Jeremias Gonzalez/AP/Ritzau Scanpix
“Det Ulykkelige ligger ikke i, at de Elskende ikke kunne faae hinanden, men i at de ikke kunne forstaae hinanden” – Søren Kierkegaard, fra Philosophiske Smuler.
Sommeren har måske dulmet smerten en smule, men SVM-regeringen må stadig sande, at vælgerne bare ikke rigtigt forstår regeringens igangværende midterprojekt. Ferien blev skudt i gang med nye, stærkt skuffende meningsmålinger, mens SF fik ydmyget Socialdemokratiet ved europaparlamentsvalget. Og selvom den grønne trepart gav lidt ekstra kredibilitet til SVM-regeringens evindelige reformsnak, er der stadig langt til de åbenlyse sejre. Vi forestiller os, at nogle livstrætte partistrateger må have ligget på stranden og set deres futile planer blive udvisket i sandet; hvordan hvert et bølgeskvulp har fungeret som en pinlig påmindelse om, at vælgernes kærlighed næppe kan vindes ved sandslotte, der er bygget på et fundament af uforklarlige kompromisser.
Måske har det været et hedeslag, måske har det været et vaskeægte heurika-øjeblik foranlediget af feriestemningen. I Socialdemokratiet har en eller anden i hvert fald indset, at partiet har brændt sig vel rigeligt på, at dets kernepolitik har været relativt svær at få øje på i regeringssamarbejdet. Ét voila, pludselig står (betalingsmur) statsminister Mette Frederiksen (S) i Berlingske og siger, at pensionsalderen skal være “mere socialt retfærdig og realistisk” – perfekt timet med børnenes skolestart og den dertilhørende diskussion om mistrivsel, som nu synes dræbt, før den rigtig kom i gang. Glem børnene, det er de kommende ældre, vi skal have fat i! Hiv Arne frem fra gemmerne og giv ham en tur mere i manegen!
“For fire år siden lavede vi Arne-pensionen som den første beskyttelsesring. Nu er tiden kommet til, at vi laver den næste”, forklarer Mette Frederiksen i sit interview med Berlingske, ligesom hun understreger, at det her ikke er regeringens politik, men Socialdemokratiets politik. Konkret vil sosserne have en genforhandling af den såkaldte velfærdsaftale fra 2006, som sikrer, at pensionsalderen gradvist stiger i takt med den forventede gennemsnitlige levetid – en aftale, som ifølge Berlingske “ofte udlægges som kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi”. Derfor vil næste år også blive sidste gang, at Socialdemokratiet ifølge statsministeren “stemmer for blindt at hæve pensionsalderen med et år”.
“Blindt” er vist her nøgleordet, for meget mere konkret bliver Frederiksen ikke. Hvordan en ny, mere retfærdig pensionsaftale skal strikkes sammen, kan statsministeren knap nok sige, for “der er flere veje, man kan gå, og det er jo den diskussion, vi nu skal have som samfund”. Blot skal en ny ordning “give bedre mening”, og sådan kan man jo også føre politik. Interessant nok har Mette Frederiksens syn på arbejdets frelsende egenskaber dog åbenbart også rykket sig en anelse: “Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere – og derfor er vores klare melding, at aftalen skal genforhandles.”
Tænk engang: Man kan ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde noget mere! Meget tyder på, at lidt sommerferie har gjort sosse-bossen godt. Endnu smartere bliver udmeldingen så også af, at Mette Frederiksen endnu ikke vil sige, hvornår en genforhandling af velfærdsaftalen præcis skal finde sted. Blot skal det ske “i god tid” inden 2030, hvor Folketinget skal stemme om at hæve pensionsalderen til 71 år. Med andre ord vil ingen løfter blive brudt, hvis først forhandlingerne kommer på den anden side af næste folketingsvalg – og hvem ved, hvordan det politiske landskab til den tid ser ud. Med “pensionsalder” som trylleord har Socialdemokratiet kort sagt kapret debatten og sendt et beroligende signal til sine kernevælgere, helt uden at skulle komme med et håndfast udspil, som kunne have konsekvenser for SVM-samarbejdet.
Mens vi venter på pensionen
Meget forventeligt er statsministerens udmelding blevet mødt med vrede fra erhvervslivet, forsigtig jublen fra fagforeningerne og knivskarpe politiske analyser såsom, at udspillet minsandten har til formål at skaffe Socialdemokratiet vælgere ved næste valg. Hos Moderaterne er Lars Løkke på klassisk Løkke-manér klar til at tage en diskussion om pensionsalderen, med den anke, at “man skal holde tungen lige i munden” – ligesom han selvfølgelig også skal understrege, at han selv luftede lignende tanker tilbage i 2019.
Med tanke på, at Moderaternes politiske idéer lige nu begrænser sig til ‘få flere børn, for Sata- undskyld, Danmark’, er det nok meget godt, at partiet her får en ophedet debat, det kan hoppe med på. Når Lars Løkke Rasmussen begynder at “tænke helt frit” og tale om et “anciennitetsbestemt pensionssystem” ved man ligesom bare, at noget ildevarslende teknokratisk er i gærde. Helt så dristig er Socialdemokratiets anden regeringspartner ikke, for Venstre nøjes via næstformand og økonomiminister Stephanie Lose med at sige, at man vil foreslå nedsættelsen af en “arbejdslivskommission”. Men sådan kan man vel også hæve arbejdsudbuddet: Ved at nedsætte en kommision for hver eneste idé, et af regeringspartierne måtte få.
Som de gode protestanter vi er, havde vi vel nok egentlig selv resigneret ved tanken om, at “pension” er et slags uopnåeligt himmerige, vi fjernt kan skimte, mens vi arbejder os hen imod vores død. Heldigvis er ikke alle dog lige så fatalistisk indstillede som os, og faktisk foreslog SF sammen med Enhedslisten allerede tilbage i foråret, at der skal gøres noget ved den blindt stigende pensionsalder. Dengang lød det fra en forsmået Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, at forslaget var “topmålet af uansvarlighed” og desuden ville koste “et astronomisk beløb”. Siden da har SF overhalet Socialdemokratiet i meningsmålingerne, og sådan kan man jo lære så meget af sine politiske kollegaer. For der er åbenbart ikke noget, der kan føre til kopierede kærlighedsserenader til vælgerne, som truslen om, at andre kan få en ministerpension. /David Dragsted