Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
The New York Times, som ellers jævnligt (og muligvis med rette) beskyldes for at være lige lovlig Israel-venlig i sin dækning af – eller måske snarere i sin holdning til – Israels krig mod terrororganisationen Hamas i Gaza, havde onsdag en reporter med til den niårige Fatima Abdullahs begravelse i den libanesiske landsby Saraain. “Mange af de sørgende var Fatimas skolekammerater, deres ansigter var forvredne i sorg og chok over, at så ung en person skulle lide så voldsom en død.”
Ifølge en tante, Zeinab Mousawi, var Fatima netop kommet hjem fra sin første skoledag i fjerde klasse. Hun var glad, og stod ude i familiens køkken ved 13.30-tiden, da en personsøger på bordet nær hende begyndte at bippe. Hun samlede den op for at give den til sin far. Fatima havde den i hånden, da den eksploderede. Sprængningen gik ud over hendes ansigt. Rummet, hvor det skete, var sølet ind i blod, fortæller tanten.
Fatima var den yngste af de ni personer, som blev dræbt ved tirsdagens koordinerede synkrone detonation af små sprængladninger, som (efter alt at dømme) det israelske efterretningsvæsen Mossad havde plantet i tusindvis af personsøgere, der blev brugt af den libanesiske politisk-militære organisation Hizbollah. 2.800 meldtes såret. Folk mistede fingre, hænder, øjne og andre lemmer; hvis de var aktive Hizbollah-krigere, blev de gjort ukampdygtige. Onsdag skete der så noget lignende med de walkie-talkier, som Hizbollah brugte til at kommunikere med. Her blev 12 mennesker meldt dræbt og 450 såret i byer over hele Libanon.
Den niårige Fatimas far har utvivlsomt haft forbindelse til Hizbollah. Ellers ville personsøgeren ikke ligge i hans hjem. Men hvad med pigen, datteren? Man kan sige, at hun er “forventelig” collateral damage. Et uheldigt offer, der befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At det 100 pct. er faderens skyld – at han selvfølgelig bragte sin familie i fare ved at være tilknyttet Hizbollah. At hun også skulle have taget sig i agt. Og måske ligefrem, at Israel har handlet yderst humant ved at bringe de elektroniske aggregater til sprængning; tænk engang, hvor stort tabstallet ville have været, hvis den israelske hær havde bombet i Libanon, som den bomber i Gaza. Osv.
Tænk hvis det var sket i Tel Aviv. Så ville det utvivlsomt blive betegnet som terrorisme, og strafudmålingen, hævnen, ville have været brutal. Flere toneangivende internationale medier faldt i med begge ben, da de skrev om det israelske personsøger-angreb. De kaldte det “innovativt”, “raffineret”, “sofistikeret”. Flere steder var der nærmest teknologi-begejstring at spore. Som overskriften på en artikel i The New York Times: ‘Hvordan Israel byggede en moderne trojansk hest: eksploderende personsøgere‘.
Når angelsaksiske medier ikke tænker over deres brug af tillægsord og sproget generelt, ryger dårligdommene direkte videre i andre vestlige landes medier, der lægger sig tæt op ad The New York Times, Washington Post, The Guardian og BBC. Af samme grund kommer vi ikke til at gå ind i den tekniske del af angrebet her. Det er bare teknologi.
Pariastaten Israel
Mandag var en række menneskerettighedseksperter, herunder specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese, ude at advare om, at Israel maler sig op i et hjørne. At der er en alvorlig risiko for, at landet bliver en international “paria”. Og det måske ikke er gudgivent, at Israel på sigt er medlem af FN. Problemet er “folkedrabet” i Gaza, overgrebene mod den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden og Israels løbende tilsidesættelse af FN’s resolutioner og nedgørelse af institutionen.
Onsdag vedtog FN’s Generalforsamling en resolution med et krav om, at Israel trækker sig fra palæstinensiske områder inden for et år. Den Internationale Domstol (ICJ) udtalte i juli, at Israels besættelser af palæstinensiske områder er ulovlige. Resolutionen er ikke bindende, og Israel har næppe tænkt sig at rette sig efter den. Af Generalforsamlingens 193 lande stemte 124 for resolutionen, mens 14 – herunder naturligvis Israel og USA – stemte imod. Og Danmark? Tja, vi er blandt de 43 medlemslande, som undlod at stemme. Det kan vi jo så tænke over. Eller medierne kan spørge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, hvad det går ud på. /Oliver Stilling