Chandan Khanna/AFP/Ritzau Scanpix
Måske bemærkede du, at vi ikke gjorde noget særligt stort nummer ud af det nye attentatforsøg mod Donald Trump i gårsdagens udgave. Begrundelsen kan egentlig koges ned til, at vi gerne ville lade historien ilte, mens alle andre – inklusive de fleste danske medier – gik i højeste breaking-beredskab. Brikkerne måtte gerne falde lidt mere på plads; de usikre detaljer sætte sig i et mere meningsfyldt billede. Og, hvis vi skal være helt hudløst ærlige, aktiverede historien vel også noget af vores indre svinehund, som vi helst ikke ville lade gø højt – endsige få adgang til et tastatur.
Det rigtige at skrive ville jo være, at der aldrig nogensinde skal være plads til vold i et demokrati, hvilket også er Føljetons officielle linje. Den langt mere forbudte og rabies-agtige refleks ville fx være at smide Hitler-kortet og påpege, at Hitler jo også overlevede adskillige attentatforsøg. Og at den tyske diktator i hvert fald er ét af to mennesker, vi kan komme i tanke om, hvis død verden vel er bedre tjent med, vuf. Nej fy! Skamme! På med lænken og tilbage til pointen: At verdens rigeste mand Elon Musk så afgjort ikke formåede at holde sin indre svinehund tavs og bedøvet. Hvilket på sin vis er ironisk, mandens berygtede forbrug af hestebedøvelsesmiddel taget i betragtning.
På sit eget sociale medie X (altså det detroniserede Twitter) bemærkede Musk, at det er besynderligt, hvordan der “ikke engang er nogen, der forsøger at myrde Biden/Kamala” – komplet med den øretæveindbydende (nej, undskyld, vi fordømmer vold) undre-emoji 🤔. Tweetet skabte af gode grunde ramaskrig, og Musk slettede det da også igen. Selvfølgelig med det efterfølgende forsvar, at det bare var en joke. “Nå, noget jeg har lært, er, at bare fordi jeg siger noget til en gruppe, og de griner, betyder det ikke, at det vil være så sjovt som et indlæg på 𝕏”, skrev han. Med den opfølgende bemærkning, at “det viser sig, at jokes er MEGET mindre sjove, hvis folk ikke kender konteksten, og hvis de leveres som ren tekst”. Det mest utroværdige i den sammenhæng er vel, at Musk nogensinde skulle have fået en gruppe mennesker til at grine naturligt.
Nogen, der i hvert fald ikke har grint, er Secret Service. For som den tidligere FBI-agent og nuværende sikkerhedsekspert Michael German forklarer til Wired, vil en kommentar lig Musks blive taget dybt alvorligt af sikkerhedstjenesten, og ofte føre til en opklarende samtale. At Elon Musk gennem SpaceX og Starlink samtidig har kontrakter med det amerikanske militær og en dertilhørende sikkerhedsgodkendelse, gør kun “joken” det mere graverende. Forståeligt nok har Det Hvide Hus da også omgående fordømt Musks betragtninger om de “manglende” attentatforsøg mod Joe Biden og Kamala Harris.
Voldens virkelighed
For nylig havde Rolling Stone en ret interessant artikel om, hvordan 9/11-terrorangrebet med tiden er blevet genstand for stadig flere internetmemes. Den skelsættende tragedie, som for mange lidt ældre amerikanere står som et fortsat åbent sår, er for mange yngre amerikanere blevet ganske legitim at joke om. Som magasinet bemærker, kan forklaringen bl.a. findes i “Benign Violation Theory”, udviklet af de to forskere Peter McGraw og Caleb Warren. Teorien beskriver, hvordan den “perfekte” joke skal overskride en social norm eller “god” smag, men samtidig være relativt harmløs eller godartet. Desto længere noget kommer på afstand, desto nemmere bliver det at opfylde sidstnævnte kriterium. Komedie = tragedie + tid, som den gamle formel også lyder.
9/11 er efterhånden kommet så meget på afstand, at tragedien ikke længere virker lige så farlig. Men som medieforskeren Jamie Cohen samtidig bemærker til Rolling Stone, er der også sket noget afgørende i mellemtiden: Verden er simpelthen blevet mere gakket. Når unge mennesker i dag ser klip fra tiden omkring terrorangrebet, og de her støder på den daværende New York-borgmester Rudy Giuliani, ser de eksempelvis ikke længere en politiker, der andægtigt forsøger at samle nationen i en svær stund. Nej, de ser Donald Trumps tidligere advokat, som “sveder hårfarve ned i ansigtet og forsøger at forsvare falske valgkonspirationer”. Ting betyder ikke længere det samme. Og netop Donald Trump er i høj grad ansvarlig for alle forvrængningerne.
Af samme grund har man det seneste døgns tid kunnet fornemme en sær dobbelthed i mediedækningen af attentatforsøget. På den ene side har der været de sobre beretninger om manglende midler hos Secret Service, hvordan Trumps golf-afhængighed komplicerer beskyttelsen af ham, og hvordan den formodede gerningsmand – der ventede i 12 timer ved golfbanen på Trump – tidligere har selvudgivet en rablende bog og desuden er dybt optaget af krigen i Ukraine. På den anden side har der været den fatalistiske filosoferen over det nye attentatforsøg med det Twin Peaks-agtige refræn “det sker igen!”. Måske havde instruktør David Lynch netop fat i noget, når han med Twin Peaks viste, hvordan noget ondt og surrealistisk ligger og lurer under den amerikanske diner-idyl.
Medier som The New York Times og The Guardian har tydeligvis haft svært ved at greje, hvordan man skriver om den stigende politiske vold, som de nylige attentatforsøg er et symptom på, uden samtidig at victim blame Donald Trump. Humlen er, at noget fundamentalt synes at være gået i stykker i det amerikanske demokrati. At udviklingen kun ser ud til at blive værre. Og at Donald Trump er den centrale forklaring.
“Skyderiet understregede, hvor meget amerikansk politik er blevet formet af den vrede, der er vakt af og mod Trump,” bemærker førstnævnte eksempelvis. Sidstnævnte går endnu hårdere til værks: “Men kun et af de to store partier puster aktivt til ilden. Trump opmuntrede til magtanvendelse mod demonstranter ved sine valgmøder. Han hånede Pelosi på grund af hammerangrebet. Han opfordrede til, at butikstyve blev skudt, og at illoyale generaler blev henrettet for forræderi. Han advarede om et ‘blodbad’, hvis han ikke blev valgt, og hævdede, at udokumenterede mennesker i USA ‘forgifter vores lands blod.’ […] Som et enmands-Tjernobyl har Trump forurenet den politiske atmosfære og skabt en tilladelsesstruktur for vold.”
Ifølge en opsigtsvækkende undersøgelse fra University of Chicago støtter 10 pct. af voksne amerikanere vold mod Donald Trump, mens 6,9 pct. støtter vold, der tjener Donald Trump. Samtidig viser en undersøgelse fra Reuters/Ipsos, at mere end to tredjedele af amerikanerne frygter ekstremistisk vold efter præsidentvalget. Mens en måling fra New York Universitys Brennan Center for Justice viser, at 38 pct. af USA’s lokale valgmedarbejdere er blevet udsat for trusler, chikane eller overgreb på jobbet. Det er kort sagt nemt at tegne et mareridtsbillede af den amerikanske drøm. Med tanke på, at 30 pct. af de 26 mio. amerikanere, som går ind for vold mod Donald Trump, også er våbenejere, er det dog faktisk forbløffende (🤔), at flere ikke har forsøgt at skyde ham. Volden ligger latent, men den har endnu ikke sejret. Det er nærmest et demokratisk mirakel – og beviset på, at USA stadig ikke er fortabt. /David Dragsted