Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lad os begynde med en lille leg. Prøv at se, om du kan gætte, hvad det er, der har fået adm. direktør hos Dansk Industri (DI) Lars Sandahl Sørensen så meget op af stolen, at han siger (betalingsmur) ting som det her til Jyllands-Posten:
“Vi risikerer at stå med en kæmpemæssig rodebutik, hvor den ene arm ikke ved, hvad den anden arm laver. Der er brug for, at regeringen handler nu og ikke om tre måneder.”
“Vi har sovet tornerosesøvn i flere årtier og er slet ikke forberedt på den alvorlige situation, vi står i nu.”
“Kun fantasien sætter grænser for, hvad konsekvenserne i værste fald kan være. Det handler bl.a. om vores sundhed, velstand, økonomi, tryghed, arbejdspladser.”
Hvis du ret oplagt gættede på det omfattende forfald i folkeskolen, som bl.a. DR og adskillige skolebestyrelser de seneste dage har sat fokus på, har du desværre tabt. For nej, det er selvfølgelig bare Sandahl Sørensen, der ligesom alle andre har spændt sine Birkenstock og er gået i fuld prepper-stemning med diverse advarsler om, at Danmarks samlede beredskab skal styrkes meget mere. Det skal selvfølgelig være ham vel ondt, og vi kommer da sikkert også til at stå naivt tilbage på dommedagsperronen, når han og resten af dansk erhvervsliv mæsker sig i dåseleverpostej. Alligevel kan vi ikke lade være med at tænke, at øjeblikkelig panik over folkeskolernes pengemangel på mange måder havde været mere passende.
Spørger man børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), er folkeskolen intet mindre end “kronjuvelen i velfærdssamfundet”. Og det kan han jo have så uendeligt meget ret i, for som Jean-Jacques Rousseau også skrev: “Man danner planterne ved dyrkning og menneskene ved opdragelse”. Ja, hvor skal den opdragelse og dannelse ellers finde sted i det danske velfærdssamfund, hvis ikke i folkeskolen, som alle har mulighed for at vokse op i? Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at grobunden for skolernes undervisning er blevet påfaldende giftig.
I bl.a. Odense og Aarhus har en lang række skolebestyrelser nægtet at underskrive næste års budget, da de ikke længere kan stå inde for de kroniske besparelser, Tesfayes “kronjuvel” udsættes for. Økonomien styrtbløder, og alt fra klasseværelser til boldbaner står slidte og tarvelige tilbage. Hvilket selvsagt er et problem, for som forpersonen for skolebestyrelsen på Provstegårdskolen i Odense også siger: “Hvordan skal man lære børn at opføre sig ordentligt i de rammer, hvis man virker ligeglad med rammerne”.
På nogle skoler er situationen ligefrem så pauver, at skolebestyrelser må tigge penge hos virksomheder og fonde for at have råd til at erstatte 30 år gamle skolebøger, hvori D-mark stadig er en møntfod i Tyskland. “Man jubler næsten, hvis man får en bog, der ikke er helt ødelagt”, siger en elev fra Greve Kommune til DR. Ifølge kommunens Venstre-borgmester Pernille Beckmann, er slidte bøger og almisser udefra dog vist bare noget, børnene må vænne sig til: “Vi har ikke ret mange penge til velfærd mere, og hvis vi i fremtiden skal lykkedes med at give den velfærd, vi gerne vil, så kommer vi alle til at yde det, vi kan – også erhvervslivet,” forklarer hun til DR – og tilføjer, at eleverne selv kan komme til at skulle samle midler ind.
Hvis det da så bare var i det anekdotiske, at kronjuvelen fremstod mere og mere tilsmudset. Men nej, mens Arbejdstilsynet har travlt med at kritisere arbejdsmiljøet i folkeskolerne, kan skoleforsker ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen så også bidrage til den trykkede stemning: “Vi har udfordringer med lærermangel, en faglig udvikling, der går den forkerte vej, store inklusionsudfordringer og en skole, der ikke har økonomien til at støtte op om de vigtige ting, så samlet set er det en meget presset folkeskole, vi har i dag”.
Hvilket selvfølgelig bringer os tilbage til Mattias Tesfaye. For hvad siger børne- og undervisningsministeren mon til, at skolernes undervisning i stigende grad hviler på virksomhedernes nåde? Tjo, i det mindste er Tesfaye “ikke tilfreds”. Som det for længst er blevet en vanesag for SVM-regeringen, der efter eget udsagn netop blev sat i verden for at reformere os alle sammen ud af de værste samfundsstrukturelle problemer, sendes dukseordningen dog hurtigt og behændigt videre. Regeringen har allerede sendt “historisk mange” penge ud til kommunerne, mener Tesfaye, hvorfor det må være kommunernes opgave at fordele dem ordentligt: “De er bedst til at træffe beslutningen, om det er børnehaven, plejehjemmet eller folkeskolen, der skal have et løft næste år”.
Måske er det bare, fordi vi selv sidder tilbage med nogle forældede skolebøger, men os bekendt har det aldrig været meningen, at velfærdssamfundet skulle byde på den slags Sophie’s Choice-scenarier, hvor der kun er råd til én kerneinstitution ad gangen; hvor børn og ældre skal kæmpe om de samme knappe ressourcer – og det vel at mærke mens det økonomiske råderum bliver ved med at vokse. Man behøver bare spare ét “d” væk i uddannelse, før ordet får en helt anden betydning. Og selvom fremtidsudsynet fra bunkeren selvfølgelig er begrænset, er og bliver det bedste beredskab vel, at vores børn får lov at vokse op i en virkelighed, hvor de ikke tror, at de skal veksle til D-mark. Alt andet ligner et generationstyveri gennemtvunget af hånlig politisk dåselatter. /David Dragsted