Greenpeace/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er lidt ligesom, når du forsøger at sætte din modstander skakmat, men aldrig kan præstere mere end et sløjt skak: Du lægger pres på, men kæmper med at få kontrol over hele brættet, og uanset hvad kan din modstander fortrække til et ledigt felt og undgå et egentligt nederlag. Du er de danske myndigheder, din modstander er Putins Rusland. Trods forsøg på at hive tæppet væk under den russiske krigsmaskine, sniger den sig uden om og damper videre.
Sådan er Danmark havnet midt i en storm af ineffektive sanktioner mod russisk olieeksport. Siden januar 2023 har russiske tankskibe sejlet olie for 770 mia. kr. gennem Storebælt. 1,4 mia. tons fordelt ud på mere end 2.400 skibsture under Storebæltsbroen. Et kolossalt beløb, der overstiger Ruslands samlede militærbudget for 2023. Hver eneste dag indkasserer Rusland altså til sit ammunitionslager lige for næsen af os i de danske farvande.
Og hvordan kan det så lade sig gøre? Jo, mens EU sammen med G7-landene har indført et prisloft på russisk olie på 60 dollars per tønde – et tiltag, der skal reducere Putins indtægter betydeligt – har Indien og Kina skruet op for deres import til et niveau, hvor Ruslands olieeksport ligefrem sætter rekord. Og nok lover vi herhjemme at stå last og brast med Ukraine (og buldrer med krigstrommerne i øvrigt), men vi vil gerne undgå den deciderede krigserklæring, det vil være at nægte russiske skibe at sejle gennem Østersøen. Københavnertraktaten fra 1857 forpligter Danmark til at sikre fri sejlads gennem danske stræder, og derfor er skibene off limits.
Altså stiger trafikken. I 2023 sejlede 46 pct. af alle russiske olietankere via Storebælt og Øresund, mens det i 2024 var hele 60 pct. Der er tale om en såkaldt skyggeflåde: Faldefærdige skibe, der ejes anonymt og ikke har nogen kendt forsikring. Den manøvre sikrer, at de sanktionsstridige skibe ikke kan peges tilbage på nogen. Rusland er med andre ord rykket fri, og sanktionsparterne må tilbage til taktikbordet.
Problemerne hober sig op
Der er nok strategiske muligheder at holde styr på. Ikke nok med, at skyggeflåden er et indirekte mobiliseringsvåben, råber flere eksperter nu op om en direkte trussel mod Danmark. Til Danwatch siger forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen bl.a: ”I en tid med stigende russisk hybridkrigsførelse er det kun fantasien, som sætter grænser for, hvad Ruslands anvendelse af et eller to fuldlastede olietankskibe i de danske farvande kunne føre til af forurenings- og miljømæssige katastrofer”. Skulle bundproppen kort sagt blive revet ud, vil effekterne være kontante: Det vil smadre natur- og dyreliv, forurene vores drikkevand og skade danske såvel som internationale handelsruter.
For sagen er den, at det danske havmiljøberedskab sejler – på den dårlige måde. I januar i år gik Rigsrevisionen direkte i kødet på Forsvarsministeriets miljøskibe med en konklusion om, at de ikke engang kan bekæmpe olieudslip på 5.000 tons – altså 5 pct. af hvad de største russiske tankere flyder rundt med. Situationen skriger på handling fra de danske myndigheder. Foreløbigt er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ikke nået længere end til at indkalde til drøftelse af “løsningsmuligheder med forligskredsen.”
Mens Christiansborg har sovet i timen, har Greenpeace Danmark været hurtigt ude. Allerede i marts 2022 – en måned efter Ruslands invasion af Ukraine – hoppede aktivister i kajakkerne over fire aktioner i forsøg på at blokere for de gigantiske russiske olietankere i farvandet syd for Langeland.
Hjælpen glædede dog ikke de danske myndigheder. Frem for at koncentrere sig om den egentlige trussel på brættet – Rusland –har man valgt at blæse en retssag mod miljøorganisationen op. Tirsdag i denne uge stod Greenpeace skoleret ved retten i Svendborg tiltalt for at bryde søsikkerhedsloven og for hærværk. Meget rammende havde aktivisterne malet skriften “olie fyrer op under krig” på et tankskib.
På sin side står Greenpeace på retten til at demonstrere fredeligt. Om absurditeterne siger kampagnechef Sune Scheller: “Det vidner om et stort demokratisk underskud, når et samfund fra magthavernes side ikke vil rumme fredelige protester. Det gælder især, når der er tale om protester mod eksistentielle trusler som klimakrisen, men i høj grad også når det gælder vores store afhængighed af russisk olie, der finansierer bomberegn over den ukrainske civilbefolkning. Det er helt ude af proportioner.”
Netop proportionalitet, sammenhæng mellem forseelse og straf, bringer os til humlen ved sanktioner i det hele taget. Den russiske forseelse først: Ved toårsdagen for invasionen var over 10.000 civile blevet dræbt og tæt på 20.000 civile såret. Næsten 3,7 mio. mennesker er internt fordrevne i Ukraine, og omkring 4,6 mio. har brug for humanitær bistand. Krigens rædsler kan kun undervurderes.
Straffen er vi mere i tvivl om. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tager den fejlslagne tackling af Rusland i Østersøen “meget alvorligt” og er angiveligt i færd med at finde på yderligere tiltag mod skyggeflåden. Noget mere slagkraftigt berettede Reuters i går, at EU-landene mandag vil vedtage en ny sanktionspakke mod Rusland. Det er den 14. af slagsen.
Denne gang skal Putin males op i en krog. Alt for længe har de danske myndigheder accepteret en tikkende bombe i baghaven, men forhåbentlig er der mindre rod i prioriteterne på europæisk niveau. Sanktioner skal komme med en pris. For Rusland altså, ikke for danskerne. /Caroline Douglas