Suzanne Plunkett/Reuters/Ritzau Scanpix
Her på denne side af det britiske parlamentsvalg er det helt mærkeligt at læse de engelske avisers valgdækning fra for bare et par dage siden.
Det er, som om i går var en helt anden forkvaklet verden, som man kun husker vagt, og kun kan kigge tilbage på gennem en fedtet linse. Storbritannien af i går står nærmest helt tåget. Var det et mareridt? 14 års dårlige drømme? Tirsdag kunne man læse i det engelske aviser, at det konservative parlamentsmedlem Jacob Rees-Mogg, der har været minister under både Boris Johnson og Liz Truss, syntes, at man skulle “bygge en mur i Den Engelske Kanal” for at dæmme op for illegal immigration til landet. Det var godt nok ikke noget, han havde sagt officielt som et skingert valgløfte, det var en bemærkning til en gruppe unge konservative, og lydoptagelsen var så blevet lækket til pressen. I The Guardians nyhedsartikel om sagen stod der også, at han kæmpede for sit politiske liv i sin valgkreds North East Somerset and Hanham.
Spol frem til fredag. Den 55-årige Jacob Rees-Mogg, der første gang blev valgt ind i parlamentet i 2010, er røget ud igen – på røv og albuer, fristes man til at skrive. Valget udviklede sig nøjagtig lige så brutalt for de konservative, som meningsmålingerne havde forudsagt. Efter 14 års shitshow med skiftende konservative regering havde briterne fået nok, så de stemte i store stimer på Labour – ikke som et tilvalg af arbejderpartiet, men som et fravalg af toryerne. Fem konservative regeringer, fem forskellige premierministre.
“Farvel og tak til den værste regering i min levetid,” skrev den britisk-amerikanske kommentator Mehdi Hasan i sit nyhedsbrev fredag morgen, hvor han resumerede alle de dårligdomme, som Storbritannien er rendt ind i på det konservative partis vagt: Brexit, selvfølgelig; 900.000 børn, der er drevet ud i fattigdom siden 2010; den længste ubrudte nedadgående kæde i bruttonationalproduktet, siden man begyndte med sammenlignelige målinger i 1955; en tredobling af ventelister i sundhedssektoren; en overdødelighed på 300.000 på grund af økonomiske stramninger, hvor de fattigste områder er blevet ramt hårdest; 200.000 Covid-19-relaterede dødsfald; planen om at sende flygtninge til opsamlingslejre i Rwanda osv. Hertil kommer alle de konservative parlamentsmedlemmers personlige skandaler – fx dengang de festede og var fulde, mens befolkningen var under en corona-nedlukning.
Rishi Sunaks forgænger, Liz Truss, der gik over i historien som Storbritanniens kortest siddende premierminister, er også røget helt ud af parlamentet. Hun vil altid blive husket for sine 49 dage, men også for sin ubegribelige uduelighed.
Og hvad nu? Keir Starmer, Labours lidt anonyme formand, bliver premierminister med en massiv flertalsregering. Der er 650 pladser i parlamentet. Labour er (ved vores deadline) gået ca. 214 frem til 412 sæder, mens de konservative er gået 251 pladser tilbage til 121.
Hvordan skal Keir Starmer lede landet? Han trak Labour ind på en mere midtersøgende kurs. Vil han nu, hvor han har magten, rykke længere til venstre? Forleden bragte The Guardian et essay af den populære britiske forfatter Zadie Smith – ‘Here comes the sun‘ er titlen. Det handler om håbet for forandringer til det bedre. Nu kan det kun gå fremad. Og når Smith taler om sol, mener hun også klimaforandringerne, som har været så godt som fraværende i den britiske valgkamp. Hun opfordrer Keir Starmer til at genbesøge Labours bebudede plan for grønne investeringer, som oprindeligt var på 28 mia. pund, men som partiet i februar halverede til 15 mia. pund, formentlig fordi det var mere spiseligt for vælgerne. Men et absolut flertal skal da bruges! Det gjorde toryerne med deres. Det ledte dem godt nok ud over kanten. /Oliver Stilling