Exit poll
Hvilken beslutning fra EU har gjort den mest mærkbare forskel i Danmark?
Hver dag ugen ud beder vi spidskandidaterne om at svare på et spørgsmål, der fylder på den europæiske dagsorden. I dag: Afgørende afstemninger.
Kira Marie Peter-Hansen (SF): Helt sikkert Green Deal. Hvis det skal være mere konkret, retten til reparation. Og endnu mere konkret, at der skal være én oplader til alle mobiler.
Morten Løkkegaard (V): En ting, jeg personligt har båret igennem, er NIS2, som jeg har været chefforhandler på, og som er det til dato mest ambitiøse forsøg på at få en fælles ramme om cybersikkerhed i Europa.
Christel Schaldemose (S): Jeg har været ekstremt positivt overrasket over, at vi er lykkedes med at stå så samlet i EU i forhold til krigen i Ukraine, modsat hvad jeg havde frygtet. De kæmper vores frihedskamp.
Per Clausen (EL): Hvis man skal pege på én ting, som har haft rigtig stor betydning, er det ordningen for vejtransporten, hvor man fik lagt grundlaget for at få afskaffet den meget voldsomme sociale dumping på transportområdet. Det smitter også af på resten af arbejdsmarkedet.
Kristoffer Storm (DD): Barselsdirektivet har haft stor betydning for børnefamilier. Det stikker meget negativt ud. EU skal overhovedet ikke blande sig i, hvordan vi udformer vores barsel.
Jan Kristoffersen (ALT): Jeg tror, at mange oplever, at man bliver nødt til at henvise til nogle fællesaftaler, vi har lavet i europæisk regi, for at få de danske myndigheder til at agere grønt. For eksempel bliver EU’s standarder for vores hav- og vandmiljø ikke altid overholdt. Forskellige styrelser, herunder Miljøstyrelsen, har ikke været ansvaret voksent i forhold til at tolke reguleringen hensigtsmæssigt.
Sigrid Friis (RV): Nogle af de mest synlige beslutninger er jo nogle gange de mindste ting – som ensartede stik i opladerne. Nogle af de største forskelle er nogle gange også dem, der er usynlige. Vi kan ikke se andelen af vedvarende energi, når vi trykker på stikkontakten.
Stine Bosse (M): En banal ting er vores data roaming som symbol på, at vi rejser frit, og at vi har fælles standarder.
Niels Flemming Hansen (K): En af de beslutninger, som har haft den værste effekt på Danmark, og som trådte i kraft i denne periode, er, at EU nu bestemmer, hvordan danske familier skal indrette deres barsel. Det har kun medført, at børn nu bliver sendt tidligere i institution end tidligere, og det er et perfekt eksempel på, hvad EU ikke bør blande sig i.
Anders Vistisen (DF): EU’s europæiske migrationslovgivning er endt i et, synes jeg, dårligt og udvandet kompromis.
Henrik Dahl (LA): At man er begyndt at tænke Europa til ende, [nu] vi er begyndt at se på [optagelse] af Ukraine, Moldova og til dels Georgien. Det handler jo også om nogle af de sidste meget store konflikter i Europa. Vi skal finde en løsning, og det er en lang proces.