Konflikten i Mellemøsten, som ifølge FN risikerer at udvikle sig til en storkrig, eskalerer yderligere. Israel har mandag gennemført luftangreb i Libanon, som indtil videre har kostet knap 500 mennesker livet, oplyser de libanesiske sundhedsmyndigheder. Ifølge det israelske militær forsøger de at ødelægge infrastruktur, som tilhører den militante og Iran-støttede bevægelse Hizbollah. Tirsdag svarede Hizbollah igen på angrebet ved at affyre raketter over grænsen mod det nordlige Israel.
De massive bombardementer, som primært har ramt den sydlige og østlige del af landet, har fået titusindvis af libanesiske familier til at flygte mod Beirut – hvor der tilmed også er advarsler om forestående angreb. Parlamentsmedlemmet Charbel Massaad kalder i en tale mandag bombardementerne for et angreb på hele nationen: “Den israelske aggression, der brutalt angriber vores folk, vores hjem, vores landsbyer og vores byer, er et angreb ikke kun på geografi, men også på værdighed, på rettigheder og på vores kommende generationers fremtid.”