Byrden ved at være the good guy

Tidligere på måneden sendte 99 amerikanske læger, kirurger, sygeplejersker, jordemødre og andet sundhedspersonale et åbent brev til præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris. De 99 personer har arbejdet som frivillige i Gaza siden 7. oktober 2023 og tilsammen har tilbragt 254 uger på hospitaler og klinikker i Gaza. De vil gerne gøre opmærksom på, hvad de har gjort sig af iagttagelser som neutrale observatører, skriver de. Det er bare tekst, men det er ikke er for børn.

Et af budskaberne er, at der formentlig kan føres bevis for, at antallet af døde i Gaza langt overstiger de 42.000 personer, som de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har oplyst. “Meget tyder på, at dødstallet i denne konflikt allerede løber op i mere end 118.908, svarende til foruroligende 5,4 pct. af Gazas befolkning.”

Ifølge brevets 99 afsendere er så godt som alle i Gaza syge, sårede eller begge dele. Det gælder også lokale hjælpearbejdere og internationale frivillige. Folk er “livsfarligt fejlernærede”, stort set hvert eneste barn under 5 år, som de har mødt, hoster og har vandig diarré. Antallet af spontane aborter er udbredt, babyer er underernærede fra fødslen, mødre kan ikke give bryst. “Mange af disse nyfødte døde. I Gaza så vi fejlernærede mødre give deres undervægtige nyfødte babyer pulvermælk blandet op med snavset vand. Vi kan aldrig glemme, at verden vendte ryggen til disse uskyldige kvinder og babyer.”

Brevets indhold bliver kun værre. Dets underskrivere så børn, der havde skader, som lod til at være blevet påført dem med fuldt overlæg. “Hver eneste af os, som arbejdede på akutafdelinger eller i kirurgiske enheder, behandlede jævnligt eller ligefrem på daglig basis mindreårige, som var blevet skudt i hovedet eller i brystet. Det er umuligt, at en så udbredt beskydning af børn i hele Gaza gennem et helt år er tilfældig eller ukendt for de højeste israelske civile og militære myndigheder.”

Læs selv brevet. Det er stærke sager. Til sidst skriver de: “Vi er ikke politikere. Vi foregøgler ikke at have alle svarene. Vi er ganske enkelt sundhedsprofessionelle, som ikke kan forblive tavse om, hvad vi så i Gaza.”

Spol tiden frem til søndag: BBC rapporterer, at Nuseirat-flygtningelejren midt i Gaza-striben er blevet ramt af en serie artilleriangreb, som udslettede hele familier og sårede dusinvis. Og videre: “Tidligere meldtes fem børn dræbt af et droneangreb, da de legede på et gadehjørne i det nordlige Gaza. En talsperson fra det civile forsvar sagde, at angrebet på al-Mufti-skolen, hvor hundredvis af fordrevne fra hele Gaza var samlet, havde såret 50 mennesker og dræbt mere end 12 personer.”

Men sådan er krig jo, vil nogen sige. Nej, krige har regler, og Israels regering og hær er i gang med at udføre et folkemord på palæstinenserne i Gaza. Det var sandt for seks måneder siden, og det er sandt i dag. “Men hvad med Sudan? Borgerkrigen i Sudan er meget værre for civilbefolkningen. Hvorfor er du så optaget af Israel?” bliver man så spurgt på ægte whataboutism-manér.

Det skyldes, at der – ikke mindst på grund af jødernes historie og lidelser under Anden Verdenskrig – er visse forventninger til Israel. Den amerikanske forfatter, journalist og samfundsdebattør Ta-Nehisi Coates turnerer i disse uger rundt i amerikanske medier med sin nye bog The Message. En stor del af bogen handler om hans besøg på Vestbredden, hvor han med egne øjne (og ord) oplevede Israel som “et amoralsk apartheid-regime”, hvilket er faldet mange for brystet. For et par dage siden medvirkede han i den sydafrikanske komiker og tv-vært Trevor Noahs podcast ‘What now?‘, og her leverer Noah faktisk en rammende karakteristik af de omtalte forventninger.

Han fortæller, at han var røget ind i en ophedet diskussion om Israel og Gaza med en ven, der vist var israeler. Vennen sagde: Hvad vil du have, vi skal gøre? Hamas forsøger at dræbe os, og det ønsker alle lande omkring os også. Trevor Noah svarede, at han bare gerne vil have, at den israelske hær holdt op med at slå babyer ihjel. Men det ønsker vi heller ikke! sagde vennen. “Og så sagde jeg noget til ham, som jeg virkelig mener: Ved du, hvad det er? Det er byrden ved at være the good guy.”

Noah uddyber (her lettere forkortet): Du ser en James Bond-film. James Bond forfølger en af skurkene, som har en flaske med noget virus, der skal slå hele verden ihjel. Skurken kører gennem et marked fyldt med mennesker, som han rammer, folk dør til højre og venstre, men han er ligeglad. James Bond er ikke ligeglad. Det kan han ikke være. Han skal uden om folk. Hvis en kvinde er blevet kastet op i luften, skal han gribe hende. Hvis et barn falder, skal han redde det. Eller Superman! En bygning falder sammen, mens han kæmper mod general Zod, og han må sørge for, at ingen kommer til skade, inden han genoptager kampen.

Her gengivet på skrift virker det lidt infantilt. Men det giver mening. Hvis man skal støtte Israel og Israels ret til at eksistere, bliver landets regering og hær nødt til ikke at opføre sig som en flok sindssyge nazister. Der må være et mindstemål af betingelser, som skal kunne overholdes. En respekt for menneskerettigheder. Den israelske regering skal ikke have carte blanche til at kunne gøre hvad som helst. Det burde give sig selv. /Oliver Stilling