Nelson Almeida/AFP/Ritzau Scanpix
Mens økonomer heftigt diskuterer, om andre end økonomerne selv skal have lov til at anmelde en bog, der kritiserer økonomer, har mediebranchen generelt fået travlt med at tale om værdisættelse. Det gælder ikke mindst i JP/Politikens Hus, hvor forskellige medarbejdergrupper forståeligt nok finder det både pinligt og forargeligt, at bestyrelsesformand for Jyllands-Postens Fond Jørgen Ejbøl samt bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus Lars Munch begge har hevet nogle klækkelige millionbeløb hjem i honorarer og gratialer. Vel at mærke efter – som medarbejderne selv formulerer det – “år i permanent sparetilstand, nedskæringer, flere store fyringsrunder og daglig smalhals, hvor trængte mellemchefer må sige nej til projekter, fordi pengene ikke slår til.”
Hvem ved, måske mener formændene bare, at bestyrelsesarbejde er det samme som omsorgsarbejde, altså ubetaleligt? Sjovt er det i hvert fald, hvordan pengene kan lege forsvindingsleg ét sted, for pludselig at dukke op et andet – og hvordan nogens lommer ofte har en langt større tiltrækningskraft. Men det kan vel så også forklare, hvorfor de riges ord for mange virker så magnetiske, og hvorfor det kan blive til en decideret nyhedshistorie, når en type som 93-årige serieinvestor (og bestyrelsesformand) Warren Buffett sammenligner kunstig intelligens med atomvåben, selvom “han ikke aner meget om teknologien bag AI”.
Indrømmet, det er da også skræmmende, at man dårligt nok kan kende forskel på et AI-billede og en ægte Met Gala-kjole. Eller at de store techvirskomheder stadig bakser med at regne ud, hvordan de bedst kan dæmme op for deepfakes ved alle de kommende valg (her hjælper det så heller ikke, at partier som DF er gået i gang med at lave dem). Eller at OpenAI’s adm. direktør har tænkt sig at spørge AI’en selv, hvordan man egentlig tjener penge på den. Eller at Børsen troede det var en god idé at lave et printtillæg (af alle ting) om kunstig intelligens. Men det behøver vi jo sådan set ikke Buffett for at indse. Og når det kommer til dystopiernes store tag-selv-bord, forstår vi egentlig heller ikke, hvorfor man fokuserer på så meget andet end hovedretten: Den altoverhængende klimakatastrofe.
Mens omfattende oversvømmelser har ramt Brasilien, har The Guardian i denne uge kunnet fortælle, at knap 80 pct. af de flere hundrede klimaforskere fra FN’s Klimapanel IPCC, som avisen har talt med, forudsiger en global opvarmning på mindst 2,5 grader – langt, langt over Parisaftalens målsætninger. I modsætning til Buffet, der ikke ved noget om AI, er forskernes frygt tilmed velbegrundet, for som The Guardian skriver, er det her slet og ret nogle af “de mest vidende mennesker på planeten,” der forventer klimakaos. En af de adspurgte, Gretta Pecl fra University of Tasmania, udtrykker det måske mest skræmmende:
“Jeg tror, vi er på vej mod store samfundsmæssige forstyrrelser inden for de næste fem år. [Myndighederne] vil blive overvældet af den ene ekstreme begivenhed efter den anden, og fødevareproduktionen vil blive afbrudt. Jeg kunne ikke føle større fortvivlelse over fremtiden.”
Der er så mange ting, vi ikke har værdisat ordentligt – ikke mindst klimaforskernes utallige, gentagne advarsler. Snart har vi heller ikke råd til andet end at bruge al vores energi på den nye ophedede virkelighed; i mediebranchen og alle andre steder. /David Dragsted, chefredaktør