Kina satser stadig på Afrika

Det er syv år siden, at en jernbane tegnet, finansieret og bygget af Kina blev indviet i Kenyas største havneby Mombasa med et brag af konfetti og festfyrværkeri. “Det er et meget historisk øjeblik,” sagde den daværende præsident Uhuru Kenyatta, som proklamerede, at jernbanen, der kørte igennem hovedstaden Nairobi, ville forandre Kenyas økonomi for altid. Han havde nok regnet med profit frem for en voksende gæld.

Det er lige så festligt denne uge i Beijing, hvor Xi Jinping har rullet den røde løber ud for de afrikanske ledere. De er i Kina for at deltage i årets største diplomatiske begivenhed på kinesisk jord, det niende topmøde i regi af organisationen Forum for Kina og Afrika (FOCAC). Traditionelt set har sammenkomsten, som har fundet sted hvert tredje år siden 2000, givet Kina mulighed for at flekse både økonomisk gavmildhed og fløjlsblød magt – og få lidt positiv omtale med på vejen.

Traditionen tro har BBC ført an med en overskrift om “Kinas mission om at vinde afrikanske hjerter med satellit-tv.” Et projekt, der blev igangsat for ni år siden og indebærer at give over 10.000 fjerntliggende landsbyer i 23 afrikanske lande adgang til digitalt fjernsyn, som nu nærmer sin afslutning – omend parabolantennerne allerede er rustne.

Kinas investeringer på det afrikanske kontinent har resulteret i motorveje, togspor, havneanlæg, gasledninger, telenetværk og meget mere, men det er ikke alle projekterne, der er blevet afsluttet lige succesfuldt. Det kinesiskfinansierede jernbanespor i Kenya, der kostede omkring 4,7 mia. amerikanske dollars, ender for eksempel brat på en tom mark, og ikke i Uganda eller andre afrikanske indlandsstater som oprindeligt planlagt.

“Kina har overordnet set haft en enorm positiv nettoeffekt på den økonomiske udvikling i Afrika,” siger Ken Opalo, der forsker i international politisk økonomi på Georgetown University, til Føljeton.

“Projektet i Kenya gik galt, fordi Kina ikke forstod, at projektet ikke var blevet gennemtænkt. Den daværende præsident Uhuru Kenyatta havde i virkeligheden brug for kampagnepenge, og projektet var en måde at skaffe dem på. På den kinesiske side var der også et behov for penge, så ingen tænkte på dets kommercielle levedygtighed. Den største lektie er, at begge parter bør prioritere det økonomiske udbytte af projekterne,” vurderer Opalo, som på sin Substack uddyber, at kenyanske økonomer fra starten advarede om projektet, men blev ignoreret.

Denne uges topmøde foregår ifølge Kinas udenrigsministerium under en meget lidt mundret titel, der bedst kan oversættes til: “Vi går sammen om at fremme modernisering og opbygge et kinesisk-afrikansk fællesskab på højt niveau med en fælles fremtid.”

Den fremtid har været under konstruktion siden årtusindskiftet, hvor de afrikanske lande vendte sig mod Kina for at låne penge til at opbygge en nødvendig infrastruktur. Siden er Kina blevet Afrikas største handelspartner, og mellem 2000 og 2022 har Kina lånt mere end 170 milliarder amerikanske dollars til afrikanske lande. Hos Kina kunne de låne penge uden de miljømæssige og menneskeretlige betingelser, som organisationer som Verdensbanken og IMF normalt opstiller.

Ifølge Opalo indebærer Kina og de afrikanske landes fælles fremtid en ny fase af deres samarbejde. “Jeg ser et par udfordringer i horisonten. Først og fremmest om Kina og de afrikanske lande kommer til at lære det rigtige fra den første fase af deres forhold. Kan begge sider forbedre deres handelsforhold, så de afrikanske lande ikke blot eksporterer råvarer og forbruger kinesiske eksportvarer, men begynder at indgå i værdikæden i den kinesiske produktion,” siger Opalo.

Han mener dog ikke, at Kina bør overkorrigere på baggrund af de sidste par årtiers erfaringer. I 2021 justerede Xi, så Silkevejsprojektet, der i 2013 blev lanceret som “århundredets projekt”, i stedet skulle fokusere på planer, der var “små og smukke”. Med andre ord ville Kina have et bedre afkast ud af sine investeringer. “Erfaringen bør ikke være, at store projekter er dårlige, men at kommerciel levedygtighed skal være en prioritet,” understreger Opalo.

Det populære kontinent i klassen

Mens Kina er kommet i forkøbet, er flere dele af verden begyndt at placere det afrikanske kontinent højere oppe på deres diplomatiske dagsorden. “Desværre vil jeg sige, at de afrikanske lande stadig ikke maksimerer deres indflydelse i forhold til Kina. Det skyldes til dels, at mange af dem stadig har et stort behov for penge til investeringer, og er glade for at få, hvad de kan få. Men det er også fordi alternativerne til Kina ikke er så gode,” vurderer Ken Opalo.

Der er dog ikke mangel på hverken interesse i eller invitationer sendt af sted mod det afrikanske kontinent. De sidste to års tid er de 54 afrikanske statsoverhoveder blevet inviteret til sammenkomst i Washington, Sankt Petersborg og Rom. Tyrkiet, Saudi Arabien og senest Sydkorea har også afholdt lignende afrikanske topmøder. Så sent som i sidste uge lancerede Danmarks regering en Afrikastrategi med titlen “Afrikas århundrede”.

Malawis præsident Lazarus Chakwera har ifølge Financial Times sammenlignet de mange diplomatiske, sikkerheds- og handelsmæssige muligheder med en all-you-can-eat buffet.

“Det store spørgsmål er, hvad indholdet af disse interesser er. Et godt eksempel fra den seneste tid er topmødet mellem Italien og Afrika, som jeg mener – overordnet set – var en stor joke. Mange afrikanske præsidenter rejste til Rom, og den store nyhed var ca. 5 mia. dollars i investeringer, hvoraf næsten det hele ville gå til Libyen. Giorgia Meloni [Italiens premierminister red.] brugte mest af alt topmødet til at puste sig selv op som en seriøs geopolitisk aktør,” siger Opalo.

“Udfordringen for de afrikanske lande bliver at finde ud af, hvordan de forbedrer deres strategiske tænkning og sikrer sig, at de ikke bare bliver brugt som rekvisitter i andre landes dagsordener. For det meste af Europa er opmærksomheden rettet mod at stoppe afrikanske migranter, få adgang til råvarer og tvinge afrikanske lande til at skrive under på klimapolitik, som ikke er godt for afrikansk vækst. Det er ikke nok at få opmærksomhed, indholdet af opmærksomheden er vigtigere,” understreger han.

Ligeledes er de afrikanske landes samarbejde med Kina blevet kritiseret for at være i Kinas favør. “Der er ikke noget land uden egeninteresser, og Kina er ikke perfekt, men lige nu er Kina den globale stormagt, hvis interesser er bedst i overensstemmelse med væksten i de afrikanske lande.” /Emilie Ewald