Den iranske dødsangst

Om vi vil det eller ej, er historien ofte drevet af tilfældigheder. En møtrik, der ikke sidder ordentligt fast, et pludseligt stormvejr, en hurtig blunder på det forkerte tidspunkt; der er så meget, der kan forstyrre de sarte geopolitiske balancer, som normalt holder de totale katastrofer fra døren. Den konkrete årsag til det helikopterstyrt, som søndag dræbte Irans præsident Ebrahim Raisi og udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian, mangler stadig at blive afdækket. Men som Politico kan beskrive ud fra samtaler med en række amerikanske embedsmænd, var der i hvert fald en periode over pinsen, hvor man nødvendigvis måtte spørge, om det var sådan her, tredje verdenskrig ville begynde: Med en uforudset og tilfældig ulykke.

Heldigvis peger alt på, at vi foreløbigt kan pakke krigstrommerne væk. Mens begravelsesceremonier og en fem dage lang sørgeperiode for de afdøde regeringsfolk tirsdag står til at begynde i Iran, ser de værste anklager ud til at være undgået. Selvom de mangeårige amerikanske sanktioner, der har gjort det sværere for iranerne at skaffe reservedele til sit luftvåben, potentielt kan have været en medvirkende faktor for, at den amerikansk-fremstillede Bell 212-helikopter forulykkede ved en bjergside nær grænsen til Aserbajdsjan, virker vejret til at være den væsentligste skyldner – og det er trods alt temmelig svært at hævne sig på.

Rent politisk er det mest sandsynlige udfald af præsident Raisis død da også, at status quo vil blive opretholdt i Teheran. Foreløbigt overtager vicepræsident Mohammad Mokhber tøjlerne, indtil et præsidentvalg kan blive afviklet den 28. juni. Så længe præstestyret står ved magt, og ayatollah Ali Khamenei forbliver den øverste politiske autoritet i Iran, vil en ny præsident næppe kunne rykke ved meget – hverken indenrigs- eller udenrigspolitisk. Mere opsigtsvækkende er det, at Ebrahim Raisi rent faktisk var nævnt som en mulig afløser for 85-årige Khamenei. Konsekvensen af Raisis død kan derfor være, at Ali Khameneis søn Mojtaba nu står tilbage som favorit til at blive ny ayatollah.

Dermed ikke sagt, at præsidentens og udenrigsministerens pludselige død ikke også skaber muligheder for røre i de iranske magtdynamikker. Timingen for helikopterstyrtet er særligt prekært i den forstand, at et nyt iransk parlament netop også er blevet valgt, mens relationen til Israel stadig er højspændt. Med udsigten til, at præsidentskabet og regeringskabinettet nu også står til tvungne udskiftninger, befinder Iran sig i det, vi vist godt kan kalde en liminalfase: Det farlige tomrum i ethvert overgangsritual, hvor alt i princippet kan ske. Og som Iran-forsker ved Københavns Universitet Rasmus Christian Elling også skitserer i sin fremragende bog Irans moderne historie, er og bliver det diktatoriske iranske religiøst-politiske system uforudsigeligt.

Sikkert er det, at mange iranere næppe vil begræde tabet af Ebrahim Raisi, også kendt som Slagteren fra Teheran. Præsidenten var på alle måder en hardliner, som slog hårdt ned på politisk dissens og folkelige demonstrationer. Af flere omgange har han været ansvarlig for tortur og henrettelse af tusindvis af iranere, som har håbet på en bedre fremtid – senest i forbindelse med kvindefrigørelsesbevægelsen, der opstod efter den 22-årige Mahsa Aminis død. Mens Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd, på X “oprigtigt kondolerer” på vegne af EU, jubler andre af samme grund over Ebrahim Raisis død. Ja, på sin vis er det faktisk satiremediet The Onion, der har leveret den mest rammende nekrolog: “Irans præsident stenet til døde med bjerg”. Det er langt fra alle, der vil sørge over ironien i Teheran. /David Dragsted