Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix
Måske er det vores hukommelse, der driller os, men meget kunne tyde på, at MTV Cribs bare ikke længere er, hvad programmet har været. Vi kunne have svoret på, at det plejede at være kendisser som Snoop Dogg, Mariah Carey og Tony Hawk, der stolt viste deres luksuriøse huse frem i USA. Nu er det så snarere justitsminister Peter Hummelgaard (S), som fremviser Danmarks lejede celler i Gjilan-fængslet i Kosovo. TV-underholdning bliver da også mere og mere mærkelig.
Torsdag rullede kameraerne i hvert fald, da Hummelgaard besøgte det højst omdiskuterede fængsel, som ligger 50 kilometer syd for Kosovos hovedstad Pristina og mere end 2.000 kilometer fra Danmark. Det er her, Danmark fra efteråret 2026 forventes at kunne huse 300 udvisningsdømte fanger for – med Justitsministeriets pressemeddelelses-forklaring – at kunne lette presset i et “overbebyrdet dansk fængselsvæsen, hvor der både er mangel på fængselspladser og fængselsbetjente”. Og spørger man Peter “Welcome To My Crib” Hummelgaard, er det altså fine forhold, som venter fangerne i Kosovo:
“Jamen, jeg synes faktisk, at det her er en pæn celle, og det er jo endda inden, vi er begyndt at lave noget om og forbedre det. Det minder mig utroligt meget i både størrelse og indretning om cellerne i en række af de arrester og fængsler, vi har i Danmark. Det minder mig rigtig meget om det, man ser i Vestre Fængsel”, fik justitsministeren sagt med sit bedste ejendomsmægler-ansigtsudtryk. Og det vel at mærke efter kameraerne havde lavet en panorering rundt i den interimistiske fængselscelle, der var udstyret med en køjeseng, en næppe elektriker-godkendt lampeinstallation og det, der for det kritiske blik godt kunne ligne fugtpletter på væggene. I den forstand fremstod det måske heller ikke helt klart, om Hummelgaard var ved at tale Kosovo-fængslet op eller Vestre Fængsel ned. Under alle omstændigheder ser Danmark ud til at have købt et håndværkertilbud.
Ret skal være ret: Som justitsminister har Peter Hummelgaard jo blot arvet tilbuddet. Det var oprindeligt den daværende socialdemokratiske justitsminister Nick “Frihed-Er-Overvågning” Hækkerup, der tilbage i 2021 fik lavet den feberdrømmende aftale om, at Danmark skulle leje 300 fængselspladser i Gjilan til husning af udvisningsdømte kriminelle. Og det vel at mærke efter Hækkerup havde brugt uforholdsmæssigt mange ressourcer på at finde frem til Kosovo. Takket være Socialdemokratiet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti fik vi Kosovo-planerne med i den såkaldte flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi. Ét voila: Pludselig havde vi forpligtet os til at betale 15 mio. euro årligt til Kosovo for fængselslejen, svarende til små 120 mio. kr..
Af uransagelige årsager har særligt Socialdemokratiet siden dengang stået hårdnakket fast på, at der ikke er tale om et historisk ringe stykke symbolpolitik. Heller ikke selvom kritikken af aftalen har stået i kø. Politiske kollegaer har frygtet, at Danmark vil blive bondefanget af Kosovo, mens bl.a. FN’s Torturkomité og Europarådets Menneskerettighedskommissær kraftigt har opfordret Danmark til at droppe planerne. Ifølge aftalen skal fangerne kunne afsone deres danske straf under forhold, der “grundlæggende svarer til forholdene i fængsler i Danmark”, ligesom det skal ske i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Men som Louise Holck, chef for Institut for Menneskerettigheder, også tidligere har fremhævet i Altinget, er der flere åbenlyse udfordringer ved netop det.
Én ting er, at Kosovo slet ikke har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og derfor ikke har de samme forpligtelser som Danmark – hvilket fx kan blive et problem, når der skal laves fangetransporter. Noget andet er de åbenlyse sproglige barrierer: Fængselsbetjentene i Kosovo taler ikke dansk, så allerede der bliver forholdene jo unægteligt lidt anderledes. Og hvordan sikrer vi i praksis, at betjentene har tip-top styr på den danske straffuldbyrdelseslov? For slet ikke at tale om pengene og logistikken: Udover at Danmark skal bruge små 120 mio. kr. årligt på lejen af 300 fængselspladser, så kommer Kriminalforsorgen også til at skulle chartre et privatfly ugentligt, så der faktisk kan transporteres fanger til Kosovo – og så fx ombudsmanden kan tjekke, om forholdene lever op til danske standarder. Hvis målet reelt er at lette presset på fængselsvæsenet, må det være muligt at bruge pengene bedre. Men måske er det slet ikke det, den symbolpolitiske aftale handler om?
Tilbage ved Hummelgaard i hans kosovariske crib lader ingen af de indvendinger dog til at tynge ham. For som han også siger: “Aftalen med Kosovo om leje af fængselspladser er både en vigtig og god aftale for Danmark. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan for at sikre flere fængselspladser og aflaste vores hårdt pressede fængselsvæsen. Samtidig sender vi et klart signal til kriminelle udlændinge om, at deres fremtid ikke er i Danmark.” Hvordan sidstnævnte så hænger sammen med, at Hummelgaard alligevel er begyndt at åbne døren for, at danske fanger også kan blive sendt til Balkan-landet, har vi slet ikke nøglen til at forstå. Det tvivler vi egentlig også på, at justitsministeren selv har. Alt, hvad der hedder fornuft i fængselspolitikken, blev åbenbart sendt bag lås og slå for mange år siden, mens Socialdemokratiet med Kosovo-projektet har slugt nøglen sammen med sin egen værdighed. /David Dragsted