Skulle man pege på én institution, der har noget nær hellig status i Storbritannien, ville det bedste bud nok være National Health Service (NHS), det offentlige sundhedsvæsen, der står som en stolt hjørnesten i det ellers haltende britiske velfærdssystem. Som en ny rapport bestilt af premierminister Keir Starmer onsdag kunne slå fast, er hjørnestenen dog på alle måder ved at smuldre.
NHS er plaget af alt for lange ventetider, slidte hospitalslokaler og manglende udstyr, lyder det i rapporten, der er skrevet af House of Lords-medlem og kirurg Ara Darzi. Ifølge Darzi peger pilen særligt tilbage på de konservatives årelange sparepolitik, der systematisk har “udsultet” sundhedsvæsenet. Af samme grund har Keir Starmer varslet en omfattende reform af NHS og understreget, at befolkningen “har al mulig ret til at være vred”.
+ Apropos sundhed bliver kolera-relaterede dødsfald ifølge Verdenssundhedsorganisationen ved med at stige på globalt plan.