Her kommer en lille forretningshemmelighed: For hver gang man tror, man har ramt bunden af nedtrykkende nyheder – som vi for så vidt muligt sorterer i som en slags apokalyptiske mundskænke, så det hele ikke kammer over i Føljetons egne spalter – finder man alligevel en overskrift eller ny vinkel, der får os til at grine i galgenhumoristisk afmagt. I denne uge var det således Politico, der løb med hæderen som potentiel viljesknækker med den her appetitlige sag: “72 Minutes Until the End of the World?”
Egentlig er der “bare” tale om et interessant interview med forfatter og journalist Annie Jacobsen, der tilbage i marts udgav sin nye bog Nuclear War: A Scenario. Som titlen på bogen antyder, er Jacobsens undersøgelse dog til den dystre side. Hun har nemlig beskrevet, hvordan verden i et tænkt – men realistisk – scenarie vil kunne gå under på blot 72 minutter, målt fra det første atomvåben bliver affyret af en vilkårlig, gal autokrat.
“Kan det virkelig være så slemt”, tænker man straks, og det spørger journalisten Kathy Gilsinan da også Annie Jacobsen om. Bestemt, svarer Jacobsen. Faktisk er hun slet ikke blevet rettet af North American Aerospace Defense Command (NORAD), der ellers laver den slags scenarier, “hvilket bare gør det hele endnu mere skræmmende”.
72 minutter, det er ikke meget at rutte med. Man kan jo ikke engang nå at se halvdelen af Dune 2. Faktisk virker det ikke som noget, man bør tænke alt for meget over. Og her kommer så en anden forretningshemmelighed: Det bedste trick til at undgå galopperende nyhedstræthed er, at man simpelthen omfavner det absurde – og lærer at se det smukke i de små, men afslørende detaljer. For som Albert Camus har beskrevet, behøver journalistisk Sisyfos-arbejde slet ikke at være en straf. Snarere kan man gøre selve det øjeblik, hvor (nyheds)stenen er rullet ned af bakken, og Sisyfos skal hente den igen, til en opbyggelig fortælling:
“Det er under denne tilbagevenden, denne pause, at Sisyfos interesserer mig. Et ansigt, der slider så tæt på sten, er allerede sten i sig selv! Jeg ser manden gå tilbage med et tungt, men afmålt skridt mod den pine, som han aldrig vil kende enden på. Den time er som et åndehul, der vender tilbage lige så sikkert som hans lidelse, det er bevidsthedens time. I hvert af disse øjeblikke, hvor han forlader højderne og gradvist synker ned mod gudernes huler, er han sin skæbne overlegen. Han er stærkere end sin sten.”
Vi skal ikke kunne sige, om bevidsthedens time reelt varer 72 minutter. Til gengæld ved vi, at det ofte kun kræver et godt journalistisk stone face, hvis man vil have en historie til at rulle af sig selv. Ja, hvis man forbliver uimponeret over alle de mange meningsløsheder, folk i magtpositioner siger, bliver det hele faktisk lidt sjovere – og måske også lidt mere overlegent?
For vores vedkommende blev medicinen mod dommedag i Politico i hvert fald en lille artikel i mediet 404, der meget elegant udfordrer en påstand fra vicekommisær ved New Yorks politi Tarik Sheppard om, at de fredelige, propalæstinensiske demonstranter ved Columbia University – som i denne uge blev ryddet af politiet – havde brugt nogle “tunge industrikæder, der var låst med cykellåse”, som altså ikke er “hvad studerende har med i skole”, men snarere er hvad “professionelle” bruger (hvad så end “professionelle” dækker over i den her sammenhæng).
Klikker man ind på Columbia Universitys egen hjemmeside, vil man hurtigt opdage, at politikommisærens påstand er noget værre vås – for mindsandten om universitetet faktisk ikke anbefaler studerende at købe præcis den kæde, politiet har fundet, til at låse deres cykler med. Hvilket får 404 til at sætte kniven ind med et godt spørgsmål: Hvorfor lyver politiet?
“Implikationen er selvfølgelig, at Gaza-solidaritetsdemonstranter – som har besat deres eget campus fredeligt i to uger – ikke er uskyldige studerende, der udøver deres ret til at protestere, men på en eller anden måde er professionelle, taktiske, ‘industrielle’ agitatorer, som fortjener militær indgriben fra politiets side. At fremvise en almindelig cykellås som en slags imponerende barrikaderingstaktik er et forsøg på at skabe samtykke til den brutalitet, som NYPD bragte til campus i løbet af natten.”
At verden kan gå under på 72 minutter er selvfølgelig noget værre rod. Men at magthavere kan undergrave sig selv på langt kortere tid, gør faktisk turen ned til næste bundløse nyhedshul pænt tillokkende. Man må forestille sig Sisyfos glad – og Føljeton-redaktionen endnu gladere. /David Dragsted, chefredaktør