Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix
Et midaldrende medlem af Føljetons redaktion har en nær slægtning, som engang i 1970’erne gav en ven en blodtud på en bodega i København. Detaljerne fortoner sig i værtshuståger, men det, der står tilbage, er en udmærket anekdote: Vennen havde brugt noget særligt brevpapir med et særligt brevhoved tilhørende slægtningen til sin egen private korrespondance. Det lyder måske ikke af meget, men da slægtningen bad vennen om straks at indstille denne praksis, kaldte vennen ham for fascist. “Det siger du ikke en gang til,” svarede slægtningen. Det gjorde vennen selvfølgelig, og det skulle han ikke have gjort, for i næste øjeblik lynede en lige højre, og bang! – mand møder gulv.
Måske af samme grund brændte ordet “fascist” sig fast i Føljeton-medarbejderens barnesind som noget af det værste, man overhovedet kunne være. Skældsordet over alle skældsord. The skældsord to end alle skældsord. Langt værre end det ellers grove “svin” eller det mere løstsiddende “røvhul”.
Der gik ikke lang tid, fra Donald Trump modtog Det Republikanske Partis nominering som præsidentkandidat i 2016, før årvågne amerikanske politiske iagttagere og intellektuelle på venstrefløjen begyndte at knytte begrebet fascisme til ham. En af de første var The New York Times’ mangeårige litteraturanmelder Michiko Kakutani, som dog uden at nævne Trump ved navn eller f-ordet bragte ideen på banen, da hun kort før præsidentvalget samme år anmeldte første del af den tyske historiker Volker Ullrichs tobindsværk om Adolf Hitler, som netop var udkommet på engelsk. Følgende passage fra hendes anmeldelse kunne jo lige så godt have handlet om Trump: “Hitler blev ofte beskrevet som en egoist, som ‘kun elskede sig selv’ – en narcissist med smag for selvdramatisering og det, som Mr. Ullrich kalder en ‘karakteristisk glæde ved superlativer’.”
Kulturmagasinet The New Yorker har gennem de seneste otte-ni år skrevet en hel del om Trump og fascisme, og man fornemmer udviklingen, når man læser overskrifterne. I december 2015 trykte magasinet en kommentar, der hed ‘Donald Trump er ikke fascist; han er en medieliderlig ignorant’. November 2016: ‘En fascismeforsker genkender en del ved Donald Trump’. September 2022: ‘At kalde Trump f-ordet’. November 2023: ‘Trumps fascistiske retorik understreger blot, hvad der er på spil i 2024’.
Onsdag aften medvirkede Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris i en udsendelse på tv-stationen CNN. Hun nævnte, at John Kelly, der fra 2017 til 2019 var Donald Trumps stabschef i Det Hvide Hus, har udtalt, at han mener, at Trump opfylder alle kriterier for at være fascist. Da værten Anderson Cooper spørger Harris direkte, om hun opfatter Donald Trump som fascist, svarer hun “ja, jeg gør”. Nu hvor valget nærmer sig, skærpes retorikken i den demokratiske lejr. Trump er ikke længere bare ”mærkelig”, han er løgner, han er farlig, han er vanvittig, han er fascist.
Samme dag, altså onsdag, bragte The New York Times et stort portræt af den 92-årige historiker Robert Paxton. Hvis nogen ved noget om fascisme, så er det ham. I 1972 udkom hans hovedværk, en bog om Frankrigs Vichy-regering, der samarbejdede med Hitler og Nazityskland i årene 1940-44, og om de samfundsmæssige mekanismer, der førte til, at det overhovedet skete.
Paxton er af samme årsag forsigtig med at bruge mærkaten fascisme ved det mindste tegn, der peger i den retning. Han ville næppe have kvitteret med en blodtud eller et blåt øje, hvis nogen havde kaldt ham fascist på et værtshus i 70’erne (eller ville han?). Det var først efter stormen på Kongresbygningen i Washington, D.C. den 6. januar 2021, at han brugte ordet om Trump i en klumme i Newsweek med den sigende overskrift: ‘Jeg har tøvet med at kalde Trump fascist. Indtil nu’.
I artiklen i The New York Times spørger journalisten Paxton, om han står ved betegnelsen. Han svarer, at han ikke mener, at det er politisk befordrende at bruge ordet, men bekræfter: “Det bobler op nedefra på meget bekymrende vis, og det minder meget om den oprindelige fascisme,” siger han. “Det er the real thing. Det er det virkelig.”
Tanken om Donald Trump som præsident er bekymrende nok. Den amerikanske forfatning vil komme under hårdt pres. Han vil være omgivet af ja-sigere og indsætte tro væbnere på alle vigtige poster. Han vil bakke ud af klimaaftaler, og milliardærer og oligarker, der har postet penge i hans præsidentkampagne, vil blive belønnet med jobs og magt. Der er en vis risiko for, at politiske modstandere vil blive skaffet af vejen på den ene eller den anden måde. Osv.a
Men noget af det uhyggelige ved det hele er, at det kommer nedefra. Trump er bare narcissisten, der kapitaliserer på nogle strømninger – ligesom Hitler i Tyskland og Mussolini i Italien var det. Noget er helt galt i det amerikanske samfund, noget der skulle have været taget hånd om for årtier siden. Trumpismen “kommer nedefra som et massefænomen, og dets ledere må løbe hurtigt for at holde trit med den,” siger Paxton. “Det, man burde studere, er det miljø, det er vokset ud af.” For at fascisme kan få rod skal der “være en åbning i det politiske system, hvor de traditionelle partier har mistet fodfæste.”
Det er desværre ikke bare i USA, vi ser det. Fascismen ligger og lurer overalt. I modsætning til en lige højre kommer den snigende. /Oliver Stilling