Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
Ja, beklager, men vi kan mærke, at vi er i det hjørne i dag, så vi fortsætter lige naturtemaet for en stund:
I sin lille bog Against Nature opridser den amerikanske videnskabshistoriker Lorraine Daston, hvordan vi mennesker gennem historien har haft en uheldig tendens til at sidestille det naturlige med det moralsk rigtige; hvordan vi konstant begår det, der også kan kaldes den naturlige fejlslutning. Kort sagt er problemet, at vi tilskriver naturen en moralsk autoritet, den jo sådan set ikke har. Naturen er bare, men alligevel omfortolker vi dette er til et bør. Hvilket så også er forklaringen på, at vi ofte ser overskridelser af naturens orden som noget monstrøst. Ifølge Daston er ordenen central, da den findes overalt i naturen, og derfor har været den perfekte inspirationskilde, når vi har skullet optegne normative regler for os selv. Men bare fordi vi bruger naturen på den måde, gør det ikke nødvendigvis regelsættet mere sandt.
Af samme grund nytter det heller ikke noget at kalde Donald Trumps fortsatte vinderchancer ved det amerikanske præsidentvalg for naturstridige. Tværtimod er Trump vel det perfekte bevis på, at vi mennesker er aldeles overladt til os selv og hinanden, når vi skal regne ud, hvilken verden vi gerne vil leve i. Man kan selvfølgelig gøre som mange danske og internationale medier og blive ved med at understrege med store bogstaver, hvordan det er første gang, at en amerikansk (eks)præsident er blevet dømt ved en straffesag, og at det altså er et alvorligt brud på den demokratiske orden. Men man kan også bare forholde sig til den konkrete virkelighed: Torsdag blev Trump kendt skyldig i samtlige 34 anklager ved en domstol i New York i det, vi åbenbart er blevet enige om at kalde tys-tys-sagen. Tirsdag den 5. november kan han atter blive valgt som USA’s præsident.
Dermed ikke sagt, at det er en nem opgave at tage en virkelighed seriøst, hvor en domsfældelse mod Trump mest kan vise sig at være en genial fundraising-mulighed for MAGA-bevægelsen, og hvor det her bare er en af flere straffesager, som ultimativt kan blive chokerende konsekvensløse. Måske er det dog netop også problemet, Lorraine Daston på sin vis peger på: at det altid er svært at lade menneskets umoralske handlinger stå nøgent tilbage. Vi har ligesom brug for et prisme, vi kan betragte dem igennem. En fortælling, der kan få systemet til at give mening. En forhåbning om, at en klokkeklar dom naturligt nok vil diskvalificere en type som Donald Trump.
I løbet af ugen er et KI-genereret billede gået chokerende viralt på de sociale medier. Over 40 mio. mennesker (og velsagtens også botter) har delt det tydeligt kunstige billede, der skildrer en næsten endeløs flygtningelejr indkredset af en bjergkæde, hvor en række hvide telte staver sloganet “All Eyes on Rafah”. Det chokerende er selvfølgelig ikke, at folk digitalt protesterer mod Israels fortsatte offensiv i Rafah, der har fordrevet over en mio. mennesker og risikerer at ende i en uoverskuelig humanitær tragedie. Nej, det vilde er – som techjournalisten Ryan Broderick bl.a. også har pointeret – at et billede skabt med kunstig intelligens har haft en langt større viral gennemslagskraft end de utallige ægte billeder, der findes af ødelæggelserne i Gaza. Vi lukker rask væk øjnene for virkelighedens lig og murbrokker, men trykker “del” til noget, der er tilpas medieret og ordnet. Tilpas pænt.
Nu begynder vi så selv at lave noget, der er lige lovligt konstrueret. Men når vi alligevel er i gang med virkelighedssnakken, kan vi da også lige slå et hurtigt smut forbi Den sorte svane, ugens helt store samtalestarter. Sideløbende med den berettigede forargelse over alle de kriminelle ting, dokumentaren har kunnet afsløre – fra fakturafabrikker til jorddumping – har der nemlig raset en lidt mere fortænkt mediedebat om, at Den sorte svane jo bruger kontroversielle journalistiske arbejdsmetoder som skjult kamera og en dybtgravende muldvarp. Kort fortalt klandres TV 2-dokumentaren af visse kritiske røster (du gætter aldrig, hvem DR) for, at den i selve sit forsøg på at afdække en skjult virkelighed også risikerer at skabe den.
Filosofisk er der selvfølgelig noget om snakken, men debatten er vist lige så sigende for, at vi pludselig har fået indblik i et underliggende kaos, som vi knap nok ved, hvordan vi skal tackle. Vi er – sådan som Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, også skriver (betalingsmur) – blevet så vant til at se på Danmark som et naturligt ikke-korrupt land, at vi slet ikke kan få Den sorte svane til at passe på vores selvforståelse. Og så må det vel være dokumentaren, der ikke er gået ordentligt metodisk til værks. Problemet er dog her stadig det samme: Bare fordi vi ikke kan lide fremstillingen, bliver vi jo stadig nødt til at forholde os til det, den siger. /David Dragsted, chefredaktør