Nyhedsanalysen

Kunstig omsorg

OpenAI

Rapperen Tyler, The Creator skrev engang et tweet, som vi stadig ikke helt kan afgøre, om var galt eller genialt; hensynsløst eller velment. Løst oversat (og uden at bruge N-ordet) lyder det sådan her:

“Hahahahahahahaha Hvordan Fanden Kan Online Mobning Være En Ægte Ting Hahahaha Makker Bare Gå Væk Fra Skærmen Altså Makker Bare Luk Dine Øjne Haha.”

Øhm, okay, når vi sådan genlæser det, kan vi selvfølgelig godt se, at det ikke rammer helt inden for skiven – eller for den sags skyld er Tyler, The Creators bedst skrevne tekst (her kan man med fordel lytte til Flower Boy). Har man prøvet at modtage hadefulde beskeder online, vil man vide, at det ikke bare er noget, man slukker for. Tankerne fortsætter med at rumstere længe efter, at man har fjernet sig fra skærmen.

I den forstand er det da også stærkt bekymrende, at så mange børn og unge – som Børns Vilkår i denne uge har kunnet fortælle i en ny rapport – får forvildet sig ud på internettet og de sociale medier i en endog meget ung alder. Og endnu mere bekymrende er det at læse om, hvad de her støder på, fra voldelige videoer til seksuelle tilnærmelser; ting, der risikerer at efterlade adskillige åndelige ar.

Noget, der også gør os nervøse, er dog fornemmelsen af, at mange af de her digitale problematikker stadig kan blive sensationaliserede i diverse nyhedsmedier, som var der tale om noget nyt, vildt og overraskende, snarere end dilemmaer, vi har diskuteret i flere år. Det er, som om vi har bestemt os for kollektivt at doomscrolle i uendelige ramaskrig og henvisninger til Shoshana Zuboff, uden sådan rigtig at gøre noget af det mest åbenlyse – som eksempelvis at spørge, om der egentlig er en voksen til stede i vores nye internetvirkelighed?

Efter at have spejdet febrilsk rundt i ugens mange overskrifter og mere eller mindre kulørte historier, er vi dog umiddelbart nået til en lidt problematisk konklusion: Nej. Nej, det er der virkelig ikke.

Mens folk i Dublin og New York eksempelvis har haft travlt med at illustrere, hvorfor evigt tændte webcams aldrig er en god idé, og mens GameStop-meme-aktie-helten Keith Gill med ét enkelt tweet har udstillet, hvordan finansmarkedet mest bare er et ulogisk illusionsnummer, har Silicon Valleys evigt umodne techbros nok en gang formået at misforstå budskabet i et science fiction-værk. Denne gang er det Spike Jonzes forrygende Her, som OpenAI af uransagelige årsager har valgt at se som en instruktionsmanual, og resultatet er… ja, noget vi nu alle må leve med.

ChatGPT4o hedder tech-virksomhedens seneste gennembrud, hvor o’et står for Omni – forstået på den måde, at AI-modellen nu kan meget mere end at skrive tekst. Eksempelvis kan den også imitere Scarlett Johanssons rolle i Her, og tale til dig med påtaget venlighed og kuldegysfremkaldende grin. Fra et teknisk standpunkt er det selvfølgelig helt vildt, men det samme er potentialet så også for, at vi snart står med en masse skuffede Joaquin Phoenix-typer, som modvilligt må indrømme, at AI’en alligevel ikke rummer svaret på alle livets spørgsmål.

“Mor hadde spart på alt, det var ikke den kladdebok som ikke var pakket ned i en eske på loftet. At nittini prosent var absolutt verdiløst, ja rett og slett søppel, ville hun ikke høre på. Mor var en sentimentalitetens arkivar”, bemærker hovedkarakteren Kristian et sted i Karl Ove Knausgårds roman Nattskolen. Der er ligesom noget i det udtryk, som virker sært dragende i disse tider; at være en sentimentalitetens arkivar.

Stillet over for en virkelighed, hvor alt – selv ens Google-søgeresultater – kommer til at være fyldt med AI-genereret skrald, gælder det i hvert fald om at holde fast i de menneskelige følelser. Og om at tage det omsorgsfulde og voksne ansvar for alle dem, der brænder sig på teknologien. For det bliver næppe nok bare at lukke øjnene og bede ChatGPT4o om at synge en godnatsang. /David Dragsted, chefredaktør

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12