Mærsk må æde sine egne principper

Det er surt at blive taget i at bryde sine egne principper. Det må for eksempel være surt at være Morten Messerschmidt og have skrevet en vred bog om, hvor let det er at svindle med EU-midler og derefter selv blive taget i at svindle med EU-midler for at betale for fadølsanlægget til Dansk Folkepartis sommermøde.

Lige nu må det også, undtagelsesvis, være surt at sidde i ledelsen hos Mærsk. I 2013 forklarede Mærsks daværende chef for bæredygtighed Jacob Sterling, at firmaet har stærke bæredygtige principper, når det kommer til ophugningen af Mærsk-skibe og arbejdsforholdene for de ansatte på gulvet, nærmere bestemt på strandene i Indien og Bangladesh:

”Folk i badesandaler på stranden er ok. Men folk i badesandaler og uden sikkerhedsudstyr, som hugger store fragtskibe op med håndværktøj, er simpelthen forkert,” sagde han. Altså chefen for bæredygtighed.

Problemet er bare, at Danwatch i samarbejde med Politiken og TV2 nu har afsløret, at 14 Mærsk-lejede skibe blev skrottet på strande i Indien og Bangladesh i 2013-2014. Og at arbejdsforholdene hverken levede op til Mærsks egne principper eller internationale sikkerhedsregler.

Mærsk lejede de 14 skibe af en tysk skibsejer. I 2013 ville Mærsk bryde kontrakten med det tyske selskab MPC Capital to år før tid. Det er der ikke noget fordækt i, men et usædvanligt nøglepunkt i kontrakten var, at MPC Capital forpligtede sig til at skaffe ”den højest mulige pris” per ton skrottet stål. Hvis prisen kom over 447 dollar per ton, skulle Mærsk have overskuddet udbetalt.

På det tidspunkt var ingen i branchen i tvivl om, at den slags priser kun kunne fås tre steder i verden: i Indien, Bangladesh og Pakistan. Den tyske skibsejer havde ikke andet valg, og 11 af skibene blev ophugget i Indien og tre i Bangladesh.

På strandene går arbejderne rundt på bare fødder eller i sandaler. De skiller skibene ad med de bare næver. Når de kravler op på de enorme olietankere, foregår det uden faldsikring og uden sikkerhedshjelme. Danwatch-journalisten Norma Martinez har besøgt en af værfterne i Bangladesh og husker det sådan:

”Jeg tænkte, det var løgn. Det føltes surrealistisk, da jeg så, at de begyndte at hejse gasflasker op med et reb, der kan slå mod stålet og skabe en eksplosion.”

Det er ikke første gang, at Mærsk har stået anklaget for at glemme sine principper om bæredygtige arbejdsforhold. Chauffører, som transporterer Mærsk-containere, er blevet udsat for løgndetektortest og spørgsmål om deres seksuelle orientering, og om de er medlem af en fagforening. Mærsk har også ignoreret overfald på chauffører i Indien, som var fagligt organiserede. Selskabet skulle også have brugt ulovlige midler for at slippe af med arbejdsskadede ansatte i Kina. Og i 2010 anklagede Amnesty International slet og ret Mærsk for brud på menneskerettighederne.

Det smager surt at måtte æde sine egne ord, men denne gang siger Mærsk undskyld i et skriftligt svar til Politiken: ”Vi erkender, at vi ikke burde have indgået en aftale, der ansporede ejeren til at finde den højeste stålpris.” Trond Westlie, der er finansdirektør og medlem af Mærsks topledelse siger også til Politiken: ”På denne aftale ser vi klart, at vores påvirkning er gået i den forkerte retning, og at den type påvirkning er uheldig. Det er noget, som vi helst ikke bør gøre.”

Problemet er bare, at Danwatch også kan dokumentere, at der lige nu ligger et olieproduktionsskib på en strand i Bangladesh. Navnet på skibet er næsten skrabet helt af, men det er stadig muligt at tyde. Det hedder North Sea Producer, det vejer 52.000 tons, det blev solgt af Mærsk i april, men det har sejlet for rederiet i 32 år.

Surt, surt, surt.