgrund

Den onde griner igen. De mest radikaliserede kræfter har endnu engang fået bestyrket hinanden: Fra hver sin uforsonlige yderposition har de mest krigeriske kræfter i både Iran og Israel atter formået at udløse kaos. Og hævnen vil følge. Hævn på hævn.

Som i et virkeligt mareridt stræber magthaverne i både Teheran og Jerusalem efter at eskalere situationen yderligere. Anslag efter anslag er logikken at fremprovokere modangreb, som så kan legitimere en optrapning. Det er en ond spiral, som snurrer efter en destruktiv drejebog.

Efter weekendens spektakulære luftangreb direkte fra Iran mod Israel risikerer den eksplosive konflikt, som hidtil har været ført med stedfortrædere og hemmelige agenter, desværre at udarte til en regional storkonflikt, som lynhurtigt vil kunne destabilisere resten af verden.

Hvis nogen har troet, at den allermest destruktive dynamik i regionen skulle være forholdet mellem Israel og palæstinenserne, ja, så kan de godt begynde at forberede sig på at vågne til en endnu værre situation: Belejringen af Gaza har vist sig kun at være et tragisk forstadium til den langt større og mere katastrofale krig, som pludselig er rykket faretruende tæt på.

Fejden mellem Israel og Iran er eksistentiel, og dermed på et helt andet niveau end dels Israels kroniske kamp mod de tre iranske proxy-guerillahære, Hizbollah, Hamas og Houthierne, og dels Irans indre kamp mod terrororganisationer som Islamisk Stat og Jaish ul-Adl. Natten til søndag blev rædselsscenarierne rykket flere niveauer op.

Israel vil nemlig ikke kunne undlade at reagere massivt på Irans spektakulære luftangreb natten til søndag. For første gang i historien angreb Iran fra deres eget territorium og direkte mod Israel, og skønt 99 pct. af de godt 300 droner, krydsermissiler og ballistiske missiler blev nedskudt effektivt undervejs, er trusselsbalancerne blevet forrykket voldsomt.

Det er en alarmerende tilstand, at to regionale militærmagter med udbyggede arsenaler af masseødelæggelsesvåben – fra atomvåben til andre ikke-konventionelle sprænghoveder – nu begge er operationelt parate til at angribe hinanden. Det kan næsten kun gå galt.

Massiv magtdemonstration

Eneste lille lyspunkt er, at Irans luftangreb ikke førte til hverken død eller store ødelæggelser i Israel, og at militæranalytikere samtidig vurderer, at det faktisk var helt efter planen.

Luftmissionen var en hævnaktion for drabene på bl.a. general i revolutionsgarden, Mohammad Reza Zahedi, som blev sprængt i luften sammen med hele Irans konsulat i Syriens hovedstad Damaskus, da Israel angiveligt angreb tidligere på måneden. Et angreb, som Iran havde lovet at hævne.

Irans øverstkommanderende, storayatollah Ali Khamenei, skulle efter sigende have ønsket at afsende et kraftigt advarselsskud mod Israel, som netop ikke skulle udløse massedød i Tel Aviv, blot markere den militære mulighed for at kunne gøre det – senere.

Afsendelsen af sværme af de relativt langsomme droner, som skulle flyve op mod to timer hen over Irak, bliver bredt udlagt som en måde at advisere Israel og USA, og dermed give tid og mulighed for at nedskyde både dronerne og missilerne. Og i den militære logik dermed kunne sige, at tand for tand nu var blevet udvekslet, og hævnregnskabet dermed midlertidigt er udlignet.

I den bedste af alle verdener ville den israelske hærledelse også besinde sig nu, og acceptere, at Iran måtte hævne drabene i Damaskus, men trods alt valgte at gøre det på en måde, som ikke kostede menneskeliv, og som tilmed gav Israel muligheden for at demonstrere en overvældende overlegenhed i beskyttelsen af eget luftrum.

USA’s præsident Joe Biden har ifølge flere amerikanske medier opfordret Israels premierminister Benjamin Netanyahu til at dvæle ved den defensive triumf: “Take the win”, skulle Biden have sagt i telefonen, hvor han også talte med benovelse om Israels militær-teknologiske sejr over de iranske angrebsvåben.

Smiger virker ofte, og er helt sikkert en listig måde at forsøge at de-eskalere en skrøbelig og sprængfarlig situation. USA er absolut ikke interesseret i en åben krig mellem Israel og Iran, hvor amerikanerne øjeblikkeligt vil blive trukket ind på israelsk side. Derfor er præsident Joe Biden villig til at gå langt for at behage og beherske Benjamin Netanyahu.

Militære marionetdukker

Hvis man fortsat troede, at forholdet mellem Israel og palæstinenserne var den definerende akse i regionen, kunne man måske fristes til at forestille sig, at Benjamin Netanyahu nu ville være så kynisk fornøjet med præsidentens mere imødekommende linje, at han ville indkassere gevinsten – som en dobbeltsejr for den israelske højreregering.

For der er ingen tvivl om, at Joe Bidens ellers tiltagende kritik af Israels brutale fremfærd i Gaza vil blive tonet kraftigt ned i den kommende tid. Konsekvensen af Irans angreb er simpelthen, at Gaza glider langt ned på dagsordenen, og at USA vil rette fokus mod truslerne fra Iran. Umiddelbart kunne man derfor foranlediges til at tro, at Netanyahus regering vil besinde sig.

Men for den regerende højrefløj i Israel bliver forholdet til palæstineserne aldrig det grundlæggende spørgsmål for statens overlevelse. Det er og bliver konflikten med Iran, og alene derfor spiller tragedien i Gaza næppe nogen udslagsgivende rolle for Israels videre reaktionsmønster.

For Netanyahu har den afgrænsede krig i Gaza hele tiden handlet om den langt større konfrontation med Iran, og det årelange opgør med den iransk-støttede terrororganisation Hamas har kun karakter af en lokal delkonflikt. Når Israel bekriger mod Hamas, kæmper de i egen selvopfattelse indirekte mod Iran.

De seneste døgns ildevarslende begivenheder har kun forstærket og populariseret denne apokalyptiske forestilling om, at Iran styrer såvel Hamas som Hizbollah og Houthierne som marionetdukker – og at Gaza derfor kun er en lille brik i et større magtspil, som ikke vil finde en stabil løsning, så længe shia-ayatollaherne kontrollerer våbenarsenalet i Iran.

På stort set alle fronter er situationen gået fra slem til værre: En regional krig med masseødelæggelsesvåben er blevet betydeligt mere sandsynlig, en aftale om våbenhvile i Gaza er blevet skubbet meget langt ned på prioriteringslisten, og endnu engang er det de mest krigeriske, som afgør reaktionsmønstrene.

Nogle gange er der bare intet godt at sige. Sådan er verden lige nu. Den onde griner igen. /Lars Trier Mogensen