Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix
I den katolske tradition har man purgatorium, skærsilden, et slags venteværelse for sjæle, der skal renses før den evige salighed. I hinduismen har man Naraka, der ret beset er en slags helvede, men som også kan ses som et fængsel for syndfulde døde, hvor de midlertidigt bliver indsat, før de skal videre mod næste genfødsel. I den græske mytologi findes ἀσφοδελὸς eller asphodelòs, en mellemløsning for de middelmådige, hvor man sendes hen, hvis man hverken hører hjemme i Elysions paradis eller Tartaros’ torturkamre. Og i vores virkelige verden har vi den amerikanske præsidentvalgkamp, der åbenbart har magten til at kaste os ind i et ulideligt nyhedslimbo; et limbo, hvor ventetiden frem mod november vitterligt føles som en syg form for straf for vores kollektive, årtier lange besættelse af alt, der har med USA at gøre.
Som de to stakkels NASA-astronauter Barry Wilmore og Sunita Williams, der troede, de blot skulle have et ugelangt ophold på Den Internationale Rumstation, men nu risikerer at være strandet i rummet indtil næste år, må vi tydeligvis væbne os med tålmodighed. Sommeren igennem har valgkampen virket allestedsnærværende, og med udpegelsen af Tim Walz som Kamala Harris’ vicepræsidentkandidat er medievirkeligheden kun blevet endnu mere vægtløs. Tusindvis og atter tusindvis af ord bruges nu på at beskrive, hvor galt eller genialt det er, at Walz kalder Donald Trump og dennes vicepræsidentkandidat J.D. Vance for “weird”, altså mærkelige. I danske medier står diverse kommentatorer som det naturligste i kø for jantelovsagtigt at påpege, at demokraterne skal passe på, at de ikke bliver for elitære. Det, som virkelig er underligt, er dog, at medierne ikke bare kan slappe lidt af.
Vi er på ingen måde bedre selv, vi er også nogle uforbederlige yankofile. Men altså: kan det virkelig passe, at lokalpolitiske forhold i en delstat som Minnesota skal virke mere præsente end hvad der eksempelvis sker i Mariager eller Middelfart? Er det ikke mærkeligt, at det at kalde nogen weird kan være så stort et vendepunkt, at det kan blive udgangspunkt for en seriøs debat i Deadline? Det farlige ved amerikansk politik er ikke bare, at det potentielt har betydning for hele verdens udvikling. Nej, det farlige er også, at det er så forbandet underholdende – og at det virker helt normalt at dække det i døgndrift. Man glemmer jo næsten, at USA generelt bare er et besynderligt sted. Og at vi sandsynligvis kunne have godt af at følge andre lande lige så tæt. Heldigvis er skærsilden kun midlertidig. /David Dragsted, chefredaktør