Sort dummebøde

Den grønne trepartsaftale, som er ved at blive færdigforhandlet i Folketinget, minder påfaldende meget om minkerstatningen: Landbrugsindustrien står umiddelbart til at få milliarder i kontant erstatning, blot for ikke at fortsætte med en samfundsskadelig produktion.

Sådan er det nye princip: Forureneren betales.

Indtil videre er der kun to partier, som er hoppet fra: Danmarksdemokraterne, som på den ene side mener, at aftalen er for vidtgående, og Alternativet, som på den anden side mener, at den grønne trepart er alt for svag. Resten af Folketinget står stadig klar med pengepungen på vid gab.

Ligesom den danske minkbranche er endt med at få mangedoblet deres økonomiske kompensation i forhold til de andre EU-lande, hvor industrielt opdræt af vilde pelsdyr for længst er blevet lukket ned, står den danske landbrugssektor således til at få udbetalt flere statspenge, end nogen på forhånd kunne have drømt sig til.

Politisk set er den grønne trepartsaftale en klassisk studehandel, som jo oprindeligt betyder handel med kastrerede tyre: Lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer har fået købslået sig til en lukrativ pagt, hvor alle skatteborgere fremover skal betale landmændene rundhåndet for ikke længere at pøse kvælstof ud i en så kvælende grad, at de døde, indre farvande gisper.

Den såkaldt ‘grønne’ part i den grønne trepart, Danmarks Naturfredningsforening, har naturligt været fokuseret på naturfredning, altså udtagning af landbrugsområde til bl.a. skov, og har derfor ikke skullet tage hensyn til hverken klima eller penge. Derfor har DN også været mere end villig til at skrive under på en aftale, som kun vil give et yderst beskedent CO2-bidrag, men som til gengæld vil være historisk dyr.

På papiret er præmissen, at landmændene skal kompenseres for at mindske udledningerne af kvælstof, og da deres kvælstofudledning i dag er massiv, kan ordningen på enkel vis veksles til rigtigt mange milliarder i de kommende år. Den grønne trepart er en guldkalv.

Og dog. For der er trods alt én instans, som forsøger at holde hus med pengene, nemlig Finansministeriet. Og her forsøger budgetbisserne nu at slå låget på statskassen i. Eller rettere: Finansministeriet mener pludselig, at der slet ikke er et så stort behov for at mindske kvælstofudledningerne.

Kreativt prokuratorkneb

I en endnu ikke offentliggjort rapport, ‘Second opinion – evaluering af det faglige grundlag for kvælstofindsatsen’, som Finansministeriet efter planen lægger frem senere på måneden, fremgår det, at de økonomiske embedsmænd – ja, ikke biologerne, men netop budgetbisserne – er kommet frem til, at problemerne med iltsvind slet ikke er så store, og at udviklingen på mirakuløs vis er kommet på rette spor.

Belært af de chokerende erfaringer fra den abnormt dyre minkerstatning har embedsmændene i Finansministeriet været ude og hige og søge efter kreative spareøvelser.

Tricket er simpelt: Hvis problemet er mindre, ja, så skal der jo udbetales færre skattekroner, og vupti: En krone sparet er en krone tjent.

Budgetteknisk kan det sikkert sagtens fungere, men ude i den virkelige verden, ude i de indre farvande, har prokuratorknebet karakter af et farligt bluffnummer. For ifølge en stribe eksperter er Finansministeriets konklusion både fagligt forkert og lidt for snedigt manipuleret:

“Ministeriet tryller behovet for en indsats mod udvaskning af kvælstof væk fra en del af de kystnære områder, som ligger ud til åbent hav. Det er afkoblet fra, at vi har et voldsomt iltsvind i de områder, og at der ikke er nogle fisk tilbage. Det er helt skævt at påstå, at de er i god tilstand,” siger professor i marine-biodiversitet Stiig Markager til Politiken.

Han er om nogen den danske ekspert, som står med en tårnhøj troværdighed i behold, efter forgæves at have råbt op om det gradvise natur-selvmord, iltsvindet i vores fjorde, vige og nor. Og Stiig Markager står bestemt ikke alene blandt fagfolkene.

På syret vis er Finansministeriet kommet frem til, at der ikke længere skulle være behov for at reducere kvælstofudledningen fra landbrugsmarker i de kystnære områder omkring Kattegat, Lillebælt og Storebælt. Det stemmer ganske enkelt ikke overens med den aktuelle forskning. Som professor i ferskvandsøkologi Kaj Sand-Jensen fra Københavns Universitet konstaterer med forundring:

“Det er en underlig konklusion, at indsatsbehovet bliver reduceret i Odense Yderfjord, Det Sydfynske Øhav og, for at det ikke skal være løgn, Vejle Fjord”. Og videre: “At Finansministeriet har en tendens til at nedsætte indsatsbehovet, finder jeg useriøst,” siger professoren.

Smæk for skillingen

Forløbet udstiller svaghederne ved den form for korporatisme, som efterhånden kendetegner beslutningsprocesserne i Danmark: Først bliver nøje udvalgte lobbyorganisationer sat til at forhandle sig frem til en indbyrdes aftale, uden for offentligheden. Dernæst sættes embedsværket til at file ordningerne til, rent økonomisk, så det trods alt ikke bliver en ren gavebod, og til sidst inviteres Folketingets partier ind for at blåstemple bytteaftalen.

Undervejs er der ikke rigtigt nogen, som stopper op og i fuld åbenhed spørger: Hvordan kan man løse problemet på den mest effektive måde? Hvordan kan kvælstofudledningen bremses med de mest snusfornuftige løsninger?

Heldigvis findes der mere intelligente løsninger, som tilmed ligger lige for. For i disse måneder stiger priserne på landbrugsjord eksplosivt. Hvor en hektar jord tidligere har kostet omkring 200.000 kroner i gennemsnit, har efterspørgslen efter områder til solcelleanlæg presset jordpriserne op på det dobbelte.

Udviklingen er på flere planer fantastisk: I dag er det simpelthen blevet en bedre forretning for landmænd at opsætte solcelleanlæg og producere grøn strøm end fortsat at dyrke svinefoder med fatal kvælstofudledning til følge. Hvis danske landmænd selv kan bestemme, foretrækker de at satse på vedvarende energi. I sandhed et omslag.

Der er dog en slange i paradis, eller rettere sagt et kabel, som mangler at blive trukket. For de højere jordpriser forudsætter, at markerne er koblet på elnettet. Det koster mere end en bondegård, og derfor er det langt fra alle jordejere, som i praksis kan udnytte den grønne fidus – og derved stoppe kvælstofudledningen helt af sig selv, idet den ødelæggende foderdyrkning jo stopper til fordel for el-produktion.

Hvis budgetbisserne i Finansministeriet turde tænke lidt mere nyttemaksimerende, ja, hvis de var bedre købmænd på skatteydernes vegne, ville det være oplagt at kanalisere kompensationspengene til landbruget direkte over i investeringer i statslige elnet-opgraderinger. For et angiveligt mindre beløb ville det blive muligt at opnå to fordele samtidigt: På den ene side ville kvælstofudledningen falde massivt og automatisk, og langt mere, end hvad der nu lægges op til i praksis, og på den anden side ville mængden af vedvarende strøm stige betragteligt.

I stedet kan den grønne trepart ende med at blive en dyr, doven og manipuleret løsning, en sort dummebøde til skatteyderne – med en faretruende lille effekt på kvælstofudledningerne og en minimal klimaeffekt. /Lars Trier Mogensen