Kære læser

Kinesiske Krah'nkelser

Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix

Spionhistorier har bare en særlig aura over sig. Skæg, blå briller, James Bond og hele moletjavsen; man kan nemt blive så forført af fiktionen, at man helt glemmer, hvordan virkelighedens efterretningsarbejde ofte fremstår mere grå og bureaukratisk.

Tænk bare på, hvordan store dele af Europas befolkning virker relativt ligeglade med de ofte tekniske og langtrukne forhandlinger i Europa-Parlamentet, og hvordan stednavnet “Bruxelles” synes at virke som sit eget potente sovemiddel. Og tænk så på, at Bruxelles ifølge den belgiske justitsminister Paul Van Tigchelt vrimler med hemmelige agenter, og at alene de belgiske sikkerhedstjenester har op mod 1.000 mennesker ansat. Hvorfor fylder det ikke mere? Tjo, måske fordi Tigchelt selv har sagt, at han ikke vil høre tale om nogle “James Bond-situationer”. Bruxelles formår da også bare at gøre alting kedeligt.

I den forstand kan man jo næsten få ondt af den formodede kinesiske spion, som mandag blev anholdt i Dresden, og som i de tyske medier bare omtales som “Jian G.” Ikke nok med, at han nu er blevet fanget, så lyder selve hans spionmission heller ikke som den mest sindsoprivende i verden. Ifølge den tyske anklagemyndighed har han siden 2019 arbejdet som assistent for den tyske europaparlamentariker Maximilian Krah fra højreradikale Alternative für Deutschland (AfD), og i den forbindelse haft til opgave at videregive informationer til de kinesiske efterretningstjenester om… debatterne og forhandlingerne i Europa-Parlamentet. Det er der altså ikke særligt meget Martini over.

Men okay, nu er underholdningsværdi jo heldigvis heller ikke et kriterium for, om sagen omkring Jian G. er vigtig eller ej. Anholdelsen af ham kom kun få timer efter, at de tyske myndigheder havde pågrebet tre andre mennesker under mistanke om, at de havde lækket oplysninger om fortrolig militærteknologi til Kina (se, nu snakker vi!), og den tyske indenrigsminister Nancy Faeser tager det dybt alvorligt. For hvis anklagerne mod Jian G. viser sig at være sande, vil det være “et angreb mod det europæiske demokrati indefra”. Anderledes køligt forholder AfD-spidskandidaten Maximilian Krah sig så til, at hans mangeårige assistent måske er kinesisk spion. Faktisk nøjes han med at love på Twitter/X, at Jian G. vil blive fyret, hvis det er rigtigt.

På sin vis giver Krahs kølighed dog også mening, for det her er langt fra hans eller AfD’s første tur rundt i spionmanegen. Flere af partiets kandidater er blevet beskyldt for at have forbindelser til Rusland – til EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyens store bekymring – og Krah har tidligere været i bl.a. FBI’s søgelys for muligvis at have modtaget betalinger fra folk med forbindelser til Kreml. Samtidig har han før sikret en sikkerhedsgodkendelse i Europa-Parlamentet til en polsk mand, som efterfølgende blev anklaget for at spionere for Rusland – så måske er Maximilian Krah bare ikke den bedste menneskekender?

På trods af skandalesagerne holder AfD dog fast i Krah som partiets spidskandidat ved sommerens EU-valg. Med tanke på, at AfD hidtil har stået forbløffende stærkt i meningsmålingerne, kunne partiet dog nok godt have undværet den øgede opmærksomhed. For som det også bliver kommenteret i Süddetusche Zeitung, understreger sagen om Krah jo blot, hvordan mange i AfD nærer en “bizar sympati” for autokratiske regimer.

En anden, som må ærgre sig over sagen, er i øvrigt Tysklands socialdemokratiske kansler Olaf Scholz. Mest på grund af den uheldige timing: Bedst som Scholz netop har gennemført et diplomatisk besøg i Kina, der skulle styrke de tysk-kinesiske handelsforhold, kommer spionsagerne og udstiller Scholz’ fremstrakte hånd. Kanslerens tilgang til Kina bliver i forvejen kaldt naiv, for frygten er, at fx den tyske bilindustri vil blive udkonkurreret af den kinesiske ditto. Og nu skal Scholz så også forholde sig til, at EU-valget er blevet en uskøn slagmark for sikkerhedstjenesterne.

Imens gør Kinas præsident Xi Jinping sig klar til sit første Europa-besøg siden 2019. Til maj går turen nemlig forbi Frankrig, Serbien og Ungarn, hvor særligt de to sidstnævnte destinationer vækker opsigt. Meget kunne nemlig tyde på, at Xi Jinping vil bruge besøgene i Beograd og Budapest til at skrue godt op for den Nato-kritiske retorik. Her bliver det dog næppe nødvendigt med hverken skæg eller blå briller: Kinas fortsatte flirt med Rusland er jo heller ikke nogen hemmelighed i Bruxelles. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12