Den Grønne Ungdomsbevægelse
De optræder efterhånden overalt i medierne, de gode nyheder om teknologier, som vil hjælpe os med at “unlocke” en grøn fremtid på en måde, så vi ikke behøver forandre vores vaner og forbrugsmønstre nævneværdigt. Prøv fx at gå ind på Washington Posts hjemmeside og tryk på knappen ‘Climate solutions‘. Her bliver man mødt af et væld af overskrifter som ‘Forskere har muligvis fundet en radikal løsning, som kan gøre din hamburger mindre dårlig for planeten’, ‘Hvordan fortidens helbredende varme kilder ville kunne give næring til en fremtid med ren energi’, ‘Hvorfor forskere mener, at de muligvis endelig har fundet en måde at genanvende tøj på’ og ‘Hvordan vand kunne blive fremtidens brændstof’.
Det er ikke, fordi der er noget galt med Washington Posts dækning af klimakrisen; den er glimrende – næsten på højde med britiske The Guardians, bare tilsat lidt amerikansk happy-go-lucky. Her i det herrens år 2024 er de fleste klimaartikler deprimerende læsning, så der er selvfølgelig brug for nogle, der også indgyder en smule håb.
Desværre er det den samme omgang håbefuld lige-om-hjørnet- og nærved-og-næsten-news, som sektorer som olie-og gasindustrien, landbruget, fødevareindustrien og modebranchen peger på, når de forsøger at legitimere, at de på de store linjer fortsætter med at svine, nedbryde, smadre og ødelægge planeten for profit, sådan som de plejer.
Til kamp i Stavanger
Stavanger i Norge dannede i sidste uge rammen for ONS (Offshore Northern Seas), der med sine 61.000 gæster fra 94 lande er en af verdens største konferencer for olie- og gasindustrien. Og for greenwashing, fristes man til at tilføje. ONS forstår at kommunikere grønt og rent og ungdommeligt. Øverst på hjemmesiden er der billeder af unge kvinder, som ligner delegerede. ‘Ons young‘ står der på en knap, som sender en ind på en side, der mere end antyder, at branchen er bevidst om ungdommen og fremtiden: “Lad de unge stemmer blive hørt!” står der med store bogstaver. “Et omfangsrigt, ugelangt program skabt af unge for unge. Forskellige arrangementer for forskellige målgrupper; folkeskole, gymnasier, universitetsstuderende, unge professionelle og lærere.”
Hvis man ikke køber fortællingen om, at olieindustrien vitterligt har sadlet om og er blevet supergrøn, er det virkelig klamt. Heldigvis var der også andre unge mennesker til stede på konferencen – repræsentanter for unge, der ikke har slået hjernen fra. De var der for at forstyrre og afbryde ONS-programmet og måske få folk i industrien til at tænke. En af dem var den prominente svenske klimaaktivist Greta Thunberg. “Vi lader dem ikke slippe af sted med deres greenwashing, vi ser gennem deres løgne,” udtalte hun til den norske erhvervsavis E24.
Og gode journalister lærer jo, at man skal høre begge parter, så i samme artikel optrådte Karl Johnny Hersvik, der er administrerende direktør for det norske olieudvindingsselskab Aker BP (og bodybuilder at dømme på hans fysiske fremtoning). Hvad var Karl Johnnys budskab til Greta Thunberg og de andre aktivister? Karl Johnny havde fået god medietræning: “For det første mener jeg, at det er legitimt, at de mener det. Jeg synes, at det er farligt for debatten at dæmonisere hinanden. Jeg synes tværtimod, at det er en konstruktiv måde at gøre det på, når man lytter til hinandens budskab.”
Men en ting er at lytte, en anden ting er, om man hører efter. Godt og vel 50 danske aktivister med tilknytning til Den Grønne Ungdomsbevægelse var også mødt op i Stavanger. Når man læser deres respektive beretninger fra konferencen (som de har delt på LinkedIn), får man ikke det indtryk, at der bliver lyttet i den anden ende. “Man kunne fortælle historien som et sci-fi eventyr,” skriver aktivist Anna Bjerre Johansen. “Hvordan vi blev overvåget af politidroner, lavede kæmpestore bannerdrop, ramte nationale norske nyheder, limede os fast til veje og til hinanden for at lukke oliefesten ned. En olieudgave af David mod Goliat. 120 aktivister mod 60.000 lobbyister.”
Hun fortsætter: “Det ville ikke være forkert. Men det var ikke et computerspil. Det var at trække vejret helt ned i maven i en krop, der rystede af vrede. Det var at græde bag vores bannerne til stille protester mod fuldstændigt sindssyge events om ‘new oil opportunities in Eastern Africa’. Det var at blive latterliggjort af forbipasserende på gaden og ignoreret af CEO’s med keychains og is i blikkene. Det var at bryde sammen i bussen på vej hjem. Med en kæmpestor sorg over alt det, vi mister. Og alligevel en følelse af, at vi nok skal vinde.”
Og aktivist Elise Sydendal: “Det gør ondt at opleve, hvor lang vej der er igen. Det gør ondt, at en udfasning af den farlige olie- og gasproduktion bliver anset for at være kontroversiel og naiv. Og at det tværtimod bliver set som fuldstændig ukontroversielt at udvide fossil produktion – og altså tjene penge på at eskalere klimakrisen. Det gør ondt at blive grinet af, når vi står med følelserne uden på tøjet og beder dem om at stoppe. Men der var også olielobbyister, som ikke grinede. Det var tydeligt at se, det ikke var rart for mange af dem at blive konfronteret med den sandhed, de inderst inde godt ved: At deres handlinger – deres konstante prioritering af profit – har voldsomme konsekvenser.”
Man kan håbe, at den folkelige opbakning bliver stærkere i de her måneder. Det er ikke alle klimabevidste borgere, der er lige så modige som de unge klimaaktivister her, men der er andre måder at hjælpe på. Det mindste kan gøre en forskel. /Oliver Stilling