Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Egentlig havde vi tænkt, at vi ville holde tonen lidt let og frejdig her på sådan en skøn solskinsrig fredag. Måske ville vi eksempelvis skrive lidt om den 1,5 meter lange gråhaj, der er blevet fundet på en cykelsti i Ringkøbing, og lade det føre videre til nogle mere generelle overvejelser om, hvordan man fanger hajer. I den forbindelse kunne vi have nævnt et nyligt interview i The New Yorker, hvor journalist Isaac Chotiner systematisk griller det tidligere rovdyr i det amerikanske udenrigsministerium Elliott Abrams – der bl.a. var medskyldig i menneskerettighedsforbrydelser i Guatemala og El Salvador under Reagan-administrationen – med udvekslinger såsom den her:
“I 1983 sagde du, at ‘mængden af drab på uskyldige civile bliver reduceret skridt for skridt.’ Du tilføjede: ‘Vi mener, at den slags fremskridt skal belønnes og opmuntres.’ Det var derfor, vi støttede Guatemalas præsident, som senere viste sig at være ansvarlig for omfattende menneskerettighedskrænkelser, ikke sandt?
Jeg er virkelig ikke sikker på, hvad du prøver på at gøre i det her interview.
Jeg prøver bare at spørge dig om din karriere.”
Ja, alt det kunne vi have haft planer om, hvis vi ellers ikke var kommet for skade at slå op i dagens udgave af Jyllands-Posten, her læse (betalingsmur), at ligestillingsminister Marie Bjerre (V) og kirkeminister Morten Dahlin (V) nu “kræver” en “værdimæssig assimilation” af “udlændinge i Danmark”, og indse, at vi nok hellere må tale om dødsspiraler og calvinisme i stedet for.
Dødsspiralen først: Efter Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad i begyndelsen af april fik sagt på Folketingets talerstol, at det hverken er nok for udlændinge at lære dansk, tage en uddannelse og få et arbejde (og jo dermed bidrage meget direkte til samfundet og statskassen), hvis ikke også værdierne – dette evigt diffuse begreb – er på plads. Meget forventligt (og forståeligt) har det så skabt præcis det ramaskrig, Vad og toppen af Socialdemokratiet (men ikke det lokale bagland) havde håbet på. Nok engang er hele udlændingedebatten blevet forrået; fodnedrelsen og mistænkeliggørelsen af indvandrere har fået et ekstra nøk, mens sosserne atter har fået markeret sig som nogle kompromisløse strammere. Du kender allerede smøren, for det er jo “bare” historien om de seneste 20-30-40 års “integrations”politik sat på spidsen.
Og Vad så nu? Jo, efter dødsspiralens dramaturgi skal der selvølgelig komme et modspil fra et andet parti; nogen bliver pinedød nødt til at råbe “jeg hæver!” i det uhyrlige spil politisk poker, der bliver spillet om almindelige menneskers liv. Denne gang er det Venstre, der øjensynligt har set på sine egne katastrofale meningsmålinger og vurderet, at det må være muslimernes skyld. Frem springer Marie Bjerre og Morten Dahlin derfor med citater som det her:
“‘Vi har som samfund ikke været ærlige nok om, hvad vi forventer. Når det kommer til værdierne, så er det ikke integration, vi forventer som samfund – så er det i virkeligheden en assimilation,” siger Morten Dahlin. ‘Integration betyder, at man bøjer sig ind mod hinanden og finder et nyt ståsted. Men vi kræver værdimæssig assimilation. Vi kræver, at de tager vores danske værdier til sig, og at vi ikke tager nogen særlige særhensyn. Kommer man til Danmark, bliver man nødt til at købe fuldt ind på den værdimæssige pakke,’ siger Marie Bjerre.”
Prøv at smag lidt på ordene, prøv endda at stille dem op som en klassisk punktumfyldt sosse-sætning: Forventer. Assimilation. Værdimæssig pakke. Kræver – og kom så ikke og sig, at der ikke er en racistisk Yoda på spil, som bruger the political force på at fjendtliggøre selv helt almindelige mennesker, som bare gerne vil undgå at blive tvangsfodret med… ja, med hvad? Hvad er det egentlig for en værdimæssig pakke, de to Venstre-ministre har i tankerne? Flæskesteg og Matador? Havforurening og rigsretssager?
Jyllands-Postens journalister Thomas Funding Therkildsen og Niels Th. Dahl forsøger ihærdigt at få nogle konkrete svar ud af Dahlin og Bjerre, men det meste forbliver i anekdoternes og de tænkte eksemplers land. “Værdimæssig assimilation” betyder fx ikke “fuld kulturel assimilation”, for man kan stadig godt “spise falafel den 24. december” (godt nyt til vegetarerne). Omvendt går sangeren Isam B. åbenbart for langt, når han efterspørger, at ramadanen får lov at fylde mere i det offentlige rum, for som Marie Bjerre siger:
“Det er det der med, at man gerne vil finde et nyt ståsted. At man tror, at vi skal integreres, og at vi skal møde hinanden. Vi kommer ikke til at skulle fejre mindre jul i det her samfund.”
Her gik vi ellers og troede, at det med at møde hinanden og finde et nyt fælles ståsted var en god demokratisk værdi, men her må der være noget, vi har misforstået – og som ministrene fra SVM-midterregeringen mener er selvindlysende. Sådan er det faktisk med meget af det, Dahlin og Bjerre får sagt. Fx kan de heller ikke sætte tal på, “hvor stort problemet med manglende værdimæssig assimilation i Danmark efter deres opfattelse er”, så det må vel også være selvindlysende.
Det tætteste, kirkeministeren og ligestillingsministeren kommer på det med værdierne, er, at man “simpelthen ikke” kan “begrunde det med sin religion, at man ikke mener, at mænd og kvinder er lige meget værd”, og at “hvis man ikke kan acceptere det, så skal man måske finde et andet land at være i”. Vi er meget enige – og derfor glæder vi os da også personligt til, at de danske mandlige folkekirkepræster, der nægter at give hånd til deres kvindelige kollegaer, bliver sendt direkte ud af landet på kirkeministerens initiativ.
Hvilket så meget passende kan bringe os videre til calvinismen, altså den kristne trosretning grundlagt af den franske reformator Jean Calvin tilbage i 1500-tallet.
For Calvin var spørgsmålet om menneskers frelse fuldstændig afhængig af Guds nåde; som individ kan du hverken gøre fra eller til, uanset hvad du gør. Faktisk rummer calvinismen en såkaldt prædestinationslære, som fortæller, at Gud allerede har afgjort, om du skal frelses eller fortabes. Vi er ikke selv teologer, så måske har kirkeministeren forstået noget, vi ikke selv har. Når hverken Morten Dahlin eller Marie Bjerre er i stand til at definere, hvornår man som udlænding er blevet tilstrækkeligt “værdimæssigt assimileret”, begynder det dog i vores ører at lyde langt mere som forstokket religion, end som reel politik. Og det vel at mærke en religion, hvor der ikke længere findes nogen kærlig Gud, men kun nådesløse folkevalgte, for hvem dine integrationsindsatser aldrig vil være tilstrækkelige, da du allerede er dømt fra fødslen. Er det den slags middelalderlige mørkesamfund, vi har lyst til at leve i? /David Dragsted