Kære læser

Socialdemokratiets free rider-problem

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Åbningsdebatten endte bedst for Mette Frederiksen. På trods af et ihærdigt angrebsforsøg fra en sjældent samlet opposition og de to løsgængere Lars Boje Mathiesen og Jeppe Søe lykkedes det ikke at få vedtaget den tekst, de havde fremlagt tidligere på dagen: at afkræve den socialdemokratiske statsminister at indkalde til forhandlinger om en ny pensionsalder. Efter først at have brugt en time på at få Mette Frederiksen til at lægge noget konkret på bordet, måtte folketingsmedlemmerne klokken lidt i 1 gå skuffede hjem fra strik og slik efter at have hørt ordet pension mange hundrede gange.

Mette Frederiksen kunne afslutte debatten med en tilfreds undren over, hvordan det kunne vække så stor opsigt, at hun ikke vil sætte tal eller tid på, hvordan hun mener, at et nyt pensionssystem skal se ud. “Jeg troede, at det at være politiker handlede om, at man godt kunne diskutere ting”, lød det fra statsministeren, inden det sidste lys blev slukket. Som et ekko fra tidligere på dagen: “Det er ikke nok, at man mødes forud for en åbningsdebat og siger: ‘iiih, kan vi ikke drille regeringen lidt med den her vedtagelse’. Det er intet, der forener de partier”.

Det fik hun ret i. Som Føljetons Lars Trier Mogensen spåede forleden, har statsministeren i praksis fået “parlamentarisk opbakning til at trække debatten i langdrag”. Hvad oppositionen derimod lykkedes med, var at cementere SVM-regeringens dybe skillelinjer og den utilpashed, Venstre og Moderaterne har ved at skulle snakke pension netop nu. Moderaterne gik ved folketingsvalget ind for en “rent opsparingsbaseret pension” – hvilket grundlæggende strider imod overbevisningen i Socialdemokratiets bagland. Imens vil Venstre nedsætte en arbejdslivskommission og hellere tale om kvaliteten af arbejdslivet i næsten lige så ukonkrete vendinger som Mette Frederiksen.

Indtil videre ved vi kun, at statsministeren på klassisk socialdemokratisk vis vil gøre pensionen “socialt retfærdig”. Mere retfærdig end i dag, hvor den automatisk stiger hvert femte år: “Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke længere på. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere – og derfor er vores klare melding, at aftalen skal genforhandles,” har Mette Frederiksen sagt til Berlingske. Men altså ikke siden været rig på klare meldinger. Næste år vil partiet stemme for at forhøje folkepensionsalderen til 70 år, for først derefter at tale om, at systemet skal ændres. Og det er der “god tid” til, siger Frederiksen, inden 2030, når Folketinget skal hæve pensionsalderen til 71 år.

For oppositionen har det ikke været svært at se lige igennem, at udmeldingen mest er et spørgsmål om at købe sig tid og vælgere inden et muligt nyt folketingsvalg, hvor 70 pct. af befolkningen gerne vil have afklaring om pensionen – og lige så mange ønsker at sænke eller beholde den på nuværende niveau. Der har ellers været forskellige modeller i spil: Et af forslagene fra Frederiksens eget bagland har været at fastfryse pensionsalderen på 70 år, som det blev foreslået på partiets kongres i Aalborg i september. Ifølge Finansministeriets seneste opgørelse vil det koste 85 mia. kr.

Men netop finansieringen har Socialdemokratiet ikke sat ord på. For den sociale retfærdighed bliver ikke alene løst ved at sætte alderen ned, men vil grundlæggende også afhænge af, hvordan pensionen bliver skruet sammen: Vil en tidligere tilbagetrækning betyde, at folkepensionssatserne forbliver uændrede? At de bliver mindre? At vi bliver mere afhængige af vores private pensionsopsparinger og skal få de samme indbetalinger til at række over længere tid?

Som professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har sagt til Berlingske, er velfærdsforliget fra 2006, der i dag lægger til grund for pensionssystemet, “fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser”. Og videre: “Flere og flere har sparet ganske meget op til deres pension og kan derfor trække sig fra arbejdsmarkedet uden at være afhængige af den offentlige folkepension.”

Det er dog ikke alle, der kan det. For et andet og mindst lige så afgørende punkt for den sociale retfærdighed er fraværende i det gamle arbejderparti: Som levealderen stiger, er der stadig stor forskel på, hvor mange år vi hver især har på pension – og hvem der faktisk har råd til at nyde den, når vi først er der. Ifølge forsikrings- og pensionsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension (F&P) er der samtidig “et stort mindretal, som har en utilstrækkelig pensionsopsparing”. Det gælder, overraskende nok, også de højtuddannede, der ellers har penge nok til at indbetale, men ikke gør det.

“Hvis man sammenligner gruppen med høj løn og lave pensionsindbetalinger med andre på arbejdsmarkedet, så må man sige, at det er en gruppe, som set under ét har råd til selv at spare mere op til pension. Der er almindelige lønmodtagere med langt lavere løn, som lægger mere til side til pension. Problematikken omtales også nogle gange som et free rider-problem, fordi dem, som ikke sparer nok op, til gengæld får mere i offentlig pension af samme årsag,” siger F&P-direktør Jan Hansen.

Regnestykket lyder nogenlunde sådan her: Dem, der skal arbejde, til de bliver slidt op, skal både betale mere ind i løbet af arbejdslivet og får mindre udbetalt som tak. Mens topskattebefolkningen kan lægge penge til side nu og undgå at betale senere. F&P kan selvfølgelig have en interesse i, at foreningens medlemmer betaler mere ind til de private pensioner, men understreger i en anden analyse en lige så utvetydig udfordring: At vi, afhængigt af finansieringen, reelt kan komme til at stå i en situation, hvor pensionsopsparingen “skal strækkes til endnu flere år på pension – så dækningsgraden isoleret set vokser mindre i fremtiden, hvis der ikke spares mere op.”

Alt det kommer an på, hvilken model Mette Frederiksen vælger at satse på. Og her er vi slet ikke kommet til Socialdemokratiets måske største overhængende problem: Hver anden S-vælger er pensionist. Inden for det næste årti – det, som Mette Frederiksen siger, der er “god tid til” – kan Socialdemokratiets vælgerbase se helt anderledes ud. Muligvis være helt væk. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12