Købmanden bag stjernerne

61-årige Sam Allardyce misbrugte sin rolle som nytiltrådt cheftræner for det engelske landshold til at forhandle sig frem til en personlig aftale på 3,4 millioner kroner. På en skjult video, som The Telegraph har bragt, giver ‘Big Sam’ råd til forretningsfolk om, hvordan man skal omgå det engelske fodboldforbunds reglementer, som ikke tillader såkaldt tredjeparts ejerskab i fodbolden.

Allardyce praler af at vide præcis, hvordan man laver gode penge på kanten af loven, og han siger også, at han kender agenter, der ligesom ham ved, hvordan man gør. Hvad Allardyce ikke vidste, var, at forretningsfolkene var journalister fra Telegraph.

Og så blev Allardyce fyret fra jobbet.

Det er selvfølgelig spekulation, men Sam Allardyce kunne sagtens have haft Jorge Mendes i hovedet, da han talte business med ”rigmændene”.

Jorge Mendes er tidligere natklubejer i Porto. I dag ejer han fodboldagenturet Gestifute samt et ukendt antal affilierede investeringsselskaber. Ifølge The Guardian, som af flere omgange har gravet i den 50-årige agents forretningsmetoder, blev Mendes’ navn skabt på noget, der ligner monopol på transferer af portugisiske spillere. Mendes mener således selv at have stået for 68 procent af alle spillertransaktioner i Portugals tre topklubber, Sporting Lisbon, Benfica og FC Porto, i perioden 2001 til 2010.

Handlerne inkluderer salget af Cristiano Ronaldo fra Sporting til Manchester United i 2003 for 120 millioner. Da Real Madrid købte ham i 2009, var prisen steget til 800 millioner. Den portugisiske træner José Mourinho har også været en god handel for Mendes. ”Mou” kom fra Porto til Chelsea i 2004, hvor han med Mendes’ hjælp også hentede spillere fra hjemlandet som Ricardo Carvalho og Tiago Mendes. Siden skiftede Mourinho til Inter, Real Madrid og tilbage igen til Chelsea i 2013. I dag er han træner i Manchester United.

Hold liv i investeringen

I sommeren 2014 gjorde Mendes en ekstra god forretning. James Rodríguez, colombiansk midtbaneoffensiv med umiskendelig teenagepige-appel, havde haft et forrygende VM. Han var på alles læber, og Real Madrid var på jagt efter ham. Den spanske kongeklub endte med at købe ham for 720 millioner kroner fra Monaco. Allerede året før havde Rodríguez’ agent, Jorge Mendes, dog været med til at afhænde den colombianske guldfugl fra Porto til Monaco for lige knap 400 millioner. Ved den lejlighed skrev Porto i deres årsberetning, at de havde betalt Gestifute, Mendes’ selskab, 30 millioner for ”relations-omkostninger”.

Hvad denne ydelse præcist dækker over, er uklart. Det er ikke det sædvanlige agenthonorar, for det afklares alene mellem spilleren og agenten. Sandheden er sandsynligvis, at ”relations-omkostninger” er et miks af en såkaldt ”broker deal” – altså et honorar for at sørge for, at aftalen kommer i stand – og betaling for at få andel i spilleren som vedvarende investeringsobjekt.

Det handler om at smede, mens spillerne er varme. Så kan de skifte klubber ofte – til høje priser. Det gælder også for Radamel Falcao, som Mendes flyttede fra Porto til Atletico Madrid i 2011. Gestifute delte de 30 millioner, de fik i relations-salær, med et andet selskab, Orel, og historien gentog sig i 2013, da Falcao skiftede til Monaco for 500 millioner og derefter til United på en låneaftale i 2014. Da var Falcaos markedsværdi faldet til næsten en tiendedel. Til gengæld havde man fået det maksimale ud af ham, mens han var en glohed vare.

Hvor kan man købe en fodboldspiller?

Det gælder altså om at holde liv i investeringen og sælge så hyppigt som muligt. Af samme grund skal spillere helst handles, inden deres kontrakter udløber. Og gerne, som i tilfældet Radamel Falcao, på låneaftaler.

At smide penge efter spillere uden om klubberne er blevet en lukrativ forretning for private investorer. Det ved Mendes. Og det ved hans partner, Peter Kenyon, der har arbejdet for topklubber som Manchester United (det var Kenyon, der stod bag salget af David Beckham til Real Madrid i 2003) og Chelsea.

Ifølge The Guardian udarbejdede Mendes og Kenyon, delvist under dække af Gestifute, et forretningsprospekt i 2012 rettet mod private investorer og hedge funds. Her anføres det, at målet er at rejse 700 millioner til at købe andele i fodboldspillere. Pengene skal placeres i en fond kaldet Quality Sports V Investments LP. Fonden bor i Jersey, som er kendt for at være et skattely. Gestifute og Peter Kenyons eget firma, Opto, fungerer i prospektet som konsulenter for fonden og investorer, der skal bistå med at identificere de bedste spillere og de mest lukrative transferer. Flere steder i prospektet nævnes Mendes’ guldrandede track record med Cristiano Ronaldo og José Mourinho i spidsen.

Men tredjeparts ejerskab, herunder etableringen af hedge funds og offshore-selskaber, er kraftigt i strid med FIFA’s regler. Således fastslår artikel 19.8, at en spillers agent skal søge at undgå enhver interessekonflikt i forbindelse med købs- eller salgsaktivitet, og tilsvarende stadfæster artikel 29.1, at en agent ikke må eje eller på anden måde have andel i investeringer, der angår kompensationer i forbindelse med fremtidige transferer af en spiller.

Det er sådan set klokkeklart. En agent må ifølge FIFA’s reglementer ikke have alle de kasketter på, som Jorge Mendes har: Han optræder som traditionel spilleragent. Han er ”broker” for den købende (eller sælgende) klub. Og han tilbyder sin konsulentbistand til investorer, der vil købe en bid af fodboldspillere. Gråzonen opstår naturligvis ved spørgsmålet om, hvorvidt de to FIFA-artikler skal tolkes sådan, at agenter ikke direkte må investere i de spillere, de er agenter for, eller sådan at de netop godt må rådgive andre i tilsvarende investeringer.

Tavse FIFA

Mel Stein er bestyrelsesformand for Foreningen af Fodboldagenter i England, og han mener godt, at en agent både kan repræsentere en spiller og agere broker i transferer mellem klubber. Men som han tilføjer til Guardian:

”Det, der til gengæld ikke må ske, er, når en agent vil tjene penge på begge ender af en transfer uden først at sikre sig, at der ikke er en interessekonflikt. Jeg tror simpelthen ikke på, at tredjeparts ejerskab gør dét muligt,” udtaler Mel Stein.

Som et ekko af Stein tog det engelske fodboldforbund, FA, konsekvensen, da de fyrede Sam Allardyce i forrige uge.

FIFA har derimod ingenting gjort. Da Guardian for flere år siden fremlagde beviser på, at Jorge Mendes var dybt viklet ind i tredjepartsforhandlinger og oprettelsen af private investeringsfonde i direkte strid med fodboldens regelsæt, svarede en talsmand fra FIFA:

”Vi kan ikke fra FIFA’s side kommentere på dette, når der er tale om en hypotetisk anklage. Vores disciplinære udvalg kan først beslutte noget efter en grundig analyse af en specifik sag.”

Fra backdoor og aktier til hedge funding

Således med frit spillerum troner Jorge Mendes på magttoppen af en moderne fodboldkultur, der på få år har skiftet kurs. Vi har været vant til, at klubber blev købt af store korporationer som led i en ”backdoor funding”. Tænk på Chelsea FC og finansbaronen Roman Abramovitj. Eller Paris Saint-Germain, som eksklusivt er købt og betalt af indtægter fra landet Qatars oliereserver, blandt andet med henblik på at benytte den franske hovedstadsklub som spydspids i en storstilet medie- og branding-offensiv.

I stedet skal vi vænne os til, at spekulationer i fodboldmarkedet i stigende grad overlades til private købmænd, der investerer i rådgivning og udveksling af ”økonomiske rettigheder” til spillere, som så kan blive handlet til højeste pris inden for en kort, men lukrativ periode. James Rodríguez er det nye sort.

Og i dét game er Sam Allardyce blot en dumrian, der ikke kunne holde sin kæft.

Ifølge konsulentkoncernen Deloitte er klubber i nyere tid blevet bedre til at begå sig på aktiemarkedet. Men ikke alle.

Juventus, som figurerer på det italienske børsmarked, Borsa Italiana, har i de senere år fået halveret deres aktie, helt ned til 0,27 euro, mens Serie A-rivalerne fra AS Roma er raslet en tredjedel ned til 0,65. Den tyske klub Borussia Dortmund, som er berømt for deres innovative forretningskoncept med kombinationen af private investeringer og massivt medlemsejerskab, har til gengæld firedoblet deres aktiepris til 4,06 euro. Det samme gælder for Manchester United, hvis aktie lige nu nærmer sig en stykpris på 20 euro, det højeste siden United med Glazer-familien i ryggen gik på børsmarkedet i New York tilbage i 2012.

Men på trods af solstrålehistorierne er aktier ikke vejen frem. I dag køber man rettighederne til en broker, der kender gamet og kan handle til fuldfed pris. Man køber ikke bare et investeringsobjekt i form af en fodboldspiller i høj konjunktur, men også et investeringskendskab.

Se bare alliancen mellem Jorge Mendes og den russiske milliardær, Dmitri Rybolovlev. Han købte Monaco F.C. i december 2011. Og nu skulle Mendes hjælpe med at finpudse forretningen. Mendes sørgede for tilgangen af spillere , eksempelvis føromtalte Rodríguez, Falcao og Carvalho (”Mourinhos mand”) samt Joao Moutinho fra Porto.

I sommeren 2014 besluttede Rybolovlev dog at holde lidt igen med finanserne, og Mendes blev fløjet ind for at broke salget af Rodríguez til Real Madrid og desuden orkestrere en låneaftale for Falcao til United i de allersidste minutter, inden transfervinduet lukkede i august 2014.

Next up: Rusland og Kina

Meget tyder på, at Mendes & Co. har lært af lektien fra den sidste finanskrise, hvor boligboblen sprang. Chancen, for at noget lignende sker for Premier League som følge af et enormt cash flow, hvor alle pludselig vil investere, og selv middelmådige spillere bliver handlet for millioner over den reelle markedsværdi, er stor. Ergo er Mendes og Gestifute – og vrimlen af associerede skuffeselskaber og hedge funds – allerede i gang med at præparere nye fodboldmarkeder. Gestifute har meldt sit indtog i russisk divisionsfodbold, herunder Dynamo Moskva, idet selskabet forudser, at brandværdien stiger voldsomt med afholdelsen af VM i Rusland 2018.

Og så er der Peter Lim. Han er forretningsmand med base i Singapore. I maj 2014 købte han den gældsramte, spanske klub Valencia. Vennen og forretningspartneren Jorge Mendes sørgede for, at Lims første træner i det spanske eventyr blev Nuno Espiriti Santo. Santo er tilfældigvis Mendes’ allerførste klient tilbage fra 1997, da den portugisiske målmand blev solgt fra Vitória Guimaraes til spanske Deportivo La Coruna. Rygterne siger, at Mendes, Kenyon, Lim og et ukendt antal tredjepartsejere vil bruge Rusland og erfaringerne fra high risk hedge funding som rambuk for fremtidens fodboldstormagt: Kina.

I sidste uge måtte Big Sam pænt pakke nellikerne og sige undskyld. Jorge Mendes storsmiler stadig.