Usundt udgangspunkt

Problemerne er reelle, og løsningerne giver hver for sig god mening. Handlingslammelse i regeringstoppen kan ikke desto mindre komme til at blokere for større omprioriteringer og forbedringer i sundhedsvæsenet.

Der er ellers nok at tage fat på: Det er og bliver alarmerende, at borgerne i de tyndest befolkede egne af Danmark på den ene side bliver mere og mere syge, alderssvækkede og behandlingskrævende, mens de stadig mere specialiserede læger og øvrige sundhedspersonale på den anden side og i stigende grad klumper sig sammen i de større byer.

Jo flere syge, desto mindre lægehjælp. Sådan er det i dag, og det holder jo ikke. Hvis den danske universelle velfærdsmodel ikke skal brække over, kan de fleste godt forstå, at noget skal ske. Uligheden i sundhed er efterhånden ved at blive lige så stor som den økonomiske ulighed.

Men ingen skal begynde at glæde sig for tidligt.

Selv om alle ministre og stort set alle andre folketingsmedlemmer for længst har erkendt problemernes omfang og karakter, er der lang vej til, at problemerne matches med en gangbar løsning. Midterregeringen, som ellers slog sig op på handlekraft, er knap så enig og beslutsom, når det kommer til stykket.

Den stort anlagte Sundhedsstrukturkommissionen, som tirsdag fremlagde anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen, er således fanget i en politisk hårdknude: De tre regeringspartier kan absolut ikke blive enige, ja, faktisk er Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne så indbyrdes uenige, at de under forhandlingerne på Marienborg måtte opgive at nå frem til et kompromis og i stedet nedsatte netop Sundhedsstrukturkommissionen for at vinde tid og fjerne fokus fra de dybe uoverensstemmelser.

Reaktionerne på udspillet, som er udtænkt af en ekspertgruppe med direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker som formand, udstiller også tydeligt, at midterregeringen fortsat er mindst lige så splittet, som da kommissionen blev nedsat.

Absurd nok er fronterne kun hærdet yderligere, siden daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i 2019 foreslog at nedlægge regionerne – og senere blev væltet som partihøvding, i høj grad på grund af baglandets modvilje mod netop disse centraliseringsplaner. Og alle disse gamle sår og klemte nerver vikler sig nu ind i SVM-regeringen og skaber intern splittelse.

Hurtige afvisninger

Der gik ikke mange minutter fra fremlæggelsen af kommissionsrapporten, til Venstres indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde effektivt skød den ene model ned, og kort efter blev hun fulgt op af Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, som straks afviste den anden model. Tilbage står nu reelt kun status quo.

På papiret er der ellers lagt op til en gennemgribende omkalfatring af den måde, som sundhedsvæsenet styres og organiseres: De tre modeller, som er blevet fremlagt af kommissionen, spænder fra en statslig centraliseringsmodel, hvor de folkevalgte regioner helt nedlægges, over en ny klyngestruktur med 8-10 nye sundheds- og omsorgsregioner som erstatning for de nuværende regionsråd over til en tilpasning af den nuværende struktur.

For at bygge bedre bro mellem den kommunale omsorg og den regionale behandling kredser tankerne om, hvordan der kan skæres administrative led af, og hvordan koordination kan styrkes, i yderste konsekvens ved at slå det hele sammen. Modellerne kan dermed ses som et spektrum mellem demokrati og effektivitet, og mellem tradition og modernisme.

På Venstres vegne slog indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde dog fast, at det fortsat skal være kommunerne, som bestemmer over ældreplejen. Altså et nej til at løfte kommunale opgaver op på et højere niveau:

“Uden at foregribe regeringens kommende udspil til en sundhedsreform tør jeg også godt sige, at vi har svært ved at se for os, at kommunerne ikke længere skal have ansvar for plejehjemmene, madservice, personlig pleje og andre helt borgernære opgaver på det område,” sagde Sophie Løhde og tog dermed livet af idéen om at oprette 8-10 nye sundheds- og omsorgsregioner.

For Venstre er det kort sagt en hovedprioritet, at landets 98 kommuner ikke mister magt og indflydelse over ældrevelfærden. Og dermed blokerer Venstre for Lars Løkkes foretrukne plan om at lægge hele sundhedsvæsenet, fra dele af den kommunale omsorg og hele det regionale hospitalssystem, ind under en statslig styrelse.

Statsministerens parti er heller ikke begejstret: “Vi vil fra socialdemokratisk side gå ind til forhandlingerne med de andre partier med det for øje, som vi hele tiden har sagt: Vi synes, at vores sundhedsvæsen, som er så stor og vigtig en del af det at drive stat, skal have direkte folkevalgte til at stå i spidsen for det,” lød det fra S-sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

Skuffede forventninger

Realpolitisk ligger blot én model tilbage på forhandlingsbordet: regionerne vil ende med at blive videreført, måske justeret en anelse, så ansvaret for bl.a. miljø og forurening skæres fra og løftes op til staten. Men når det gælder de overordnede rammer for sundhedsvæsenet, er det meget lidt sandsynligt, at der vil komme til at ske alverden.

Mange vil sikkert tænke: godt det samme! For hvornår har snirklede, administrative reformer sidst ført til mærkbare forbedringer i hverdagen? Ja, det kan være en snusfornuftig indvending. Men her skal man være opmærksom på selve præmissen for den komplicerede øvelse: Intet må koste flere penge!

Dogmet for sundhedsreformen er, at udgifterne ikke må øges, og at nye løsninger derfor alene skal vrides ud ved at omorganisere det bestående sundhedsvæsen. Alternativet til reformer er ikke flere penge, og dermed er den politiske hårdknude mere alvorlig end som så.

For uden vilje til at forandre rammerne for sundhedsvæsenet og uden vilje til at øge budgetterne risikerer de konkrete problemer med geografisk ulighed i sundhedsvæsenet at stå uløste tilbage. Paradoksalt nok kan Sundhedsstrukturkommissionen have været med til at gøre problemerne tydeligere, men samtidig have gjort det sværere at nå til enighed om løsninger.

Hvis nogle af ministrene i SVM-regeringen havde drømt om, at sundhedspolitik – som igen og igen scorer højest på vælgernes dagsorden – skulle blive redningen, skal de snarere begynde at forberede sig på et mareridt. For nu er opmærksomheden effektivt blevet rettet mod de voksende skævheder i sundhedsvæsenet, og de mange vælgere, som lever stadig mere skrantende og sygdomsramte, og som bor i smuldrende småbyer, hvor lægehuset for længst er lukket, har med rette fået skruet forventningerne op om mærkbare forbedringer.

For SVM-regeringen er kattepinen under alle omstændigheder, at ingen vælgere vil kunne få at mærke forandringer til det bedre før næste valg, selv hvis det mod alle odds skulle lykkes for Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne at nå til enighed om mere og andet end en aftaletekst, der foregøgler, at der vil ske store spring fremad længere ude i fremtiden.

I en tid, hvor midterregeringen kæmper med fortsat vælgerflugt, og de tre partier netop har fået en kold afvaskning ved valget til Europa-Parlamentet, er sundhedspolitik en sprængfarlig faktor.  Uenighederne om et mere lige sundhedsvæsen kan meget vel udløse så store brydninger, at SVM-regeringen falder fra hinanden. At skrue forventningerne op til et stort velfærdsløft for de sygeste borgere, samtidig med at budgetterne strammes og reformiveren kortslutter, er i hvert fald opskriften på en fiasko. /Lars Trier Mogensen