Nyhedsanalysen
Wilhjelm på green'en
Preben Wilhjelm, politisk tænker og medstifter af både Socialistisk Folkeparti i 1958 og Venstresocialisterne i 1967, er blevet 89 og spiller seniorgolf uden for Stege på Møn. På green’en har de en regel om ikke at tale om politik. Men en dag spurgte en ældre revisor Wilhjelm, hvordan Mogens Glistrup var. “Jeg sagde, at Mogens Glistrup, som jeg sad sammen med i Folketingets skatteudvalg, mens hans skattesag var for retten, var det mærkeligste menneske, jeg nogen sinde har mødt.” Wilhjelm husker ham også som både “enestående hjælpsom” og “meget Trump-agtig”. Bare en detalje fra et ganske underholdende interview i Information af journalist Ulrik Dahlin.