Endnu værre end Skat

Sammenbruddet i landbrugskontrollen er en tragisk genopførelse af det tidligere kollaps i skattevæsenet, blot med den forskel, at den helt ukontrollerbare ødelæggelse af Danmarks natur risikerer at løbe op i en endnu større regning til borgerne.

På samme måde som eksperimenterne med Skat tilbage i 00’erne resulterede i, at myndighederne pludselig ikke længere evnede at inddrive gæld og restancer – simpelthen fordi personalet først blev afskediget og dernæst erstattet af dysfunktionelle computerprogrammer – er det netop blevet kortlagt, hvordan også Fødevareministeriets tilsyn er eroderet væk.

Statsrevisorerne “kritiserer skarpt”, at myndighederne ikke har tjekket, om landbruget har levet op til de krav for kvælstofudledning, som agroindustrien tilmed selv har været med til at definere. Vildt nok er det således frivillige aftaler, som reelt ikke er blevet kontrolleret effektivt:

“Fødevareministeriets kontrol med gødning og Fødevareministeriets og Miljøministeriets opfølgning på mål for kvælstofreduktionerne er mangelfuld og utilstrækkelig,” hedder det i statsrevisorernes seneste beretning: “Konsekvensen er, at der er risiko for, at et overforbrug af kvælstof ikke bliver opdaget, og at det er uigennemsigtigt, om kvælstofreduktionerne, der skal forbedre vandmiljøet og modvirke iltsvind, opnås.”

Den kontante konklusion fra statsrevisorerne, som altså her mandag offentliggjorde beretningen ‘Tilsyn med landbrugets udledning af kvælstof fra gødning’, kan nok ikke siges at være egentlig overraskende, da konsekvenserne jo allerede mærkes ude i de døde fjorde og gispende farvande. Alligevel er det alarmerende, at Folketingets egne vagthunde nu konstaterer sort på hvidt, at landbruget har haft carte blanche til at sprede gødning og dermed frit forårsage iltsvind og naturødelæggelser i milliardklassen.

Tankevækkende nok er det de samme typer af systemfejl, som i sin tid gjorde sammenbruddet i Skat muligt, og som nu har åbnet ladeporten for kollapset i landbrugskontrollen: Begge dele er sket som en direkte følge af et politisk ønske – hovedsageligt drevet frem af Venstre – om at mindske bureaukratiet og give erhvervslivet friere tøjler.

Tragikomisk fiasko

Opløsningen er på ingen måde sket tilfældigt. Svækkelsen af myndighedskontrollen er tværtimod sket bevidst og målrettet.
Tilbage i 00’erne gjorde Venstre en dyd ud af nedskæringerne i Skat. Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, som ja, i dag er blevet partiformand, udtalte stolt i 2010 i tv-programmet Debatten, at de massive afskedigelser ligefrem var en ideologisk triumf:

“Da Skatteministeriet startede i den form, det har nu, da man overtog ansatte fra kommunerne, der var der over 10.000 ansatte. I løbet af få år var vi nede på at have omkring 7.500 ansatte, så det viser jo faktisk, at det kan lade sig gøre at effektivisere og samtidig opkræve skat.”

Siden hen måtte selv Venstre erkende, at eksperimentet med at fjerne mennesker fra kontrollen, for i stedet at basere sig på ufuldstændige algoritmer, løb fuldstændig løbsk, og at det således netop ikke lod sig gøre både at “effektivisere og samtidig opkræve skat”. For skatteopkrævningen gik i stå, og gælden til det offentlige eksploderede.

Aldrig har en politisk motiveret sparerunde været så kortsigtet, og kostet samfundet så dyrt som den hovedløse rundbarbering, som skattevæsenet blev udsat for i denne forfaldsperiode, hvor først Kristian Jensen (V) og dernæst Troels Lund Poulsen var skatteministre. For i årene derefter brød endnu flere dele af skattekontrollen sammen, og eftervirkningerne mærkes stadig i form af bl.a. mærkværdige ejendomsvurderinger og tabte milliardindtægter fra moms- og afgiftssvindel.

Umiddelbart kunne man tro, at fiaskoen med Skat efterhånden ville have skabt lidt politisk refleksion, hvis ikke ligefrem fået Venstre-toppen til at besinde sig på lignende eksperimenter i fremtiden. Men nej, for de seneste afsløringer af Fødevareministeriets manglende kontrol med kvælstofudledningerne viser, at shitshowet faktisk har fået lov til at fortsætte: Den samme giftige cocktail af ideologisk forblændelse og korrumpering fra stærke lobbyorganisationer har fået Venstre til at prøve en tur mere i kaos-karrusellen.
Selvom alarmlamperne fra nedbrydningen af skattevæsenet oplagt bliver ved med at blinke og hyle, gentager historien sig på tragikomisk vis.

Ultimativ dummebøde

Flertallet på Christiansborg har ladet sig overbevise om, at landbruget bør udsættes for færre og færre kontroller, og at myndighederne i stigende grad kun skal gøre brug af data – som landmændene vel at mærke selv skal opgive, altså selvangive, uden stor risiko for at blive eftertjekket.

Så sent som for få måneder siden indgik SVM-regeringen fx en ny fødevare- og veterinæraftale, hvor samtlige af Folketingets partier blev enige om at reducere kravene til landbrugskontrol.

Under en parole om, at “det skal være nemmere at drive fødevarevirksomhed i Danmark”, er det blevet politisk mainstream at ville fjerne bureaukrati, skære fedt fra og udnytte digitaliseringens fagre nye verden. Og derfor er det ret beset ikke længere kun partiet Venstre, som har ansvaret for den udhuling, der er sket af landbrugskontrollen, og som har ført til massivt iltsvind i det indre døde hav i Danmark.

Omkostningerne ved naturens forfald er vanskelige at opgøre præcist, dels da den samlede pris for at genoprette livet i vandet ikke tilnærmelsesvist kendes endnu, og dels fordi udryddelsen af fisk, fugle og truede planter heller ikke meningsfuldt kan opgøres alene i kroner og øre. Dummebøden for den manglende landbrugskontrol er kort sagt ubegribelig. Men enorm, ubegribelig stor.

Bedste mands bedste bud kommer fra professor i økonomi på Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, som også er tidligere overvismand og formand for Klimarådet. Ved hjælp af gængse regnemetoder har han forsøgt at udregne de samfundsøkonomiske omkostninger ved vores nuværende naturødelæggelser. Han og de andre talknusere er kommet frem til et svimlende beløb på 250 mia. kr. – årligt – i negativ samfundsøkonomisk effekt som følge af forurening, klimaudledning og skader på dansk natur.

En væsentlig del af disse milliardskader er forårsaget af kvælstofudledning, og en udslagsgivende andel heraf skyldes manglende kontrol med landmændene. Derfor er den destruktive bundlinje, at Fødevareministeriets svigt reelt har været endnu dyrere end krakket i Skat. Det er svært at få øje på et dummere lavpunkt i den nye Danmarkshistorie. /Lars Trier Mogensen