Men hvilken Lars?

Endnu en uge, endnu en kulørt og døgndækket ballade i Moderaterne, bedre kendt som Christiansborgs pauseklovn. Afsløringer af ledelsessvigt og et betændt arbejdsmiljø har stået i kø, og det samme har de opsigtsvækkende afgange, kulminerende med partisekretær Kirsten Munch Andersens exit onsdag. Netop den var partistifter og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen “oprigtig ked af”, og generelt var stemningen så trist, at Moderaterne måtte afspærre gangen foran partikontoret – hvilket tydeligvis har forvirret de tungt mikrofonbevæbnede journalister.

Nej, mediedækningen er for længst gået i rundhyl, og det samme er Moderaternes ubehjælpelige forsøg på krisestyring. Hvilket så også har kreeret en delikatesse for de politiske kommentatorer: Lars Løkke Rasmussen i desperat forsvarsposition. Løkke er fanget præcis der, hvor han på ekvilibristisk vis formår at finde sproglige kattelemme, som åbner for helt nye verdensforståelser. Vi så det, dengang han skelnede mellem privat-Lars og statsminister-Lars, og nu har krise-Lars minsandten gjort det igen:

“Jeg har udtalt mig i nutid og ikke datid, det gjorde jeg også, da jeg talte om det her for et par uger siden, hvor Arbejdstilsynet efter deres besøg sagde, at de ikke kunne konstatere den type krænkelser. Er det det samme, som de ikke kan have været der for halvandet år siden? Det kan jeg jo ikke stå og hævde,” sagde Løkke til DR som forklaring på, hvorfor han tidligere har sagt, at der ikke er sexisme i Moderaterne – også selvom anklagerne bl.a. har gået på det. Og vupti, pludselig var både datids-Løkke og nutids-Løkke født.

Mens det øvrige medielandskab tydeligvis har fint styr på at dække de minutiøse detaljer i Moderaternes nedsmeltning, er der ligesom noget i dette ontologiske Løkke-lag, som mangler at blive nærstuderet. Det er, som om Lars Løkke har fundet flere eksistentielle muligheder, der mest af alt leder tænkerne hen imod det, den tyske filosof Martin Heidegger kalder fundamentalontologi: en undersøgelse af selve væren, og ikke bare af et bestemt værende. Ja, måske er spørgsmålet faktisk, hvor mange Lars’er, der overhovedet findes i Væren og tid?

Vi har forsøgt at lave en ufuldstændig lynguide, der forhåbentlig kan få virakken omkring Moderaterne til at give lidt bedre metafysisk mening:

Dasein-Lars: Den måske vigtigste, men også mest forvirrende af alle Lars’er. Dasein-Lars kan forstås som en væren-i-verden-Lars, der forholder sig både praktisk og engageret til sine omgivelser. Filosofisk markerer dasein-Lars et slags brud med den mere klassiske subjekt-Lars, der blot forholder sig til et objekt (det kunne fx være Arbejdstilsynets høringsbrev). Dasein-Lars må heller ikke forveksles med forhåndenværende-Lars, der er den Lars, som optræder løsrevet fra sin praktiske sammenhæng. Eller vedhåndenværende-Lars, der netop indgår som en ting i sin praktiske sammenhæng – lidt som et par sko til 2.000 kr.

Værensforstående væren-Lars: Et andet udtryk for dasein-Lars. Denne Lars bruger tiden som en horisont for at forstå væren (og må i den forstand være beslægtet med datids-Lars og nutids-Lars). Samtidig er den værensforstående væren-Lars meget bevidst om sin egen dødelighed, hvilket giver en øget refleksivitet. Denne Lars opdager, at han gennem døden også ikke kan være. Værensforstående væren-Lars stiller derfor spørgsmål til sin egen eksistens.

Kastetheds-Lars: En af flere såkaldte eksistentiale-Lars’er, der, meget groft sagt, kan ses som en forståelsesstruktur for, hvad Lars rummer (se også stemtheds-Lars, forståelses-Lars og fortolknings-Lars). Kastetheds-Lars er – som navnet antyder – blevet kastet ind i omstændigheder, han ikke selv har valgt. Det afgørende er derfor, hvad han vælger at gøre ud fra de omstændigheder – om han eksempelvis tør tage rattet i den balstyriske bus, han modvilligt er dumpet ned i.

Stemtheds-Lars: Ej at forveksle med stem-på-mig-Lars, som er et helt andet bæst. Stemtheds-Lars er altid i et bestemt humør, og dette humør farver også denne Lars’ forståelse af verden.

Forståelses-Lars: I forlængelse af stemtheds-Lars vil forståelses-Lars altid lave et udkast til en forståelse af verden. Det kan han faktisk ikke lade være med.

Fortolknings-Lars: Den Lars, der bearbejder det, han har forstået.

Digter-Lars: Har først og fremmest en udsøgt sans for sproget (og kan måske derfor ses som en arketypisk Lars); digter-Lars formår at lytte til sproget med en sådan opmærksomhed, at selve dets poetiske potentiale bliver virkeliggjort. Omvendt vil digter-Lars aldrig bruge sproget som instrument (så måske er han slet ikke så Lars’et alligevel?!)

Fænomen-Lars: Viser sig ved sig selv, som det, der er sig selv – altså en magtsyg kyniker.

Skin-Lars: Viser sig omvendt som noget andet end det, der er i sig selv. Kendes derfor også som valgkamps-Lars.

/David Dragsted, chefredaktør