“Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke” – Ministeriet for Sandhed, fra George Orwells 1984.
Et af de ældste tricks i bogen, hvis man vil undgå at falde for misinformation, er at nærstudere afsenderen. Hvis en tobaksvirksomhed eksempelvis har lavet en undersøgelse, der viser, at rygning er sundt, skal man næppe inhalere det som den pureste visdom. Og hvis historikeren Quintus Fabius Pictor påstår, at den anden puniske krig udelukkende var karthagernes skyld, ja, så skal man nok lige klappe elefanten og være obs på mulig romersk propaganda.
Onsdag frigav Apple sin fulde liste over de 100 bedste albummer nogensinde, og resultatet var vel, som man kunne forvente. Folk på internettet var rimelig rasende over de mange til- og fravalg, der inkluderede en 81.-plads til Neil Youngs After the Gold Rush, en 49.-plads til U2’s The Joshua Tree, en 18.-plads til Taylor Swifts 1989 (Taylor’s Version) og en (egentlig ret fortjent) førsteplads til Lauryn Hills klassiker fra 1998, The Miseducation of Lauryn Hill. Men hov, hvorfor skal verdens næstmest værdifulde virksomhed nu pludselig blande sig i, hvad der er god musik?
Den slags “definitive” liste, som Apple har kreeret, er selvfølgelig dømt til at skabe hidsig debat – en debat, man hurtigt kan stirre sig blind på. Hvilket så også medfører, at man glemmer at stille de relevante spørgsmål. Som fx: Vil Apple være det nye Pitchfork, eller vil man bare gerne sælge abonnementer til musikstreamingtjenesten Apple Music? Er det her verdens mest indviklede reklamestunt for Lauryn Hills nye album? Og hvad siger Siri til det hele? Eller sagt på en lidt anden måde: Det er vigtigt at forberede sig grundigt, før man går på æblerov i musikhistorien – og at have intentionerne for øje.
Demokratisk satire
Hos Dansk Folkeparti har man heldigvis undladt at rangliste musik (og hvis man gjorde, ville det jo nok tippe mere i retning af Keld & Hilda end Beethovens 9. symfoni). Hvad partiet til gengæld har gjort, er at lave sin helt egen valgtest til europaparlamentsvalget. En test, som sjovt nok favoriserer DF selv, når resultatet skal præsenteres. Og her falder vi så straks ind i nogenlunde det samme afsender-dilemma; nemlig hvad partiet mon har tænkt på, når det eksempelvis skriver: “Tag lige testen igen – så lander du forhåbentligt på alt andet end Moderaterne. Måske er du endda så heldig at skulle stemme på Dansk Folkeparti.”
Er man en almindelig vælger med sund fornuft, vil man nok hurtigt kunne afkode, at DF sørme gerne vil vinde stemmer – og at det selvfølgelig er et problem, hvis folk bliver snydt af testen. Er man TV 2, så hiver man fat i valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet Mathias Wessel Tromborg for at få fortalt præcis det samme. Ligesom man i samme ombæring får spidskandidat for SF ved europaparlamentsvalget Kira Marie Peter-Hansen og Moderaternes spidskandidat Stine Bosse til at bekymre sig over, om DF mon fører vælgerne bag lyset, inden man får DF’s spidskandidat Anders Vistisen til at forsvare sig med, at det hele jo bare er for sjov.
Men er det så også til at afkode, altså at testen er for sjov? Tjo, går man ind på valgtest.eu – hvor DF-testen ligger – er førstehåndsindtrykket nok mest, at der i så fald er tale om en ret postmodernistisk form for satire. Som det første bliver man mødt af et løfte om, at det her er “DEN SANDE VALGTEST”, ligesom man præsenteres for de forskellige partiers logoer og får at vide, at over 10.000 mennesker “allerede har taget testen”. Øverst til højre er der nogle små SoMe-ikoner for Instagram, Facebook og Twitter. Men det er kun, hvis man klikker på dem (og hvorfor skulle man det?), at man finder ud af, at de linker til DF’s profiler.
“Vores” sandhed
Scroller man lidt længere ned på hjemmesiden, kommer en tekst, som heller ikke virker sådan klaske-på-låret-sjov: “FIND DIT POLITISKE MATCH. Hvem skal du stemme på til valget til Europa-Parlamentet den 9. juni? Tag testen her og find ud af det! Testen ser igennem politikernes tomme løfter og tager udgangspunkt i, hvad de rent faktisk har stemt i Europa-Parlamentet,” står der, og så går testen ellers i gang – den kommer vi tilbage til om lidt. For scroller man videre ned, kommer der minsandten noget ekstra uddybende tekst, hvor tingene for alvor bliver kryptiske:
“Din guide til Europa-Parlamentsvalget – opdag dit politiske match med vores pålidelige valgtest,” står der, uden nogen videre forklaring af, hvem “vores” mon dækker over. Til højre er der et billede af en tjekket yngre kvinde med kasket, halskæde og åbenstående beige forårsjakke – nok ikke det, man normalt ville betegne som den arketypiske DF-vælger. Der står intet om, hvem hun er. Men neden for billedet står der: “Vores valgtest giver dig og andre vælgere ligesom dig klarhed og retning, før de stemmer til Europa-Parlamentsvalget.”
Først helt nede i bunden af hjemmesiden optræder DF’s logo. Dog uden yderligere forklaring – og uden at det fx eksplicit står, at det altså er partiet, der har lavet testen. Hvilket bringer os tilbage til testens spørgsmål. For det kræver vist også her en ret raffineret humor for at kunne se det glimt i øjet, Anders Vistisen taler om. Snarere er der tale om spørgsmål, som måske nok kredser om DF’s mærkesager og EU-kæpheste, men som i ordlyd og udformning til forveksling minder om de spørgsmål, der optræder i andre kandidattests. Fx: “EU skal have indflydelse på, hvordan danske forældre fordeler deres barselsorlov.” Eller: “EU skal indføre en mindsteløn, der gælder i Danmark.”
Små forvrængninger
En ting, man altid skal vogte sig for, er at infantilisere vælgerne. Når DF eksempelvis får Mette Frederiksen til at sige i en deepfake-video, at eid fremover skal være den eneste helligdag, ja, så kan de fleste voksne mennesker med stemmeret jo nok godt regne ud, at der er ugler i mosen. Ligesom folk vel vil studse over, at deres valgtest anbefaler dem at stemme på DF i stedet for det parti, de ifølge testen selv er mest enige med. Det er ikke de enkelte stunts, der i sig selv ødelægger valgfesten.
Hvad man til gengæld ikke må undervurdere, er de små gradvise virkelighedsforvrængninger, som DF åbenbart elsker at belemre vores ellers velfungerende demokrati med. Ja, hvis ikke vi vidste bedre, kunne vi jo komme til at tro, at partiets kampagneføring mest bare er inspireret af de scammere, som sender sms’er om glemte pakker og linker til falske PostNord-hjemmesider i håbet om, at modtageren i et uopmærksomt øjeblik forveksler det med den ægte vare.
Meget ligesom da DF tilbage i 2018 lancerede sit eget nyhedsmedie og insisterede på at kalde det “uafhængigt”, pynter partiets nye valgtest sig tydeligvis – og meget taktisk – med lånte fjer, der skal give hele foretagendet et skær af legitimitet. Det raffinerede er, at der lige præcis er gjort nok for, at vælgerne både kan og ikke kan se det; som tegnede der sig en rorschachtest i tågerne, man kan få til at ligne hvad som helst. Tænk engang: Rygning er sundt. Karthago bør ødelægges. DF er det eneste rigtige EU-valg. Og her gik vi og troede, at George Orwell var død. /David Dragsted