Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Hvornår er man til grin? Tjo, spørger man den franske filosof Henri Bergson – som ikke selv var særligt sjov – er det primært noget, man kan være ufrivilligt: “en komisk figur i almindelighed er komisk i nøjagtig samme omfang som han er uvidende om sig selv. Komik er ubevidst”, skriver han i det lille værk Latteren. Og videre: “Men så snart nogen med en latterlig skavank føler sig latterlig, prøver han at forbedre sig, i det mindste udadtil.”
I den forstand vidste Lars Løkke Rasmussen (M) præcis, hvad han gjorde, da han efter et lidt over ni timers langt krisemøde hos Moderaterne stillede sig frem foran de hungrende journalister på Christiansborg og understregede, at “alle bliver på bussen” – både “folkevalgte, ansatte, storkredsformænd, hovedbestyrelsesmedlemmer, forretningsudvalgsmedlemmer”. Moderaterne skal fortsætte sin politiske vanvidskørsel i samlet flok, forskellen er nu blot, at man er blevet anderledes selvbevidste omkring parykkerne og de lange sko. Løkke har italesat bussen og dermed forsøgt at dræbe selve latterliggørelsen.
Siden Føljetons egen Lars Trier Mogensen tilbage i 2022 for første gang kaldte Moderaterne for en klovnebus – dengang til Løkke-løjtnant og kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) store forargelse – har det væltet frem med eksempler på, at det lille regeringsparti er netop det. Der har været sexistiske Søeforklaringer, Kristian Klarskovs konkurser, Jon Stephensens klamme adfærd og Mike Fonsecas ditto. Da B.T. fredag kunne afsløre, at der også har været et ualmindeligt dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne, og at det er blevet indberettet til Arbejdstilsynet, kom det derfor ikke som verdens største overraskelse.
Selvfølgelig var der selve timingen, der var lidt påfaldende: at historien om arbejdsmiljøet kom bedst som Lars Løkke Rasmussens hidtidige spindoktor Caroline Stage Olsen var blevet udnævnt til digitaliseringsminister, og folketingsgruppen dermed endnu engang var blevet forment adgang til ministerbiler; dømt til at forblive i klovnebussen. At det netop var dét, der afgørende fik showet kørt af sporet, kan ikke udelukkes. For som Bergson også skriver: “Hvor ægte latteren end er, så forudsætter den et skjult håb om forståelse, jeg havde nær sagt delagtighed med andre grinebidere, virkelige eller indbildte.”
Grine kunne imidlertid kun den tidligere tobakslobbyist Caroline Stage Olsen. Nu er hun blevet udpeget som en af dem, der har været med til at skabe det dårlige arbejdsmiljø, mens en lækket mail fra forbigået folketingsmedlem Jeppe Søe meget fint viser, hvor grelt det har stået til i partiet:
“Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qva vores historik som en sexistisk klovnebus”, skrev Søe til en række medlemmer i Moderaternes hovedbestyrelse. Og videre: “det er åbenbart præcist det, vi er! […] Jeg vil under ingen omstændigheder finde mig i det her. Jeg vil ikke være del af en så syg kultur! Det stopper her!”
Når den tidligere indehaver af domænet netfisse.dk på den måde står tilbage som moralens sprechstallmeister, ved man ligesom bare, at der nok også kommer et pinligt ekstranummer. Foreløbigt forsøger Lars Løkke Rasmussen dog at lukke ned for yderligere tærtekastning. Mandag var meldingen, at man vil hyre en ekstern erhvervspsykolog ind til at se på sagerne, ligesom man vil få gang i den tidligere lovede whistleblowerordning og lade Arbejdstilsynet komme på besøg. Et Arbejdstilsyn, kunne man tilføje, som regeringen i øvrigt har tænkt sig at skære markant i. Imens understreger Løkke, at Caroline Stage bliver en “fremragende” minister. Ligesom han angiveligt først fredag blev opmærksom på det “fulde omfang” af problemerne i partiet. Så skal man egentlig grine eller græde?
“Enhver stivhed i karakter, sjæl, ja, selv legeme forekommer altså samfundet mistænkelig, eftersom det kan være et tegn på en indslumrende aktivitet eller en aktivitet der er på nippet til at isolere sig, og som har en tendens til at fjerne sig fra det fælles midtpunkt hvorom samfundet drejer, kort sagt, et tegn på excentricitet”, skriver Henri Bergson i Latteren. Problemet for Lars Løkke – og dermed også for Moderaterne – er måske mest af alt, at håndteringen af hele miseren virker så stiv, ja nærmest forceret. Hvordan skal man overhovedet tro på illusionsnummeret om, at Løkke knap nok har vidst, hvad der er foregået i det parti, han selv har bygget op fra bunden? Hvilket signal sender det ikke, at ingen bliver smidt ud af den klovnebus, som tydeligvis er kollideret med virkeligheden? Og hvornår indser Løkke mon, at hans excentriske jagt efter magten har gjort hans næse langt rødere end de flestes? /David Dragsted