Her vogter ligusterliberalisterne

Matematikken er enkel: Flertallet af vælgerne i Danmark ejer i dag en bolig – med dertil hørende terminer, bidragssatser, ejendomsskatter og renovationsafgifter. Derfor er det totalt umuligt, som i 100% umuligt, at blive statsminister her i kongeriget uden opbakning fra størstedelen af dem, der engang blev kaldt for ‘ligusterfascister’ – et pudseløjerligt begreb, som SF’s Sigurd Ømann opfandt i 1971. I dag er der ikke længere nogen, der i fuld offentlighed tør spøge med øgenavne. Nej, boligejerne har brug for tryghed – ifølge V-regeringen, der her i ugens løb har fremlagt et udspil, der i de kommende år vil omfordele 24 mia. kr. fra lejere til boligejere.

Boligejerne, som ganske vist både har de gennemsnitligt største indkomster og største formuer, har tilsyneladende mere brug for tryghed end andre vælgergrupper, som ganske vist tjener mindre end boligejerne, og heller ikke har sparet lige så mange penge op som boligejerne. Men i et demokrati bestemmer den mest sammentømrede flertalskonstellation: Boligejerne er blevet fredhellige, og alle politikere med ambitioner om realpolitisk indflydelse kan og vil ikke længere gøre noget som helst, der kan få ejerbolig-flertallet til så meget som at frygte for friværdien.

Konkret bor 2,52 mio. vælgere i ejerboliger, mens ‘kun’ 1,92 mio. vælgere bor til leje. Forskellen svarer til hele 30 mandater i Folketinget – og dét er der i hvert fald ingen, som tør spøge med. Idéen om et såkaldt ‘skattestop’, som V-formand Anders Fogh Rasmussen gik til valg på i 2001, var derfor genialt tænkt, ja, lige så politisk genialt på kort sigt, som det har været økonomisk håbløst på længere sigt. Mange af de middelklassevælgere, der voksede op i lejeboliger som børn, men som senere købte egen bolig, var besnærede af udsigten til en lavere skatteregning. Skattestoppet blev den afgørende vinderformel bag Foghs regimente i 00’erne.

Det stod med småt

De begejstrede vælgere glemte dog at læse alt det, som stod med små bogstaver i Foghs kontraktpolitik. Mens ejendomsværdiskatten blev fastlåst i kroner og øre, måtte grundskylden – altså promilleskatten på jord – nemlig gerne stige, dog kun i et begrænset årligt omfang. Hvis boligpriserne havde udviklet sig i takt med lønningerne, ville der næppe være mange, der havde lagt mærke til  undtagelsen med grundskylden. For så ville stort set alle boligejere bare have sparet tusindvis af kroner hver år. Men alt det med de små bogstaver har pludselig vokset sig stort. Af en simpel årsag: Boligpriserne er eksploderet, særligt omkring København og Aarhus.

Siden 2001 er bolig- og grundformuerne boomet i et omfang, der uundgåeligt har presset grundskylden op. Ikke i ét hug, men meget langsomt og gradvist. Og heller ikke helt op til de reelle priser, for grundskylden ligger stadig markant under de faktiske grundværdier. Og paradoksalt nok ligger frygten netop heri: Boligejere i de områder, hvor formuerne er steget allermest siden 2001, kan se frem til at skulle betale nogle få promille ekstra af deres milliongevinster – hvis ikke politikerne snart udvider ‘skattestoppet’. Og derfor kommer netop nu en ny lukrativ rabatordning fra V-regeringen – direkte til de rigeste boligejere.

Boligboble-boomet først i 00’erne og senere igen her i 10’erne skyldes flere forskellige faktorer, hvoraf de vigtigste er en påfaldende lav obligationsrente gennem længere tid, liberaliseringen af lånemulighederne med introduktionen af bl.a. afdragsfrie lån, den tiltagende urbanisering med sammenklumpning omkring særligt attraktive forstads- og bykvarterer, samt ikke mindst boligskattestoppet. Hver af disse fire faktorer har pumpet boligpriserne, kunstigt, op i Danmark – og efterhånden så højt op, at Foghs ‘skattestop’ fra 2001 ikke længere kunne modstå presset, da grundskylden nu automatisk får lov til at stige svagt.

Formelt løber ‘skattestoppet’ kun frem til 2020, og hvis de borgerlige partier skal nå at sikre endnu bedre vilkår for boligejerne, er tiden til handling og forhandling altså nu. De Konservative har også længe haft grundskylden som deres mærkesag, uden dog at vinde fremgang på den konto. Men utrygheden ulmer på villavejene. Når V-regeringen onsdag fremlagde et nyt forslag til et ”et nyt og forbedret boligskattestop”, skyldes det imidlertid også et andet og mindst lige så afgørende forhold, nemlig det skævvredne ejendomsvurderings-system, som Rigsrevisionen har krævet ændret.

I årevis fik ejendomsvurderingerne lov til at udvikle sig helt fiktivt og afkoblet de faktiske salgspriser. Muligvis fordi ejendomsværdiskatten jo alligevel var fastlåst i kroner og øre til 2001-niveauet. Men grundskylden steg vilkårligt – og det kunne mærkes i de (udkants-)kommuner, hvor huspriserne rent faktisk faldt, og boligejerne derfor endte med at betale for meget i grundskyld. Og heri ligger nøglen til at forstå, hvorfor V-regeringen nu kan slippe afsted med en boligpakke, der over tid vil begunstige de rigeste boligejere. Alle de boligejere, som bor i huse, der ikke er steget, vil nemlig nu skulle have penge tilbage, når det nye ejendomsvurderingssystem træder i kræft fra 2019.

Liguster-liberalisme

Selv om det kan lyde kompliceret, ligger det politiske trumfkort gemt netop her. Regeringen vurderer nemlig, at boligejere i de fattigste kommuner – hvor grundskyldes altså har været fastsat for højt – skal have op mod 10 mia. kr. betalt tilbage. Skønt det fremadrettet vil være de rigeste boligejere, som får gavn af de nye rabatter, vil det altså være de fattigste, som bagudrettet får en check tilsendt. Og dermed er alliancen intakt.

Alle nuværende boligejere vil nyde godt af det samlede boligkompleks fra V-regeringen – dog på meget forskellig vis. Ifølge typeeksemplerne vil en boligejer på Lolland få kr. 18.500,- tilbage som et engangsbeløb og en rabat på kr. 0,- om året, mens en boligejer i Gentofte ingen penge får tilbage, men til gengæld vil spare kr. 47.700,- om året i lavere grundskyld. Politisk set er dét godt tænkt, ja, næsten lige genialt som Foghs ‘skattestop’, for de fattigste vil gerne have kontanter i hånden nu, mens de rigeste hellere vil have udsigt til en betydelig formuegevinst i fremtiden.

Den ‘ligusterfascisme’, som i 1970’erne blev betraget som en form for indadvendt og småborgerlig selvtilstrækkelighed, er i dag blevet forvandlet til en allestedsnærværende og fuldt legitim liguster-liberalisme. Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti er imod den grundlæggende omfordeling fra i første omgang lejere til boligejere og i anden omgang fra boligejere i hensygnende udkantskommuner til boligejere i de mest formuende forstadskvarter eller city-lejligheder. Og i tredje omgang fra unge til ældre, da nuværende boligejere får rabat, mens yngre må betale op til fuld pris.

Det vigtigste trick for regeringen er, at man igen tilskynder vælgerne til at stemme med pengepungen. For så længe boligejerne kan bindes sammen som én gruppe, der nødvendigvis vil have bestemmende indflydelse i kraft af deres antal, vil den økonomiske kurs i Danmark ligge nogenlunde fast. Parcelhusejerne får ligefrem penge for at stemme på de borgerlige partier.

Selv om fagkundskaben opfordrer til en reel og fremsynet skattereform, hvor en markant lavere indkomstbeskatning finansieres ved f.eks. blot at lade boligskatterne stige med huspriserne, har politikerne – som jo kun er på genvalg i max. 4-årige perioder – alt at vinde ved at videreføre en kortsigtet skattepolitik, hvor friværdi-formuerne pumpes yderligere op i de dyreste villaer og lejligheder.

De tekniske detaljer i regeringens boligpakke kan ende med at blive ændret en anelse, men statsminister Lars Løkke Rasmussen vandt en definerende slag om Danmarks fremtid her i uge 40: Kampen for friværdi er blevet tidens vigtigste værdikamp.