“Ligestillingsområdet har ført lidt af en skyggetilværelse i Danmark”

Fiskeri, fødevarer, kirke, klima. Da nøglerne til Ligestillingsministeriet i august skiftede hænder for 17. gang, denne gang til miljøminister Magnus Heunicke (S), var det for mange et klart signal om, hvor lavt skiftende regeringer uanset partifarve har prioriteret ligestillingen. Det er blevet kaldt en trøstepræmie, vandrepokal og en politisk kastebold, lige siden den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 udnævnte Jytte Andersen til landets første ligestillingsminister.

Hos EU’s ligestillingsagentur (EIGE), er det dog ikke altafgørende, om området har sin egen minister, der ikke samtidig skal forholde sig til andre ressortområder. I “langt de fleste” EU-lande er ligestilling kombineret med en anden portefølje, siger instituttets direktør Carlien Scheele, der tidligere i september var på landebesøg i Danmark.

Hvert år vurderer instituttets eksperter EU-landenes ligestillingsindsats ud fra en række indikatorer, herunder politisk repræsentation og fordelingen af finansielle ressourcer. For første gang i ti år er Danmark gået fra anden- til tredjepladsen. Tilbageskridtet skyldes, at arbejdsbyrden i hjemmet primært er faldet på kvinder efter corona.

For EIGE er ligestillingens forankring i ministerierne et af de kriterier, de ser på, når de skal vurdere, hvor godt det går med at implementere ligestillingen i praksis. Og selvom placeringen i sidste ende betyder noget, handler det mindre om navnet på det specifikke ministerium, men om viljen og dermed også pengene er der, siger Carlien Scheele.

“Vi ved, at ligestilling kun vil fungere, hvis der er en reel politisk vilje allerøverst. Man har i bund og grund brug for en statsminister, der regelmæssigt taler om ligestilling og viser, at det er et vigtigt emne,” siger Scheele, der tidligere har været direktør for regeringens ligestillingsafdeling i sit hjemland Nederlandene. Hun påpeger, at det fra hendes erfaring har været mere effektivt at have ligestilling placeret under stats- eller premierministeren.

“Da ligestillingsområdet lå under vores premierminister, fik vi pludselig et dobbelt så stort budget som før. Folk kan se, om man mener det alvorligt, eller om man bare gør det, fordi man vil feste. Det er noget, jeg virkelig vil råde den danske regering til: Hvis du udnævner en minister, så sørg for, at personen virkelig er dedikeret til området.”

Mangler en myndighed

Professor i statskundskab ved Stockholms Universitet Drude Dahlerup er ikke enig i, at ligestillingsområdet nødvendigvis ligger bedst under Statsministeriet.

“For det første skal man spørge, om det er en statsminister, der er interesseret i området. Det er ikke alle statsministre, der er det. For det andet, om statsministeren også har en vis viden. Det er, som om ligestilling ofte alene handler om, hvilke holdninger man har. Men det er også et vidensområde. Og dertil skal der være en kontinuitet, så man ikke skal starte forfra med hver eneste minister,” siger Drude Dahlerup, der er en af de første kønsforskere i Danmark og i 1970 var med til at stifte den danske rødstrømpebevægelse i Aarhus.

Men man skal se spørgsmålet på en anden måde end at det bare er nogle, der flytter, siger hun. Det er ikke flytteriet i sig selv, der er det afgørende, men om der er ressourcer til at følge op på, om ligestillingslovgivning bliver implementeret.

“I Danmark har det været lidt for tilfældigt, hvordan området rykker rundt. Vi har en ligestillingsenhed, som flytter med hver gang. Men det er forkert at tro, at der kommer nye mennesker til. Det er den samme enhed, der får forskellige ministre og departementschefer, og det er klart, at det betyder noget,” siger hun.

“Man skal først og fremmest se på den institutionelle styrke snarere end ligestillingens placering. Hvor mange mennesker der sidder med området, hvor mange penge der er, og hvor mange ansatte der er til at implementere lovgivningen. For man skal have noget lovgivning, men også nogle, der sikrer, at den bliver gennemført,” siger Drude Dahlerup og sammenligner Danmark med Sverige, hvor den danske ligestillingsenhed er lavt bemandet, ligesom institutionerne “ikke er særligt udbyggede”.

“I Sverige har de ligesom i Danmark en ligestillingsenhed, der bliver hægtet på forskellige ministre, men de har også en egentlig ligestillingsmyndighed, som de fik for cirka syv år siden – med 40 ansatte kun til at implementere ligestillingslovgivningen. Sådan en mangler Danmark.”

Respekten forsvandt

I 2000 fik Danmark sin første ligestillingslovgivning, der skulle sikre, at alle love tager højde for, hvordan de vil påvirke ligestillingen i samfundet. Også kaldet kønsmainstreaming, der blev vedtaget som officiel strategi og anbefaling på et FN-topmøde i Beijing i 1995. Præcis som klimaloven gør det på det grønne område, forpligtede den tilmed regeringen til at opstille konkrete mål og kriterier for at vurdere, om nationale ligestillingstiltag får den ønskede effekt. På den måde kunne det altså – i princippet – være underordnet, hvilket ministerium området er forankret i, så længe ressourcerne og opfølgningen opretholdes.

Men mainstreamingen – eller ligestillingsvurderingen, som den senere blev døbt i dansk kontekst – fik aldrig den gennemslagskraft, man havde håbet. I 2013 konkluderede Helle Thorning Schmidt-regeringen, at indsatsen generelt havde været for “diffus og ufokuseret”, og at der i Danmark “ikke er blevet arbejdet målrettet og bevidst med ligestillingsvurdering”.

Den kritik er gået igen gennem årene. “Respekten for ligestillingsloven forsvandt stille og roligt”, sagde Poul Nyrup Rasmussen i et interview med Politiken på Kvindernes Kampdag for to år siden: Mainstreamingen blev “over årene … mere og mere udvandet, sådan at man i dag ikke kan sige, at vi har en ligestillingspolitisk vurdering af fremsatte lovforslag.”

Det skyldtes ikke flytteriet, men kommer tilbage til den vilje, som både Scheele og Dahlerup taler om. Ressourcerne var fra starten for små – “herregud, der var højst 15-20 personer” om ministeren, siger Nyrup Rasmussen til Politiken.

“Man kan ikke gøre noget, hvis man ikke har penge nok. Men det er en myte, at man ikke kan påvirke politikudformningen i andre ministerier, hvis man ikke har penge,” siger Carlien Scheele.

“Da jeg var direktør for ligestilling i Nederlandene, henvendte vi os til de andre ministerier og bad dem om at vælge et eller to mål. I årevis har vi konkluderet, at vi i EU de jure har alt, hvad vi har brug for. Men det er en pakke. Man har brug for lovgivning, men man har også brug for politisk vilje. En lov skal også implementeres,” siger Carlien Scheele og fortsætter:

“En anden ting, vi altid understreger, er ideen om en baseline. At man virkelig ved, hvor man kommer fra, hvad ens mål er, og om man har nået dem. Ellers forbliver ligestillingsområdet meget perifert. I dette tilfælde er det klogt at formulere nogle få konkrete mål. Ikke ti, ikke sytten, men to. Jeg tror, det er den fejl, vi nogle gange begår, at vi gerne vil ændre hele verden på én dag.”

Ingen væltede ministre

Selvom Danmark trods tilbagegangen stadig ligger i top tre på EIGE’s ligestillingsindeks, kan Danmark ikke konkludere, at der ikke er mere at gøre, siger Carlien Scheele. Andre indekser, såsom Global Gender Gap fra World Economic Forum, giver da også den danske regering en langt dårligere karakter: I årets rapport tildeles Danmark en femtendeplads, mens blandt andre Island, Finland, Norge og Sverige ligger i toppen.

“Danmark går forrest, når det gælder vold mod mænd og drenge. Det er et af de emner, som regeringen virkelig tager meget alvorligt, og det er faktisk ikke en vinkel, som alle medlemslande tager. Danmark følger grundlæggende de prioriteter, der er blevet defineret i ligestillingsloven, og et punkt, hvor I klarer jer rigtig godt, er kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet,” siger Carlien Scheele og peger på, at indsatsen på LGBT+-området, der er en prioritet for Danmark, har været mere svingende.

Hvad ville du anbefale en minister, der er ansvarlig for ligestilling kombineret med et mindre område?

“Vælg et par steder, du virkelig mener har den største merværdi. Bed dem ikke om at gøre tingene for dig, men guide dem til hvordan. I begyndelsen af ​​dit mandat er det meget vigtigt at lytte til folk i landet, til civilsamfundet. Ud over at se på resultaterne i ligestillingsindekset skal man forstå, hvad der foregår bag de officielle tal og så faktisk holde de andre ministerier ansvarlige. Vend tilbage til dem og bed dem om at rapportere tilbage.”

Ifølge Drude Dahlerup har Magnus Heunicke gode forudsætninger for at tage ligestillingsområdet alvorligt, men hans evner “bliver op til bevis”.

“Han har en baggrund, som gør, at man har en forhåbning om, at han kan det, ligesom Marie Bjerre også var en vidende ligestillingsminister. Man kan ikke glemme, at hun ud fra sit borgerlige synspunkt har givet Liberal Alliance, Folketingets antifeminister, modspil, inden hun kom i en shitstorm fra den modsatte side.”

“At blive en god ligestillingsminister kræver, at man både har interesse og viden. Det er jo et sted, hvor der er mange øretæver. Problemet i Danmark har nærmere været, at der ikke har været nok debat omkring ligestilling. Ligestillingsområdet har aldrig været topprioritet. Der er ingen minister, der er væltet på det. Ligestillingsområdet har ført lidt af en skyggetilværelse i Danmark, men har på det sidste øget sin synlighed med blandt andet øremærket barsel til mænd, samtykkeloven og #MeToo.”

Men ligestillingen kan godt komme ud af den skyggetilværelse, selvom det ligger i Miljøministeriet, hvis den politiske vilje er der?

“Ja, hvis den politiske vilje er der, og den politiske viden også er. Og at det får en større institutionel styrke end i dag.”

366 milliarder euro om året

Danmark står ikke alene med udfordringerne. Budgetterne til ligestilling er overalt i Europa blevet mindre, siger Carlien Scheele og peger på, at “de fleste” af landene i bunden af EIGE’s indeks har taget evalueringen til sig og arbejdet målrettet for at bevæge sig opad.

“Nogle gange er det sværere at gøre det end at forblive i toppen. For eksempel ser jeg, at Litauen, Italien, Malta, Portugal og nogle få andre laver hurtigere forbedringer over tid,” siger Carlien Scheele og fremhæver, at kønsbaseret vold ubetinget er det største problem på tværs af EU, hvor blandt andet Spanien har gjort markante fremskridt.

“En ting er, hvad regeringer gør, og hvordan de rapporterer. Men når man taler med borgerne, er billedet nedslående. I 2013 var det de samme medlemslande, som ligger i toppen af ligestillingsindekset, der også toppede undersøgelser af vold i hjemmet. Det er en epidemi. Vi er ikke sikre i EU,” siger hun.

“Det er i sig selv forfærdeligt for dem, det går ud over. Men det koster også 366 milliarder euro om året på tværs af EU. Det, der overrasker mig så meget, er, at vi forsøger at komme ud af den her finanskrise og styrke økonomien, og ikke gør mere, når vi ved, at det er så dyrt. Måske er det endda en af de dyreste ting, vi står overfor, og næsten ingen medlemslande inkluderer det i deres genopretnings- og resiliensplaner. Det bliver fuldstændig glemt.” /Emma Louise Stenholm