Findes der gode lobbyister?

For 20 år siden arbejdede de med tallet 15.000. For tre år siden 30.000. Nu har de opjusteret til 35.000, men overvejer i stedet at bruge antikorruptionsorganisationen Transparency Internationals opgørelse: At 48.000 lobbyister har deres daglige gang i Bruxelles. Og når virksomhederne selv oplyser, hvor mange lobbyister de har, bruges en meget snæver definition.

“Man er nødt til også at se på dem, der ikke går til møder med politikere. I baggrunden er der andre, som producerer glitrede foldere, har pressekontakter, udfærdiger rapporter og meget mere”, siger Kenneth Haar, historiker og lobbyforsker i organisationen Corporate Europe Observatory, der arbejder med at kortlægge omfanget af de interesser og penge, der flyder ureguleret og ofte skjult rundt i Europa.

Lobbyisme bliver på den ene side fremhævet som det største problem for demokratiet. Kommissionen kritiserer gerne Danmark og andre medlemslande for at lade pengene cirkulere lidt for frit. Men på den anden side fastholder unionens egne institutioner lobbyisme som et “grundlæggende demokratisk værktøj”, og selv Transparency International beskriver interessegrupper som en “del af ethvert sundt demokrati”. Det har siden demokratiets vugge været opfattet som en naturlig del af demokratiet at invitere holdningerne indenfor og høre alle sider i en sag – for i sidste ende at hjælpe europaparlamentarikerne med at skabe bedre og mere oplyste beslutninger.

“Hvis vi starter på den positive side, så er det jo rigtigt nok. Hvem ved mest om banker? Det gør bankerne. Hvem ved mest om biler? Det gør bilindustrien. Men de råd, de kommer med, vil altid være nøje afvejet i forhold til, hvilke økonomiske interesser de har. Så at betragte det som en kilde til at blive klog på det næste emne på dagsordenen, er superfarligt,” siger Kenneth Haar og forklarer, at den politiske vilje til at bekæmpe problemerne ved lobbyismen har varieret gennem tiden. Efter finanskrisen, hvor “næsten alle var vrede på bankerne”, var der en stærk bekymring for finanslobbyen. Men den har i dag mere frit spil:

“Her fik vi meget håndgribelige beviser på, hvad dårlig regulering kan betyde. Så vi stillede os selv det enkle spørgsmål: Hvem havde Kommissionen rådført sig med i det årti, der var gået forud for finanskrisen? Billedet var meget tydeligt. I 1999 havde de samlet et panel af store bankfolk for at høre, hvordan det indre marked skulle udvikles på finansområdet. Nogle år efter lavede de fokusgrupper med investeringsfonde, banker og forsikringsselskaber, som skulle hjælpe med at udvikle den lovgivningsmæssige dagsorden. Og i de efterfølgende mere tekniske grupper, som hjalp Kommissionen med at udforme konkrete spørgsmål, var der ikke plads til andre røster,” siger Kenneth Haar.

“Da vi udgav vores rapport, var svaret fra en enkelt embedsmand fra Kommissionen, at når man har brug for råd om banker, spørger man jo ikke en bager. Det svar var jeg egentlig meget tilfreds med, fordi det var ærligt. For det bekræftede jo bare, at de spurgte bankerne, hvilke regler de ville have, og bankerne så i store træk fik det.”

Klimaet lobbyer også

Lobbyisme kan tage mange former: Landmænd, der kaster æg på parlamentet og får udvandet væsentlige dele af EU’s klimamål, Google og Microsofts stribevis af møder med parlamentarikerne for at få mere lempelige regler for kunstig intelligens, og dem, der stadigt sjældnere lykkes med at stikke 1000 kroner i hemmelige aftaler. Men kan man så på den anden side også tale om gode lobbyister? Hvor går grænsen?

Når vi snakker om de dårlige af slagsen, handler det oftest om, at pengene har kapret de politiske interesser i parlamentet. Dem, der har flest, har den største magt: Ofte har olie- og gasselskaberne og de største techvirksomheder kraftig indflydelse på de politiske beslutninger i EU. Men selvom pengestrømmene i lobbyens natur oftest holdes skjult, og der er blevet brugt mange kræfter på at kortlægge dem, er det ikke penge alene, der definerer lobbyisternes indflydelse, siger Kenneth Haar:

“Der er mange eksempler på, at store brancher inden for erhvervslivet ikke har haft brug for at sætte særlig mange penge i spil. Fordi de er blevet inviteret ind i maskinrummet fra start.”

“Når man hører udtrykket lobbyisme, tænker langt de fleste, at det er folk der går ned ad korridoren og banker på døren og bliver ved med at banke til de kommer ind. Og at de så sidder og snakker og uddeler foldere og karameller, indtil politikerne siger, okay, så gør jeg det. Det er én del af historien, men oftest bliver de integreret i beslutningsprocessen og aktivt inviteret indenfor”.

Kommer det privilegium ikke også ned til penge?

“Det gør det også. Men det handler også om den side, du repræsenterer. EU er sat i værk for at opbygge et stærkt indre marked, og det definerer den måde, som Kommissionen arbejder. De har nogle kerneopgaver, de tager alvorligt. Skal man liberalisere på det indre marked – og det er en bunden opgave for Kommissionen – så er dem, der har en interesse, der flugter med det, de store spillere i erhvervslivet. Hvorimod miljøorganisationer kun sjældent betragtes som den type rådgiver, de har brug for til at løse deres udfordringer.”

Vil du også kalde en miljøorganisation en lobbyist?

“Ja, men det er meget svært at sammenligne en lobbyist for en miljøorganisation med en lobbyist for Amazon eller Volkswagen. Det skyldes ikke kun penge, men den måde, institutionerne går til lobbyisten. I Kommissionen er der en kultur for, at når den næste lov om biler vedtages, laver Kommissionen en ekspertgruppe, som overvejende består af bilindustrien. Og når man skal tage store beslutninger på energiområdet, starter man med at snakke med olie- og gasselskaberne. Det privilegium har miljøorganisationerne aldrig. Eller fagforeningerne for den sags skyld.”

Reglerne for lobbyister er blevet strammet gennem årene, men ifølge Kenneth Haar er der endnu langt igen før der er fuld åbenhed. På trods af, at EU har indført et lobbyregister, hvor 12.000 virksomheder i dag står indskrevet, er det endnu hverken obligatorisk eller lovpligtigt. “Og det har ikke betydet, at store virksomheders direkte indflydelse er blevet mindre,” siger han.

“Det længste, vi har kunnet nå på spørgsmålet om hvilke rådgivere Kommissionen vælger, er det seneste interne kodeks, hvor der står, at når den skal sammensætte en ekspertgruppe, skal man sørge for, at forskellige interesser i samfundet er repræsenteret. Men kun når det er praktisk. Det er meget sjældent eksplicit praktisk at have andre røster end industriens. Og det skaber jo en skævhed i beslutningsprocessen. For eksempel med kunstig intelligens, som også er endt med selvregulering.”

Som det er tilfældet med den nye KI-forordning, der som verdens første sætter rammerne for reguleringen af kunstig intelligens over hele kontinentet, er reguleringen blevet væsentligt mindre hård sammenlignet med hvor det startede. Både efter pres fra de virksomheder, der får foden inden for i parlamentet, men også noget mere subtilt. For nylig indgik den franske startup Mistral en millionaftale med Microsoft, nogenlunde på samme tid som Emmanuel Macron begyndte at tordne mod regulering af kunstig intelligens:

“Chefen for Microsoft, chefen for OpenAI og chefen for Google var straks i byen og inviterede alle skyggeordførerne til eksklusive samtaler med den administrerende direktør for bla bla bla. For Frankrigs vedkommende blev lobbyarbejdet tydeligt, da Sam Altman besøgte Paris, og der pludselig var diskussioner om, at OpenAI skulle åbne deres hovedkvarter i Paris, og Frankrig samtidig blev mere vokale,” siger den nederlandske europaparlamentariker Kim van Sparrentak, der har fulgt forhandlingerne tæt og været med til at forfatte et brev til Kommissionen om at gå Microsoft-Mistral-aftalen efter i sømmene.

“Det kan alt sammen være tilfældigheder, men på et tidspunkt er der bare for mange af dem,” siger hun. “Techlobbyen havde virkelig en stor fordel i begyndelsen af forhandlingerne om KI-forordningen, fordi det på det tidspunkt endnu ikke var bredt diskuteret. Og på et tidspunkt blev Europa-Parlamentet en smule immune over for al den lobby, fordi folk havde for travlt. Og da vi gik fra forhandlingerne i Parlamentet til Rådet, blev det endnu mere ekstremt.”

Et stort lobbyparti

Ifølge den rumænske parlamentariker Dragoș Tudorache, der sidder i gruppen Renew og sammen med sin italienske kollega Brando Benifei har været hovedforhandler på KI-forordningen, er man “nødt til at være så tæt på virkeligheden som muligt for at lave gode regler,” siger han til Feuilleton.

“Så vi forblev åbne, vi talte med alle, der ville tale med os, fra Microsoft til den lille startup, der bankede på døren. Men så besluttede vi også, hvordan vi ville håndtere det”, siger han og understreger, at den endelige tekst viser, hvordan “modstanden fra den store lobby ikke har båret frugt”. Blandt andet fordi brugen af biometri i grænsekontrol er blevet forbudt, mens der dog stadig er mere lempelige regler for de såkaldte foundation models – algoritmer, der trænes på et større datamateriale – som ChatGPT.

“Der er ikke mange forskellige måder, man kan regulere kunstig intelligens. Gennemsigtighed er gennemsigtighed. Kan du virkelig formulere en forpligtelse til at regulere de data, du træner modellen med, på en million måder? Nej. Den eneste anden mulighed ville være at gå sektorielt i stedet for horisontalt frem. Jeg tror, at Kommissionen lod være, fordi det ville være for kompliceret. Det ville dybest set kræve 15 forskellige regler for sektorer som bank, forsikring, sundhed og transport.”

Selvom loven er på plads, er der stadig smuthuller for lobbyismen. Både Tudorache og Sparrentak fremhæver det nye KI-kontor, der under Kommissionen skal monitorere håndhævelsen af forordningen.

“Det bliver en udfordring, for de bliver nødt til at tiltrække den samme slags talenter, som man finder på den anden side af banen, hvor man typisk har måttet gå ud over den typiske lønskala i det offentlige.”

Kim van Sparrentak frygter af samme årsag, at kontoret ender med at blive “et stort lobbyparti”, som man samtidig gør sig selv afhængige af.

Helt i det åbne

Man behøver altså ikke bruge mange timer på at søge aktindsigter – hvis altså ikke også Kommissionen hjælper med at strege papirerne over – eller gå undercover til hemmelige møder for at afsløre lobbyismen. Den ligger lige foran parlamentarikerne. Og i Kommissionen er problemet særligt systematiseret gennem udpegelsen af ekspertgrupper, som den i 2016 havde cirka 800 af.

“På den måde er det meget synligt. Man spørger sig selv, om ikke de har behov for at skjule ensidigheden? Men Kommissionen føler sig ikke under tilstrækkeligt pres til, at de vil ændre grundlæggende på, hvordan de sammensætter deres eksperter. Det bunder også i, hvilke signaler de får fra medlemslandenes regeringer. Hvis de trådte ind og sagde, at den praksis er helt galt afmarcheret, ville det ændre noget. Det er der ikke så meget af, fordi mange regeringer tænker Kommissionens opgave i samme termer som de selv gør,” siger Kenneth Haar.

Så hvis Mette Frederiksen taler højere om lobbyisme, vil det smitte af i EU?

“I virkeligheden har vi her i landet optimale betingelser for at presse den danske regering til at tage det op. Hver gang, der sker noget væsentligt i EU, går regeringen til Folketinget. Så hvis Folketinget ville, kunne de få regeringen til at lægge pres på EU.”

Kenneth Haar vil helst have gentaget eksemplet fra tobaksindustrien, hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 2003 blev enige om at begrænse lobbyisters indflydelse gennem en konvention, der forpligter EU til ikke at mødes med tobaksindustriens interessenter: “Det er ikke et perfekt koncept, men det virker. Går man nogle årtier tilbage i tiden, vil man kunne finde eksempler på ekspertgrupper om tobak, som alene blev befolket af tobaksindustrien. Det vil de ikke slippe af sted med i dag.”

“Det skyldes den meget stærke holdning i både parlamentet og Kommissionen om, at lobbyister er et gode for demokratiet, og at de gør beslutningstagerne en stor tjeneste. Og at de derfor skal have gode vilkår og ikke bruge en masse tid på at udfylde formularer.”

Findes der en verden, hvor man kan få den fornødne ekspertise, uden at den bliver sammenfiltret med kommercielle interesser?

“Ja, hvis man gider at opbygge den. Spørgsmålet er, om vi fornemmer et incitament til at gå ad den vej? Svaret er nej. Kommissionen har det ganske mageligt med den måde, tingene foregår på. Det betyder, at det første skridt mod en situation, hvor ekspertise får en anden karakter, er overhovedet at få det her anerkendt så bredt som et problem, at man kan få Kommissionen til at ændre tilgang,” siger Kenneth Haar og understreger, at det bedste en europaparlamentariker kan gøre for at skrue på opfattelsen er at droppe argumentet om, at lobbyisten gør politikeren klogere: “Du er nødt til at finde dine egne ressourcer og at udvikle en reel viden selv. Du har assistenter og akademiske institutioner til rådighed. Lad være med at tage den nemme løsning.”