Regeringens “Limbo Rock”

Eksperimentet er i det mindste enestående. I hvert fald i Europa. Ikke siden ‘Den store proletære kulturrevolution’ i Kina tilbage i 1960’erne har en regering valgt at gøre noget så anti-intellektuelt hasarderet: SVM-regeringen er systematisk i gang med at sænke uddannelsesniveauet her i Danmark.

I en tid, hvor statsbudgetterne ellers på den ene side bugner, og landets unge på den anden side desværre sidestepper væk fra de såkaldte velfærdsuddannelser, har regeringstoppen fået den bizarre idé at spare på netop professionsuddannelserne. Det fremstår faktisk så hovedløst, at man i første omgang kunne håbe på, at det hele blot er en misforståelse.

En selskabsleg, der er gået galt.

Måske skal man forestille sig, at topministrene har været på kanindræberkursus for at lære hinanden bedre at kende på tværs af de tre partier. Og så er der én, som har sat Chubby Checkers gamle hit “Limbo Rock” på den medbragte ghettoblaster – som var de på rustur:

“Whoop, whoop! What’s the name of this thing? Everybody sing: Go low, baby, go low – Go low, baby, go low! It’s time, baby, to show”.

For dét er nogenlunde, hvad regeringen er i gang med på uddannelsesområdet: En omgang “Limbo Rock”, altså legen, hvor man skal forsøge at danse under en pind, indtil kun én til sidst står tilbage. Hvor langt kan niveauet trækkes ned? Hvor meget kan der spares ved at pumpe de unge hurtigere og hurtigere igennem?

Først fik universiteterne skamskåret deres overbygninger, så en stor del af de studerende fremover vil få både kortere og mindre boglige kandidatuddannelser. Dernæst gennemførte et flertal i Folketinget en massiv beskæring i antallet af studiepladser, så færre unge overhovedet vil kunne få en af de nye discount-uddannelser.

Men uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) er slet ikke slut endnu. For om kort tid lanceres et om muligt endnu mere højrisikabelt testforsøg: Nu skal også professionsuddannelserne have hugget en hæl og klippet en tå. Længden på uddannelserne skal skæres ned, og niveauet skal sænkes yderligere for en stor del af de studerende.

Døve øren

I en dobbelt manøvre, der minder om de allerede vedtagne svækkelser af universitetsuddannelserne, skal fremtidens velfærdsprofessionelle – såsom sygeplejersker, pædagoger og bioanalytikere – både have en kortere uddannelse, da planen angiveligt er at skære et halvt år af, og en mindre bogligt krævende uddannelse, idet SVM-regeringen også skulle overveje at ville indføre A- og B-hold med forskellige krav til pensum.

Konkret står de fleste professionsbacheloruddannelser til at blive skåret ned fra de nuværende tre og et halvt år til fremover at skulle gennemføres på maksimalt tre år, inklusiv praktik.

De berørte faggrupper er mildest talt heller ikke begejstrede for at kunne se frem til, at deres uddannelser vil falde i såvel faglig fylde som sociale prestige:

“Jeg hører ingen unge sige, at de fravælger sygeplejerskeuddannelsen, fordi den er for lang. Tværtimod hører vi de næsten færdiguddannedes bekymring for, om de er godt nok rustet til jobbet som sygeplejerske,” siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, som frygter, at forringelserne vil føre til endnu færre ansøgere.

Sammen med 15 andre organisationer har sygeplejerskerne skrevet et åbent brev til regeringen med overskriften ‘Nej tak til turbouddannelse’. Her oplister de en lang række argumenter for, hvorfor det vil være kortsigtet og ligefrem uansvarlig at afkorte uddannelserne:

“Vi har brug for investeringer i bedre og mere uddannelse – ikke mindre. Det vil få alvorlige konsekvenser for kvaliteten i vores velfærd,” hedder det i opråbet fra fagfolkene: “Kortere uddannelse vil være den helt forkerte vej at gå”.

Men de kan meget vel råbe for døve øren, for SVM-regeringen virker opsatte på at gennemtrumfe reformerne, uanset hvad der kommer af kritik og advarsler.  Med solid opbakning fra Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative – og noget mere overraskende SF – har treparti-regeringen rygdækningen til at gennemføre den nye kulturrevolution.

Ond spiral

Beslutsomheden på Christiansborg om at sænke det generelle uddannelsesniveau blandt danske unge markerer et fundamentalt brud med flere årtiers enighed. For lidt mere end 10 år siden lød parolerne stik modsat. Dengang lovede daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt, at “vores børn skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”. Hun ville fortsætte det løft i uddannelsesniveau, der var sket i hendes generation.

Men nej, for nu svinger det politiske pendul den anden vej. Efter Helle Thorning-Schmidt i 2013 mislykkedes fælt med sin dårligt tænkte og udførte folkeskolereform – hvor skoleleverne fik flere undervisningstimer, og hvor missionen trods alt var at løfte det faglige niveau – er det nu helt andre hensyn, som dominerer i ministerkontorerne. For nu handler alt om at øge arbejdsudbuddet.

Formålet med at afkorte uddannelserne og at indføre B-hold er nemlig oplagt ikke at hæve niveauet, eller at “vores børn skal være den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”. Tværtimod er logikken, at kortere uddannelser vil føre til betydelige besparelser, i første omgang i form af mindre SU og behov for færre undervisere og lokaler, og i et videre perspektiv ved længere arbejdsliv for den enkelte.

Maskinel rationalisering er dog næppe den eneste drivkraft. Blandt flere af partierne fornemmes også en modvilje mod videregående uddannelser som sådan. En form for rindalistisk revanchisme, hvor alle dem, der aspirerer mod en længerevarende uddannelse, skal trækkes ned på jorden.

Uddannelserne er havnet i en catch-22: Hvis ingen protesterer, vil studierne bare blive rundbarberet. Og hvis fagfolkene så i stedet protesterer, ja, så risikerer det at blive endnu værre, fordi brokkeriet så vil blive fremstillet som forkælet elitisme. Som beskyttelse af privilegier. Og derfor høvles uddannelserne dag for dag.

Den lille rindalistiske kulturrevolution er i gang. Whoop, whoop! Go low, baby, go low. /Lars Trier Mogensen