Leonardo Fernandez Viloria/Reuters/Ritzau Scanpix
Han forbyder hende at flyve. Hun tager motorcyklen. Han giver bøder til almindelige mennesker for at lave mad til hendes kampagner. Hun tager madpakke med. Han arresterer 100 af hendes medarbejdere og sørger for, at domstolene forhindrer hende i at stille op til valget. Hun sender en anden kandidat og fortsætter arbejdet i kulissen.
Den 56-årige ingeniør María Corina Machado er favorit til at vinde søndagens præsidentvalg i Venezuela, selvom hun reelt slet ikke er på stemmesedlen. Den siddende leder Nicolás Maduro, der overtog posten som præsident efter Hugo Chávez’ død i 2013, står bag adskillige forsøg på at stå i vejen for Machados popularitet, og derfor har hun i stedet sendt en tidligere diplomat i blandt andet USA, Algeriet og Argentina, den 74-årige Edmundo González som præsidentkandidat.
Under Maduro er økonomien skrumpet med 80 pct., og på 11 år er syv millioner venezuelanere flygtet fra regeringens korruption. Meget tyder derfor på en jordskredssejr til González, der altså er den primære oppositionskandidat, som ingen rigtig kendte for bare tre måneder siden, da han blev hevet ind som Machados erstatning. Hvis han vinder, er der “fra Washington til Caracas” konsensus om, at stemmerne kommer fra opbakningen til Machado.
Der er ikke tale om et slags bagholdsangreb. Machado taler om “González og jeg”. De arbejder sammen. Men hvad siger González selv? Både hans person og politik er relativt anonym, og i et interview med Le Monde (betalingsmur) forklarer han, hvordan han “aldrig har haft ambitioner om magt”, og at han blev “bedt om” at stille op som kandidat. Hans regering skal være “alle venezuelaneres regering”, og selv orker han ikke rigtig at rejse rundt for at samle stemmer. “María Corina gør det rigtig godt”.
Olie og blod
Et valg af Machado vil først og fremmest være et opgør med den Chavéz-Maduro-socialistiske æra. Med sin baggrund i den øverste elite og en neoliberal dagsorden bliver hun portrætteret som en blanding af Evita Perón (tidligere præsidentfrue i Argentina) og den tidligere premierminister i Storbritannien og jernkvinde Margaret Thatcher: Som et led i at mindske statens rolle vil hun privatisere den statsejede olievirksomhed PDVSA. I et land, hvor olie er den vigtigste ressource, og hvor Donald Trump i 2019 pålagde hårde sanktioner, er det derfor Venezuelas fremtid som petrostat, der er på spil på søndag.
I bedste Machado-stil har Maduro da også op til valget lovet, at han vil sætte olien fri og prioritere at opbløde det dårlige forhold til USA. Nu smigrer han sig ind hos Trump ved at ønske ham et “langt liv” og roser Bidens beslutning om at stoppe som præsident. Som Wall Street Journal beskriver i et større portræt, er det selvfølgelig en veltimet makeover. Maduro håber mest af alt på at få finansiel støtte fra de største virksomheder og at sikre sig oliekontrakter uden de miljøkrav, der pålægges andre lande.
Maduro varsler et blodbad, hvis ikke venezuelanerne stemmer på ham i weekenden. Tusinder i den tilbageværende befolkning i Venezuela har derfor varslet, at de vil flygte, hvis han vinder. Langt de fleste ventes at tage til USA, netop som den amerikanske valgkamp går ind i efterårets slutspurt. Maduro har masser af tid til at skævvride valget yderligere, men spørger man i stedet González, er oppositionens sejr “sikker”. Han ved, at der skal nye kræfter til.