Minkavlerformand Tage Pedersen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det sværeste ved at skrive dagens ledertekst i Føljeton er på stående fod at afgøre, hvem der er den største forbryder i den her sag. Det skorter ikke på skurke. Er det minkavlernes formand Tage Pedersen? Er det landets socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen? Er det partiet Venstre, danmarkshistoriens nok mest ødelæggende parti? Er det Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen? Er det pressen?
I foråret leverede mediet Zetland en række fremragende artikler om, hvordan statens erstatning til landets minkavlere for coronanedlukningen af deres – lad os være ærlige – klamme, dyremishandlende erhverv var løbet op i svimlende 30 mia. kr. Det var ligesom bare sket. Zetlands veldokumenterede artikler blev i første omgang i det store hele ignoreret af andre, større medier. Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, DR, TV 2 osv. – det var, som om historien var så stor, at de håbede, at den forsvandt, hvis bare de tiede den ihjel. Hvorfor? Måske fordi det var pinligt, at det ikke var dem, der havde den, og måske var de pågældende mediers ansvarshavende redaktører og redaktionschefer mentalt videre. Det var middelmådigt og provinsielt. Meget lidt ‘den fjerde statsmagt’-agtigt.
I dag, mandag, er Zetland på banen med en ny serie afsløringer i sagen, og det er artige sager, virkelig artige sager. Zetlands journalister har for det første talt med 20 kilder – topembedsfolk, folketingspolitikere og kilder omkring den daværende regering. For det andet har de fået adgang “til flere tusind sider, der fortæller, hvordan aftalen blev til”. Det drejer sig om bl.a. aftaleudkast og interne regeringsdokumenter. For det tredje har de fået adgang til en række centrale sms’er, der i sin tid blev indsamlet af Minkkommissionen. Det er velkendt, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen nåede at slette den korrespondance af beskeder, som de havde liggende på deres telefoner, så der er tale om andre centrale aktørers sms’er.
En af sms’erne er afsendt den 13. november 2020 fra Tage Pedersen til Mette Frederiksen og Henrik Studsgaard, der på daværende tidspunkt var departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet. Beskeden slutter med, hvad Zetland kalder “et letforståeligt krav efterfulgt af en trussel”: “Kære Statsminister og Departementschef – ikke flere breve fra FVST (Fødevarestyrelsen, red.) til mine medlemmer, hvis de alle skal overleve. Vil I kommunikere direkte til medlemmerne, eller skal jeg gøre det gennem TV 2 News senere i aften. Forventer hurtigt svar.”
Her er det værd at nævne, at Tage Pedersens egen minkvirksomhed, som han havde overtaget fra sin far, året forinden havde haft et tocifret millionunderskud og var lukningstruet. Men som Zetland skriver: “Spørgsmålet var, om virusset ville ruinere ham og hans kolleger, eller om det ville være en redning ud af en branche i dyb krise.”
Vi ved ikke, hvordan Mette Frederiksen reagerer ved synet af Tage Pedersens besked. Under alle omstændigheder modtager Henrik Studsgaard 16 minutter senere en sms fra Barbara Bertelsen: “Vi har ikke råd til mere koks. Og I er nødt til at interessenthåndtere helt anderledes prof. Man kan jo ikke koldsende den slags breve til de stakkels mennesker, som i forvejen er ladt helt i stikken,” skrev hun. Og videre: “I må da sikre max ordentlig personlig inddragelse og dialog undervejs. Basal empati og psykologi lige nu.”
Snakken om empati og psykologisk indlevelse lyder ganske sympatisk, men Bertelsen havde nok mere på sinde end bare de stakkels minkavleres mentale habitus: regeringens – og sin egen – røv. Med til historien hører som bekendt, at beslutningen om nedlukningen af minkerhvervet blev truffet i panik af den destruktive duo Frederiksen/Bertelsen og derefter eksekveret uden gyldig lovhjemmel.
Og nu er vi inde ved humlen i Zetlands historie. Frederiksen og Bertelsen finder angiveligt først ud af, at de har handlet uden lovhjemmel fire dage senere. For at den ulovlige ordre kan gøres lovlig, skal den hastebehandles, og det kræver opbakning fra tre fjerdedele af Folketinget. Her er Venstre ikke til at komme udenom. “Men,” skriver Zetland, Venstres “gruppeformand Karsten Lauritzen ville kun støtte hasteloven, hvis regeringen gav en indrømmelse i forhold til fuld erstatning ved ekspropriation, skrev Statsministeriet i et internt dokument. Ekspropriation betyder kort sagt, at Venstre ville give minkavlerne lige så meget i erstatning, som deres farme var værd, hvis de blev solgt på det frie marked”. Karsten Lauritzen – vi føjer ham til listen.
Summa summarum: Den socialdemokratiske regering stod meget dårligt i de efterfølgende forhandlinger. Hvis ikke den viste ekstrem medgørlighed, kunne det være enden på den – og Mette Frederiksen som statsminister. En anonym kilde i Venstre udtaler: “Hold kæft, hvor var regeringen dårlige til at forhandle.” En af regeringens forhandlere var Rasmus Prehn, som havde overtaget jobbet som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri efter partifællen Mogens Jensen. Prehn havde dengang ret meget den samme rolle som Jeppe Bruus, der p.t. er minister for grøn trepart, har haft de seneste år: En grundlæggende ubetydelig mand, en lille socialdemokrat, der går ind med teknokratkasket og hjernen slået fra og løser moralsk svære opgaver for sin store leder, Mette Frederiksen. Men nu siger Prehn til Zetland, at han på bagkant har gjort sig nogle tanker: “Jeg har i hvert fald haft en refleksion, at jeg måske skulle have sagt fra. Men det virkede ikke realistisk på det tidspunkt. Vi skulle have lukket en aftale.”
Det blev en dyr omgang. Men ingen kvaler: Skatteyderne betaler. /Oliver Stilling