Goodbye Thy

Lejren har fået en boomblaster. Den står på et af bord/bænke-sættene i fællesområdet og blæser næsten konstant musik ud over stedet. En ung fyr med kasket opfører en lille, ironisk dans med graciøst bølgende arme foran indgangen til madteltet, før han går ind for at spise. Musikken er primært kurdisk og farsi, hoveddelen af mændene her er iranere og afghanere. Lige nu lyder en lidende kvindestemme på persisk:

”Hun siger, at fuglen er fløjet, og aldrig kommer tilbage.”

”Åh, Gud mit hjerte er knust. Et knust hjerte kan ikke heles,” synger hun. ”Det er relateret til at folk flytter,” fortæller Merza. I lejrens levetid har han været leder af afghanerne og en stor hjælp for medarbejderne på kontoret, både i forhold til konfliktløsning imellem beboerne og som oversætter. De yngre mænd kalder ham ‘kaka’, som betyder onkel, et udtryk for respekt. Han er altid høflig, altid venlig. Men lige nu er han bitter.

Han har ønsket at flytte tættere på København, når lejren lukker, men han skal til Frederikshavn. Kun én af de andre mænd fra ”afghanerteltet” B6 skal med ham videre. Hans kone og to børn lever under jorden i Kabul. Familien har været forfulgt af Taliban, og hans drøm er at få dem til Danmark. Første skridt er økonomien:

”Jeg har hørt, at man skal have 50.000 kr. på kontoen, og det betyder, at jeg skal arbejde hårdt. Der er ikke meget arbejde at finde i en lille by. Jeg vil gerne stå på egne ben. Betale skat, leve mit liv på den ordentlige måde, ikke bare sove hele dagen og modtage penge fra kommunen.”

Stofmisbruget

En bleg og spinkel fyr styrer musiksystemet. Han har særstatus i lejren; der er altid en ven eller en medarbejder, der holder øje med ham. Han er heroinmisbruger på afvænning. Personalet har besluttet at passe ham, så længe han er her, og han har ekstraordinært fået eneværelse på den tomme familiegang. Det er primært medarbejderen Elin Nielsen, som tager sig af ham:

”Hver dag kører jeg med ham til misbrugsklinikken i Thisted og henter metadon. Jeg motiverer ham til at komme i bad, sørger for, at han får sin medicin, og giver ham omsorg og støtte.”

For nylig blev han indlagt med en række blodpropper i arme og ben og lunger, som følge af en overdosis. Han bevæger sig stift som en gamling med let spredte ben. Af mangel på steder at stikke kanylen ind har han fixet så meget i lysken og testiklerne, at han har svært ved at gå normalt. Han er 26 år.

Elin Nielsen og lejrens personale gør, hvad de kan, men egentlig mener hun, at han burde i professionelle hænder.

”Der findes ingen afrusning for asylansøgere, de danske klinikker vil ikke have ham. Jeg vil skidegerne hjælpe ham, det er bare svært, når vi ikke har værktøjet.”

Han var sandsynligvis misbruger, før han kom til Danmark, men det er ingen hemmelighed, at stofferne florerer i de danske asylcentre, også her i lejren. En periode boede her en gruppe ukrainere med et forbrug af hårde stoffer, som bredte sig til andre beboere. De lokale dealere bruger asylansøgerne som pushere i lejren til gengæld for forsyninger af stoffer til eget forbrug.

”Det bliver ikke opdaget på samme måde, når beboerne pusher. Hvis en dansk fyr kom dalrende herind, ville vi spørge ‘hvad laver du her?’,” siger Elin.

Misbruget findes i form af piller, hash, alkohol og hårde stoffer. Et enkelt telt er kendt for at være en stor hashtåge. Ventetiden, der tærer på nerverne, afsavn af familie og hjemland, traumer, stress, mareridt, søvnløshed, ensomhed og kedsomhed. Der er mange årsager til at søge lindring og glemsel som asylansøger.

”Det stopper tankerne,” siger en fyr, som var professionel sportsudøver i sit hjemland.

Han sidder på en nusset, bar seng i et af de tomme, fraflyttede telte og ryger hash med sin ven. Han fortæller, at han aldrig har røget, før han kom her. Da han viser billeder af sig selv, før han kom til Europa, er det svært at kende den klarøjede mand på fotografiet. Nu er han blevet en af de usynlige mænd, som sover ventetiden væk, en usoigneret søvngænger med skægstubbe og rodet tøj. Han viser en familie frem på sin mobil, søstre, bror og en mor, som han savner enormt. Billedskønne mennesker.

”Min mor er min kærlighed, mit savn,” siger han med blanke øjne.

Hårfarvning

Ali har været i Normal-butikken i Thisted og købe hårfarve. Pakken viser en smilende kvinde med rød læbestift, som kaster med sin sorte manke. Den frivillige Stine Holm ankommer til lejren for at hjælpe med at farve hans grånende hår.

”Du bliver tyve år yngre,” griner hun, mens de gør klar foran spejlet i beboernes egen frisørsalon i et rum for enden af toiletrækken. Hun tager plastikhandsker på og gnider farven ud i det korte hår. Max kigger på, og de joker med, at Ali bliver lige så ungdommelig som en af de ældre herrer i lejren, hvis facebookprofil løgnagtigt angiver en alder på 32 somre. Ali nyder tydeligvis Stines hænder i håret og lukker saligt øjnene, da hun giver ham lidt hovedbundsmassage. Den blåsorte farve sidder dog ikke kun i håret, men også på huden langs hårgrænsen, og Stines smil stivner en smule.

”Åh, gud, det ser ud, som om han har hjelm på,” hvisker hun fortvivlet fnisende.

Ali går ind i sit telt for at vente på resultatet, og imens venter vennerne med cigaretter og kaffe i fællesområdet. Der går et kvarters tid, før han kommer valsende ned langs spiseteltet med ravnesort hår. Max pifter, Stine klapper.

”Wauw, du ser virkelig tyve år yngre ud.”

Ali soler sig i beundringen og beder Stine følge med ned i hans telt, D6. Her roder han i gemmerne og finder en fingerring frem. Den er af sølv, og da han sætter den på hendes finger, dingler den ubehjælpsomt, alt for stor.

”Tak for al din hjælp. Du er min søster,” siger Ali og krammer hende hjerteligt. Stemningen er kortvarigt alvorlig, de er begge rørte.

Gaven er ikke kun et tak for hjælpen med hårfarven, men et ”tak for alt” her på kanten af lejrens lukning.

Papirer i luften

I to uger går medarbejderne runder, hvor de deler sedler med destinationer og afrejsetidspunkter ud blandt beboerne, som smager på de nye hjembyers navne: ”Sondorbork?”– Sønderborg. ”Flidlekshafn?” – Frederikshavn. Med tiden viser det sig, at langt de fleste ud af de 200 mænd skal til Sønderborg (cirka 135), en del til Frederikshavn, en lille gruppe til Hanstholm, Brovst og nogle til to landsbyer i Sønderjylland, som også danskerne må google for at finde: Hviding og Bolderslev.

”Er det godt?” spørger de danskerne, som opvejer fordele og ulemper ved at bo i henholdsvis en stor og en lille by eller forsøger at trøste med, at de jo nok snart får det store svar på ansøgningen om opholdstilladelse, så næste destination bliver kortvarig. Efter en periode med ventetid, bliver det rart med vished. På kryds og tværs viser beboerne hinanden papirerne og udreder, hvem der ender hvor. Nogle telte flytter samlet, andre skilles ad, nogle bliver igen alene i verden, andre får hele deres entourage med. Det er tilfældigt. Mens nogle er lettede, er andre stadig forvirrede og uden svar.

Kontoret får løbende oplysninger fra Udlændingestyrelsen om, hvilke asylcentre de enkelte beboere skal flytte til, og informerer mændene i cirka samme tempo. Uvisheden blandt de, der endnu ikke har fået besked, mærkes på kontoret, hvor den ene beboer afløser den anden med spørgsmålet: ”Hvor skal jeg hen? Hvornår?” Nogle er vrede, andre er triste og forvirrede. Henny Toft, som sidder bag computeren, kan kun slå ud med armene.

Medarbejderne ved reelt kun, hvad Udlændingestyrelsen fortæller dem i sidste øjeblik, og deres handlemuligheder er få. De beboere, der er kede af destinationen, rådgives til at bede om flytning, når de ankommer til det nye asylcenter. Der er dog undtagelser: Der er en ”Hanstholm-liste” for de beboere, som får lov at blive, fordi de har praktik eller anden særlig tilknytning til Thisted: Det drejer sig om irakeren Aymen, der underviser på den lokale folkeskole; Farid, der taler flydende dansk og går på VUC: afghaneren Peyman, der har praktik på det lokale pizzeria, samt de to vægtløftere Mohammed og Ali. Også heroinmisbrugeren får lov at flytte med og blive plejet af Elin Nielsen – i hvert fald indtil han skal videre i asylsystemet.

Der opstår et kortvarigt drama, da to brødre bliver tildelt forskellige asylcentre: Den ene skal til Hanstholm, den anden til Frederikshavn. Til sidst finder Udlændingestyrelsen to pladser i et helt tredje center. Selv om det er tvivlsomt, om retfærdigheden generelt sker fyldest, finder systemet altså indimellem nåde. En enkelt beboer bliver meget påvirket og utryg af hele flyttesituationen. Han får udskrevet beroligende medicin, men tager for mange piller. Da jeg møder ham, er han mekanisk i sine bevægelser, vil ikke snakke, undgår øjenkontakt. Han har ikke tidligere været psykisk stærk, men virker nu helt nedbrudt. Også ham finder systemet nåde for, og det lykkes personalet at få ham flyttet til et asylcenter i Danmark, hvor han kommer tæt på familie.

Hanstholm er kedelig

Generelt har Stine Holm blanke øjne for tiden. Hun kommer oprindeligt fra Thisted, og da lejren åbnede, var hun netop flyttet tilbage til Thy fra København, alene med sin tiårige datter. Hun havde ikke så stort et netværk og vidste ikke, hvad hun skulle, men hun fandt mening i fællesskabet, der opstod mellem frivillige, medarbejdere og beboere i teltlejren. Lukningen vender op og ned på hendes liv.

”Max ER virkelig min bedste ven,” siger hun om den charmerende, ældre iraner, der har manerer og sprog som en italiener efter at have boet der i tyve år.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden ham.”

Max beskriver Stine som ”fantastisk” og siger:

”Hun er smuk. Første gang jeg så hende, følte jeg straks noget for hende. Hendes stemme, hendes hår, hendes ansigt. Når jeg taler med hende, har jeg det godt.”

Max skal flytte til Sønderborg, og det er han ked af. Han har hørt, at man bor 12 mennesker sammen i ét rum. Han vil helst til Hanstholm.

”Jeg ved godt, at Hanstholm er et kedeligt sted, men der ville jeg være tæt på Stine. Jeg føler, det er bedre her. Fordi jeg kender folk.”

Men selv om han både går til kontoret og ledelsen med al sin charme, vrede og tristhed, er der ingen vej udenom Sønderborg.

Det lykkes Stine Holm og de andre frivillige at overbevise ham om, at det er bedre for ham at komme til en større by som Sønderborg end til lille, forblæste Hanstholm.

”Hvad skulle han lave der?” siger Stine.

”Det er jo ikke en rigtig by. Den kan være fin nok på en sommerdag, men den er helt død om vinteren. Der er også større chance for arbejde i Sønderborg.”

Ulla Veng Birch, en anden frivillig, indskyder:

”Der er da muligheder i fiskeindustrien og på havnen i Hanstholm.”

”Ha! Kunne du se Max arbejde med fisk?” spørger Stine retorisk.

En anden af Stine Holms tætte venner, kurderen Hadi, ville også helst til Hanstholm. Når hun er i lejren, følger han hende som en skygge, henter kaffe, tænder cigaretter for hende, bærer hendes taske, forguder hende. Da han havde en svær periode i lejren, hjalp hun ham på benene. Herefter har han kastet sin kærlighed og sit håb på hende.

”Jeg har sagt til ham, at han ikke skal ønske at blive her for min skyld. Jeg har ikke tid til at besøge ham hele tiden i Hanstholm, og der er ikke meget at lave deroppe,” siger Stine, som har fået ham til at acceptere tanken om det sydjyske.

”Jeg elsker Thisted,” siger han på dansk til enhver, der spørger til hans situation.

Hans drøm er at flytte tilbage hertil. Men for nu skal han til Sønderborg sammen med mange af vennerne fra lejren. En af de sidste dage kommer medarbejderen Jonah med en transportkasse og henter lejrens stribede hunkilling Katti. Den plejer at sove hos Hadi i teltet, men nu skal den have rigtigt tag over hovedet. Hadi har talt om at smugle den med til Sønderborg, men giver den nu et vemodigt farvelkys.

Flyt ordentligt

Eric fra Ghana er den eneste i lejren, som jeg for alvor har hørt kritisere dansk kultur.

”I værdsætter ikke jeres børn,” siger han for eksempel.

”I får kun et eller to og sender dem afsted for at blive passet af kommunen hele dagen! I Afrika er børnene vores rigdom.”

Han synes den lokale pinsekirke er god, men ville gerne overtage prædikestolen for en stund. Så ville han sige, at kirkegængerne ikke skal ryge cigaretter uden for kirken efter gudstjenesten:

”Det skal stoppe! Da Jesus levede, røg han ikke. Hvis du vil følge ham, skal du gøre, som han gør, og ikke som du selv vil.” Generelt synes han, vi agererer for lystbetonet her til lands, folk gør, hvad de vil, og ikke som de bør.

Flere af hans vaner handler om at beskytte sig selv, ikke at gøre sig sårbar. Han spiser altid alene i sit telt, hvilket han forklarer med, at han er høvding:

”I vores tradition spiser en høvding ikke i det åbne. Jeg kunne bide mig i tungen eller smaske. Jeg må isolere mig fra andres blikke i den situation.”

Sommeren over bader mange mænd fra lejren i det lokale søbad, men det tager han afstand fra.

”I Afrika tror vi på åndernes magt, hekse og spøgelser. Heksene kan følge dig hvor som helst. De venter bare på en mulighed for at slå til. Når du svømmer, har de en god chance for at drukne dig. Du vil aldrig blive set igen.”

‘Flyt ordentligt’ står der på de to kasser fra XL Byg, som han får udleveret på kontoret. Eric skal til Frederikshavn og tager nyheden med glæde.

”Jeg vil bare ikke bo sammen med nogen, der ryger eller drikker igen,” siger han.

Han nærmest spurter ned til sit telt og begynder at pakke. I sit smalle metalskab og under sengen finder han poser fulde af ting, som han tømmer ned i kasserne.

”Jeg har gemt hver en ting, jeg har fået her i Danmark.”

Der er mange sko, bøger, utallige dunke med shampoo, flere tuber tandpasta, et spisesæt, en vinterjakke, et pænt sæt tøj, porcelænsservice. Begge kasser proppes til randen, og det er svært at tro, de kan lukkes. Men så finder han tape og en rulle blå snor frem, som han vikler flere gang rundt op kasserne. Til sidst skriver han sit navn med svungen skrift på alle sider. Han er klar.

Den første bus kører

Så starter afskeden for alvor. En lille gruppe tager toget en tidlig torsdag morgen, det er den første gruppe til Sønderborg. Der er løfter om gensyn, tårer og omfavnelser. Nogle græder, fordi de bliver tilbage, andre græder, fordi de skal afsted. Medarbejderne græder, de frivillige græder, beboerne græder. Klokken 11 kører en busfuld til Frederikshavn, deriblandt ghaneseren Eric.

”Jeg elsker Thisted,” siger han på dansk til læreren Ulrik Flinta, inden han får et knus.

Lige inden bussen kører, tager han krammerunden hos de ansatte, frivillige og de andre beboere. Undervejs falder høvdingens parader, og han bryder ud i højlydt gråd. Ved bussens dør holder Ammar ham trøstende ind til sig og aer ham over hovedet. Så sender han Eric ind i bussen, hvor han indtager det forreste sæde og falder til ro. Et hav af vinkende hænder sender ham og de andre afsted mod det nye liv i Frederikshavn.

Tilbage i det tomme madtelt sidder Abdullah med ludende skuldre.

Han skal bo i Sønderborg, men ville gerne have været med til Frederikshavn, hvor de fleste af hans venner skal hen.

”De sidste par uger har mit hoved været fuld af forvirrende tanker. Det ville være bedst, hvis vi fik lov at vælge, hvor vi skal bo. Det er svært for os at blive skilt.”

Afgang, tomgang, afgang, tomgang…

Nu kører busserne med få dages mellemrum med små grupper af cirka 25 asylansøgere. Hver gang en bus kører, bliver der færre hænder til at vinke ved næste afgang. Den sidste ventetid før den endelige afsked er rent ud sagt kedelig og trist. Lejren er ikke længere den samme. Det trodsige og paradoksale fællesskab, der er opstået i ”Camp Thisted” eller ”teltlandsbyen”, opløses yderligere for hver bus, der kører. Imellem afgangene er der rastløse dage. Der er hele tiden frivillige til stede i lejren som støtte for beboerne, som støtte for hinanden. Solen skinner, og de sidder ved bordebænkesystemerne i fællesområdet og snakker om løst og fast, alvor og pjat. Om hvor meget de vil savne deres venner, for selv om de har været der for dem alle, har hver frivillig sine darlings blandt mændene. De bekymrer sig for, hvordan det skal gå de beboere, der skal til Sønderjylland, hvor Dansk Folkeparti dominerede ved sidste valg, og for hvad de selv skal lave herefter. Måske vil de åbne en café for flygtninge i Thisted under Røde Kors. Den afgåede leder Mika Bastrup Røsholt har også haft fat i dem. Hun arbejder med integration i Thisted Kommune nu og søger frivillige til det.

Flyttekasserne tårner sig op i mellemgangen ved kontoret, medarbejderne gør tomme telte rent, men ellers er der heller ikke meget at lave for dem. Der bliver drukket meget kaffe og røget mange smøger. Når alle beboerne er flyttet, skal der gøres hovedrent, og derefter tager leder Iben Hjortshøj dem med til Hanstholm Asylcenter, hvor de skal arbejde, indtil kontrakterne ophører ved årets udgang.

Det blæser, og den velkendte klapren af metal og flaprende teltdug i madteltet varsler den kommende tomhed. Men selv om der bliver tomt i teltene og sovesalen, bliver lejren stående. Udlændingestyrelsen har nedlagt 4700 pladser på asylcentre landet over, men idéen om teltlejre i Danmark er ikke død. Tvært imod bliver lejrene løsningen, hvis antallet af asylansøgere pludselig stiger igen. Beredskabet i Herning, Næstved, Haderslev og Thisted skal kunne genåbne med 48 timers varsel med plads til i alt 2000 asylansøgere, heraf 1000 i telte.

Sidste bus

Der er blevet opbygget et ritual omkring afskeden fra lejren. Ammar står ved indgangen til bussen med en liste over de folk, der skal rejse. Hver gang han råber et navn op, klappes der og jubles hele vejen rundt. Personen tager en runde knus, vinker på vej ind i bussen. Det er ikke alle navne, man kan huske, men alle ansigterne er der og så indimellem én, man aldrig har set før. Der går den kurdiske arkitekt Afshin; der rejser den velklædte Milad, som ligner een fra Østerbro; der kommer danseren Sayied med det tandløse smil og den ældre kurder med sølvskægget, som jeg kalder Mister Cool. Den trivelige Barzan siger farvel som en anden filmstjerne til sine fans, med charmeklud og pilotbriller med spejl. Der er tårer hos de faste frivillige og medarbejderne, der er lange inderlige knus, ”tak til Thisted” og ”see you again”.

Den sidste bus kører til Sønderborg mandag den 3. oktober. Alle de faste frivillige er til stede, nu rykker de sammen. Tilbage i november 2015 stod de der med danske flag og viftede velkommen. Nu vinker de farvel på samme spot. Stine Holm græder og trøstes på skift af de andre frivillige, Ole Krogh, Margit Irene Josefsen, Signe Marquard Rønn, Tonny Jørgensen, Kirstine Behrmann Andersen, Christine Gammelby og Ulla Veng Birch. Mange blanke øjne.

”Vi må huske på, at de får det bedre der, hvor de skal hen,” siger Ole Krogh.

”Ja, jeg græder af egoistiske årsager, jeg ved det godt,” siger Stine Holm med tårerne strømmende ud under solbrillerne. Da hun krammer Hadi farvel, er det hende, der græder, og ham, der trøster. Men inde bag bussens tonede ruder dukker hans ansigt op, nu strimet af tårer.

Bagefter samles de frivillige og medarbejderne i en gruppe i rygeskuret. Der grædes, der grines. Den sidste tids trykkede stemning løsner sig. Medarbejderne starter hovedrengøringen i salen med fuld musik på anlægget, de støvsuger og tømmer kabinerne for affald og andre efterladenskaber. De danske flag, der har pyntet indgangen til mange af rummene, krølles sammen, blandes med gamle kladdehæfter fra skolen, madrester, lagner, plastikservice og beskidt tøj. På flere af væggene er der tegnet og skrevet, men det er meget uskyldig graffiti. Der er kun ganske få bandeord, og jeg ser ikke en eneste pikkemand portrætteret. På en væg står der, skrevet med blyant og små bogstaver: ‘wait. vente.’ En anden har tegnet en lidt ubehjælpsom fredsdue og skrevet ‘free’. På et metalskab har en mand med sirlig sort tusch ganske enkelt skrevet: ”I don’t know.”