Den impotente hyperpolitiker

Computeren simulerer, at Kamala Harris vinder over Donald Trump ved præsidentvalget om 20 dage. Ifølge 538-modellen, som er udviklet af valgnørden Nate Silver, har den Demokratiske kvinde lige nu en kneben sandsynlighed på 54 pct. for at opnå de afgørende 270 valgmænd, som er nødvendige for at blive USA’s næste præsident.

Ud af 1.000 computersimulationer, hvor valget gennemspilles, ja, som et storpolitisk magtspil, står 59-årige Kamala Harris til at vinde i 542 af tilfældene, mens 78-årige Donald Trump sejrer i 455 af simulationerne. Reelt er der således tale om en omgang plat eller krone, og usikkerhedsmargenen i beregningerne er så stor, at ingen kan udelukke – hvor virtuelt det end måtte lyde – at Donald Trump er hastigt på vej tilbage mod Det Hvide Hus.

Computer-algoritmen kan imidlertid ikke forudsige, hvad det vil betyde, altså helt reelt og materielt, hvis – når – den tidligere kaospræsident atter bliver øverstkommanderende for verdens største militær, og hvordan verden kan risikere at vågne til en ny, uforudsigelig og måske chokerende epoke om blot 500 timer.

Mindst tre vidt forskellige politiske epoker kan nemlig blive de mulige udfald af det amerikanske præsidentvalg 5. november. Og vel at mærke udfald, der vil ramme resten af verden med øjeblikkelig kraft.

Præsidentvalget i USA tegner til at blive et skelsættende opgør mellem fundamentalt forskellige måder at føre politik på, og dermed også et kæmpe eksperiment med demokratiet som styreform, udspillet i realtid.

Umiddelbart står duellen mellem to efterhånden velkendte former for politik, som har præget de seneste årtier: Kamala Harris repræsenterer et forsøg på at genopføre den såkaldte ‘postpolitik’, som dominerede tilbage i 1990’erne og begyndelsen af det nye årtusinde, mens Donald Trump modsat inkarnerer den såkaldte ‘antipolitik’, som for alvor brød igennem ved finanskrisen.

Derudover lurer et nyere og tredje fænomen, ‘hyperpolitik’, som den unge belgiske politolog Anton Jäger har beskrevet i sin nye bog, som netop er udkommet på dansk med titlen Hyperpolitik. Det sidste udfald er måske slet ikke det værste? Men mere om det til sidst, for først de to første former for politik, som stikker i hver sin retning.

Postpolitik vs. antipolitik

Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris er ikke ideologisk, og hun har meget få mærkesager, som hun ikke har ændret eller løbende justeret efter omstændighederne. Hun er først og fremmest pragmatisk og dernæst opportunistisk, og minder derved om de fleste af de etablerede magtpolitikere, som har regeret i de vestlige lande siden Berlinmurens fald.

Hun tilhører en generation, som er for ung til at have været en del af den kolde krig, og som er alt for gammel til at være blevet rigtigt vækket af tidens værdikampe. En mellemgeneration, som gerne vil magten, men sjældent har meget at bruge den til. Der går således en lige linje fra f.eks. Storbritanniens premierminister Tony Blair, som omdøbte sit socialdemokratiske parti til New Labour og slog ind på den ‘tredje vej’, og frem til Kamala Harris.

Opløsningen af forskellene mellem højre og venstre er blevet kaldt meget, men den bedste beskrivelse af begrebet er ‘postpolitik’, fordi man hermed indfanger den zeitgeist af glædesløs sejrssikkerhed, som i høj grad har præget Harris-generationen. Og som blev indkapslet i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas profeti om, at historien skulle være slut, og at markedsdemokratiet havde vundet.

Postpolitikerne er aldrig vrede eller indignerede, og Kamala Harris’ bedste tilbud til vælgerne er da også, at butikken kan køre videre uden for meget uro, amatørisme og tumult. Som postpolitikere før hende spiller hun mest på at være professionel, tjekket og kompetent. Harris ønsker at videreføre verden, som vi kender den. Forudsigeligt og kontrolleret.

Men for de mange vælgere, der oplever, at hverdagen skrider, som frygter for fremtiden, og som derfor ikke længere fristes af tanken om status quo, har den anden form for politik vundet gennemslag: Antipolitikken, som grundlæggende kan beskrives som en folkelig protest mod postpolitikernes elitære pragmatisme, er hvirvlet gennem vælgerhavene i Vesten.

Med oprørsledere som franske Marine Le Pen, britiske Nigel Farage og mest ikonisk amerikanske Donald Trump har en ny strømning af populister sagt fra over for etablissementet og på spektakulær vis lagt afstand til det bestående system. Deres forførende salgstrick er at tilbyde, at alt vendes på hovedet – og da mange vælgere har mistet tilliden til postpolitikerne og heller ikke tænker, at det kan blive meget værre, har antipolitikerne kunnet mobilisere millioner af vælgere. Hvis du er i tvivl, så bare sig nej.

Hyperpolitikkens æra

Den antipolitiske protestbølge toppede i sommeren 2016, hvor et flertal af de britiske vælgere først stemte for Brexit, og Donald Trump dernæst blev valgt som USA’s præsident. Dengang for otte år siden stod fuckfingeren til systemet rank og stolt. Men festen varede ikke ved.

I praksis viste det sig noget vanskeligere for Storbritannien at vikle sig ud af samarbejdet med EU-landene, og den økonomiske nedtur satte hurtigt ind. Som skæbnens ironi ramte den voksende arbejdsløshed og mistrøstighed hårdest i de egne af Storbritannien, hvor flest havde stemt for Brexit. Og i USA havde Donald Trump mere end svært ved at føre sine paroler ud i livet.

Ligeså populære antipolitikerne kunne siges at være, lige så inkompetente fremstod de som faktiske forvaltere. I sin tid i Det Hvide Hus formåede Trump ofte at gejle en hidsig stemning op og sætte sindene i kog, men han udviste hverken tålmodighed eller fokus nok til at følge udbruddene til dørs, og derfor fusede det meste ud som bragesnak.

I virkelighedens realpolitiske verden viste Donald Trump sig – i første omgang – knap så skræmmende. Han evnede kun sjældent at få ord til at blive til handling. Og i så henseende kan han siges at tilhøre den tredje kategori, hyperpolitikeren.

Forfatteren Anton Jäger forklarer, at tidens hyperpolitik adskiller sig fra både postpolitik og antipolitik ved hverken at være indifferent eller systemkritisk, men derimod ekstremt flygtig:

“Den nemmeste måde at forklare det på er: politisering uden institutionalisering,” forklarer Anton Jäger i podcasten ‘Langsomme samtaler’: “Hyperpolitik er et udtryk for, at verden er blevet både mere ensom og mere ophidset. Folk er vredere, men de er også mere forvirrede.”

Pludselig skummer en intens frustration op – over f.eks. klimaødelæggelser eller Gaza – og før nogen har set sig om, er engagementet forsvundet og flyttet videre til en ny enkeltsag. Politisk engagement er blevet forvandlet til raseriudbrud, som forsvinder lige så hurtigt, som de opstår.

Ophidselsen når aldrig at forankre sig i konkrete planer, som omsættes i handling, der rykker noget reelt, og på syret vis er det måske her, det største håb ligger gemt i de forestående præsidentvalg i Amerika: Måske vil en genvalgt præsident Trump atter vise sig ude af stand til at gennemføre den paladsrevolution, som han nu flere gange har lovet vælgerne? Eller har hans håndgangne mænd faktisk lært af fiaskoerne, og nu forberedt sig langt bedre på at kunne gennemføre et egentligt statskup?

De kommende godt 28.000 minutter vil afgøre, om verden vil vågne til den gode, den onde eller den grusomme: til status quo-postpolitikeren Kamala Harris, den impotente hyperpolitiker The Donald eller den antipolitiske samfundsomstyrter Trump. /Lars Trier Mogensen