Håb og bagage

Drister man sig ind på TV 2’s hjemmeside, kan man finde et redaktionelt misfoster, som hedder ‘Håbefulde nyheder‘. Håbefulde nyheder er den hat, som nyhedsstationens redaktører og redaktionschefer påklistrer nyheder, der ikke nødvendigvis har den store samfundsmæssige relevans, men som de tænker (eller håber) kan skabe kortvarig glæde ude omkring i de danske hjem.

‘Ny dansk opfindelse kan forlænge dit liv, mener eksperter,’ hedder en overskrift. ‘Den sjældne og truede hasselmus lever stadig i Jylland,’ hedder en anden. Overskrifterne fortsætter: ’64-årig gjorde noget, som ‘nærmest aldrig’ sker’; ‘Rift om p-pladser gav smart idé til lommepenge’; ‘Yoga kan øge trivslen blandt elever, mener friskole; ‘Kørestolsbruger måtte spise alene på Molslinjen, men så råbte han op og løste problemet’.

Hvad kan man bruge det til? Tja, først og fremmest giver det et indblik i TV 2’s mellemredaktørers måde at tænke og eksekvere på. Den håbefulde nyhed om den nye opfindelse, der kan redde liv, er fx i bund og grund ret kedelig, fordi det ikke engang er sikkert, at den kan det, da det jo bare er noget, som nogle eksperter mener. Derfor er sætningen spicet op med pronomenet “dit” foran liv. Nu kom det tæt på, hva’? Historien om kørestolsbrugeren på færgen har det hele. Den handler om ensomhed, om livet med funktionsnedsættelse, om diskrimination. Men de temaer kvalificerer i sig selv ikke nyheden til at være håbefuld. Så heldigvis har den omtalte kørestolsbruger selv udvist agens og handlekraft: Han “råbte op” og “løste problemet”. Nu er det også en historie om den ensomme helt.

Det store problem her er, at TV 2 ikke kan skelne mellem håb og sentimentalitet. ‘Håbefulde nyheder’ bliver en skraldespand for lort, mellemlederne ikke ved, hvad de skal stille op med. Det må op og vende med en powerpoint på det næste efteruddannelsesseminar. Den eneste rigtig håbefulde nyhed derinde er, at ’81-årig enke fik livmoder tilbage, da hun hørte særlig sang’. Lige indtil det går op for en, at der ikke står “livmoder”, men “livsmodet”.

Paven eller Michael Strunge

Meget apropos er pave Frans på vej med en selvbiografi. Bogen hedder Håb. Den hellige fader har arbejdet på den i fem år, og det er angiveligt de første erindringer udgivet af en levende, “siddende pave”. Paven ville have, at bogen skulle udkomme efter hans død, men så skiftede han mening, fordi han siger, at næste år er Håbets år, og nu udkommer den på rapperen LL Cool J’s fødselsdag d. 14. januar, hvilket dog er en tilfældighed. Paven er 87 og skranter lidt, men mon ikke han er både siddende og levende på udgivelsesdagen.

I pressemeddelelsen fra forlaget Random House citeres Frans for nogle betragtninger om selvbiografiens væsen. Sådan en indeholder ifølge ham “ikke vores egen private historie, men snarere den bagage, vi bærer med os”. Han fortsætter kryptisk: “Og hukommelse er ikke kun det, vi husker, men hvad der omgiver os. Den taler ikke kun om, hvad der har været, men om, hvad der vil komme. Det føles som i går, og alligevel er det i morgen. Alt er født til at blomstre i et evigt forår. I sidste ende vil vi kun sige: ‘Jeg husker ikke noget, hvori Du ikke er’.”

Paveligt sludder kunne man kalde det, men der er også noget opløftende over den slags. Kunne “Det føles som i går / og alligevel er det i morgen” med den surrealistiske og drømmende logik ikke være en strofe i et digt af Michael Strunge?

I den seneste udgave af London Review of Books er der en artikel om en flok reservister i den israelske hær IDF, som nægter at fortsætte deres arbejde i Gaza. Den er virkelig værd at læse. Det starter godt. Reservisterne vil gerne hjælpe i krigen mod Hamas efter angrebet på Israel d. 7. oktober. Reservisternes deling er til at begynde med en passiv overvågningsenhed, men så tager fanden ved nogle mellemledere i hæren. Og så sætter reservisterne foden ned. Der kan man tale om håb. /Oliver Stilling