Fælles gæld er et definerende øjeblik. Når man skylder penge sammen, når man hæfter i fællesskab, er man for alvor forpligtet på hinanden. Netop derfor er det så skelsættende, at nogle af de hidtil mest tilbageholdende partier nu vil give EU flere penge til at løse kontinentets påtrængende problemer.
Mest opsigtsvækkende har statsminister Mette Frederiksen (S) ændret sit syn på EU-samarbejdet helt grundlæggende. Hun er pludselig villig til at lade Danmark hæfte for fælleseuropæiske lån og ydermere at indføre nye indtægtskilder, som fremover kan betale for nye EU-udgifter.
I gamle dage, som faktisk ikke er så mange år siden, ville man herhjemme have talt om en glidebane mod Europas Forenede Stater, den “europæiske superstat”. Men nej, som et fundamentalt opbrud i debatten om både Europas fremtid og Danmarks placering er der ikke længere nogen, der himler op om frygten for et tættere europæisk samarbejde.
Tværtimod er Danmarks hidtil mest EU-skeptiske statsminister, Mette Frederiksen, begyndt at tale næsten henført om at ville udbygge, opgradere og udvide det europæiske samarbejde. Dét er lidt af et vendepunkt.
Indtil for få år siden tilhørte Danmark ellers en eksklusiv klub af rige nordeuropæere, som under ingen omstændigheder ville bruge flere penge på de fattige lande mod syd og øst. Anført af Mette Frederiksen var Danmark en del af den såkaldte “sparebande” sammen med Sverige, Holland og Østrig. Umiddelbart efter hun var tiltrådt som statsminister udtalte Mette Frederiksen, at EU-budgetterne var vokset helt ud af kontrol:
“Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu,” sagde hun og satte trumf på: “Det er jo fuldstændig gak. De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget.”
Senere gentog hun pointen i et interview til Børsen: “Den der tro på, at vi står stærkere i det europæiske samarbejde, fordi vi omfordeler milliarder af kroner fra landenes folkeskoler, fra vores sundhedsvæsen og fra vores klimaindsatser til det fælleseuropæiske, deler jeg grundlæggende ikke”.
I dag er hun vendt fuldstændigt rundt.
Gennemgribende opbrud
Efter et møde i forrige uge med den franske præsident Emmanuel Macron i Paris, udtalte Mette Frederiksen som nyomvendt europæer til Information: “Jeg har flyttet mig – og Danmark har flyttet sig – fordi Europa, ja verden, er en helt anden.” Og videre:
“Vi er på et tidspunkt i europæisk historie, ja faktisk i verdenshistorien, hvor vejen frem ikke er at lukke døre, men at få alle gode ideer på bordet. Det, jeg kan se, er, at hele Europa skal bruge flere penge på sikkerhed og forsvar. Samtidig skal vi løse klimakrisen og gå foran på teknologi og udvikling, og vi skal stadig have stærke velfærdssamfund. Alt det stiller nogle enorme krav til finansiering de kommende år”.
For første gang i mange år går Socialdemokratiet ligefrem til valg her op til Europa-Parlamentsvalget om under to uger på en dagsorden om at ville investere væsentligt mere på europæisk plan og tilmed at ville indføre forskellige former for EU-indtægter, f.eks. i form af en mikroskat på finansielle transaktioner.
Endnu har Socialdemokratiet ikke lagt sig fast på, hvad de præcist ønsker af nye indtægtskilder til EU-samarbejdet, men alene muligheden markerer et så gennemgribende opbrud i dansk Europapolitik, at betydningen er svær at overvurdere. Ikke mindst fordi omslaget sker samtidig med to andre udviklingstendenser: Samtidig er flere borgerlige partier også på vej i en demonstrativt mere pro-europæisk retning, mens den traditionelle modstand mod grænseoverskridende samarbejde er ved at forvitre og forsvinde her i Danmark.
Som klare eksempler på den nye blå forpligtelse på Europa kan nævnes, at Venstres formand Troels Lund Poulsen vil have oprettet både en fælles militær indsatsstyrke ved EU’s ydre grænser og en “cyberbrigade”, der skal bekæmpe russiske troldefabrikker, mens selv Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet, Henrik Dahl, åbner op for nye udvidelsesbølger.
Det er selvfølgelig Ruslands invasion i Ukraine, som har forrykket den tidligere skepsis. Men det er og bliver et udtryk for, at EU-debatten har krydset et skillepunkt, når et parti, der så sent som i 2014 definerede sig selv som “mere EU-kritisk end Dansk Folkeparti”, nu siger gennem Henrik Dahl:
“Vi står over for uløste spørgsmål med de gamle sovjetrepublikker. Jeg har indset, at de hører hjemme i Europa, fordi vi er nødt til at udvide EU for at sikre Europas økonomiske og sikkerhedsmæssige fremtid.”
Også de er vendt fuldstændigt rundt.
Tilbage til normaliteten
Det mest omvæltende er dog knap nok rykket mod øget europæisk samarbejde. Valgkampen op til Europa-Parlamentet har nemlig udstillet, at EU-modstanden er så godt som selvdød. Formelt er det kun Dansk Folkeparti, som i dag repræsenterer en regelret skepsis, men ikke engang deres spidskandidat Anders Vistisen er parat til at ville trække Danmark direkte ud af EU.
Frem for kravet om en folkeafstemning om et dansk Brexit, “danexit”, som Dansk Folkeparti tidligere krævede, lyder det nu noget mere pragmatisk, at der først skal udvikles et “klart defineret alternativ”, før det vil give mening at spørge vælgerne om Danmarks EU-medlemskab:
“Den dag, der er en klar model og et flertal i Folketinget, dér skal vi have den. Om det så er i morgen eller om fem, ti eller femten år. Det er spørgsmålet om, hvornår Dansk Folkeparti har styrken til at få det trumfet igennem,” forklarer Anders Vistisen og erkender dermed indirekte, at et dansk sortie reelt ikke længere er en overvejelse.
Efter et flertal af danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten i 1992, nej til euroen i 2000 og nej til ændring af retsforbeholdet i 2015, er positionerne rykket så meget rundt, at hovedfronten ikke længere går mellem ja eller nej til EU-samarbejde, men derimod mere normal-politisk om, hvordan de mest presserende, grænseoverskridende problemer kan og skal løses bedst. Og det er bestemt ikke nogen lille forandring.
De udefrakommende kriser, som i de senere år har kortsluttet den politiske debat, først coronakrisen og sidenhen Ukraine-krigen, har på rekordtid normaliseret politikernes forhold til EU, og dermed er det snarlige valg på sin vis også blevet nemmere: Man kan trygt gå ned og stemme på de partier og kandidater, som man ellers ville stemme på til et folketingsvalg eller kommunalvalg, for uden det nyklassiske drama med ja-/nej-splittelsen handler EU-politik langt om længe om velkendte, ideologiske forskelle.
Med flere årtiers forsinkelse er Danmark ved at blive et europæisk land. Det føles knap så overrumplende, måske snarere lidt kedeligt og hverdagsagtigt, men er ikke desto mindre et kæmpe omslag, som udfolder sig med larmende tavshed her henover de kommende dage. /Lars Trier Mogensen