Er samtiden en ideologisk labyrint?

Hvad vil det sige at have en ideologi? Mange moderne mennesker forbinder det tilsyneladende med at være forblændet eller forudindtaget. Fx har den canadiske psykologiprofessor og konservative debattør Jordan Peterson for nylig etableret et nyt akademi – eller hvad man nu skal kalde det – som vil lave uddannelse “blottet for ideologi.” Når man scroller ned ad dets hjemmeside, kan man dog læse, at uddannelsen samtidig beskriver sig selv som “pro-vestlig, pro-privat ejendom og pro-tradition.” Hvis du tænker, at noget må være gået galt her, har du ret.

Ifølge den amerikanske filosof Jason Blakely er Petersons påfund et godt eksempel på den ideologiske forvirring, der hersker i moderne samfund. I sin nye bog Lost in Ideology diagnosticerer han derfor samtiden som en ideologisk labyrint og forsøger at vise os en udvej.

Problemet er grundlæggende, at vi ikke forstår, hvad ideologi er. For konservative som Peterson er “ideologi” noget, der hjernevasker ungdommen og undergraver traditionelle værdier. For de progressive er “ideologi” omvendt noget, der fastlåser mennesker i undertrykkende hierarkier og forhindrer deres frigørelse. Hver side lader dog til at være enige om, at de selv kan undslippe ideologiens jerngreb og nå frem til sandheden om vores samfund, og hvordan vi bør indrette det.

Men idéen om at vi kan undslippe ideologi er en illusion, mener Blakely. En persons definition af ideologi er som regel et produkt af den ideologiske tradition, de bevidst eller ubevidst tilslutter sig. Som han malerisk skriver: “Ideologi er en slange, der sluger sin egen hale. Det er en idé, der fortærer sig selv. Faktisk er det, som mange mennesker opfatter som den indlysende definition af ideologi, ikke andet end endnu en blomst, der vokser i deres ideologiske have.”

Ifølge Blakely skal ideologier ikke forstås som noget entydigt negativt, men derimod som en uundgåelig og allestedsnærværende del af vores sociale virkelighed. Den erkendelse kan ifølge forfatteren bringe os et skridt tættere på at tackle den stigende politiske polarisering, der præger moderne samfund.

Ideologi defineret

Så hvad er ideologier for nogle størrelser? Kort fortalt forstår Blakely ideologier som meningsskabende fortællinger. Ideologier har den positive funktion, at de skaber mening gennem “etisk magnetiske visioner.” De præsenterer os for idéer om det gode liv og fortæller os, hvilke kampe i livet der er værd at kæmpe. Ligesom man i et fremmed land ville fare vild uden et landkort, ville vi mennesker være eksistentielt og socialt vildfarne i den moderne verden uden ideologiernes vejledende visioner.

Vi risikerer imidlertid også at fare vild inden i ideologierne. Vildfarelsen opstår, når vi forveksler vores ideologiske landkort med landskabet, de repræsenterer. Når vi ikke forstår vores ideologier som kulturelt konstruerede fortællinger, men som en beskrivelse af, hvordan verden i virkeligheden er. Når vi tror, at det kun er fornuftens begrænsninger, der forhindrer vores politiske modstandere i at acceptere vores ideologiske verdensbillede.

Ifølge Blakely er samtiden plaget af denne vildfarelse. Det politiske landskab bliver i stigende grad en fragmenteret virkelighed, hvor forskellige politiske stemmer anklager deres modstanderes fortællinger for at være irrationelle eller demonstrativt falske. Synet på andres ideologier som forfejlede teorier får den offentlige samtale til at bryde sammen. Når vi diskuterer politik, bruger vi de samme ord som frihed, lighed og demokrati, men vi tillægger dem forskellig betydning alt efter hvilket landkort vi navigerer med. På den måde mister vi evnen til at forstå mange af vores venner, naboer og familiemedlemmer, fordi vi taler forskellige ideologiske sprog.

I sin analyse af tidens ideologiske fragmentering er det tydeligt, at Blakely skriver fra et amerikansk udgangspunkt. Han deklarerer selv, at analysen tager udgangspunkt i den politiske kultur i USA, men skriver samtidig: “Mit håb er dog at bevæge mig mod en mere global vision.” I den forbindelse kan man sætte spørgsmålstegn ved, om den ideologiske polarisering, han karakteriserer, i lige så høj grad gør sig gældende i Danmark og resten af Europa.

Undersøgelser peger på, at den ideologiske polarisering blandt unge mennesker er en stigende tendens over hele verden. Andre analyser viser dog, at der blandt danskere er en stærkere konsensus i befolkningen omkring demokratiske normer. Vores modvilje mod politiske modstandere er også mindre hidsig end i USA. Under alle omstændigheder kan Blakelys analyse læses som en skarp dissekering af amerikansk politisk kultur og tjene som en advarselslampe for os på den anden side af Atlanten.

Fordybelsens frelse 

Så hvordan kommer man ud af den ideologiske vildfarelse? Ifølge Blakely er første skridt at anerkende, at vi alle er formet af en bestemt ideologisk tradition. Dernæst må vi fordybe os i andres ideologier for at etablere en politisk samtale med et fælles sprog. Ligesom man må lære at tale tysk, hvis man vil forstå og tale med tyskere, må man lære at tale konservativt, hvis man vil forstå og tale med konservative.

Ved at blive flydende i andre ideologiske sprog kan vi rykke tættere på mere produktive politiske samtaler. Som Blakely skriver i konklusionen, er bogens formål “at give læserne mulighed for (om end kun for et øjeblik) at være mindre fanget af deres egen ideologi og forstå, hvorfor en andens ideologi kan være tiltrækkende”

Størstedelen af Lost in Ideology består af Blakelys eget hermeneutiske arbejde med at fordybe sig i de forskellige ideologiske traditioner. Liberalisme, konservatisme, socialisme og fascisme (og forskellige hybrider) behandler han alle i dybden, og bogen fungerer derfor også som et udmærket opslagsværk til de dominerende ideologier i amerikansk politisk tænkning. Særligt kapitlerne om fascisme og socialisme er berigende læsning.

Alligevel er det, som om fikseringen på de enkelte ideologiers historie gør bogens titel en anelse misvisende. Den fulde titel Lost in Ideology – Interpreting Modern Political Life skaber en forventning om, at værket beskæftiger sig med de ideologiske vilkår og politiske konflikter i nutiden, alt imens størstedelen af brødteksten handler om ideologiernes historie og dermed bevæger sig rundt i fortiden.

Et relativt stort problem

Bogen står dog også over for et mere filosofisk problem. Tanken om, at vi bør fordybe os i andre ideologiske universer, er på mange måder en beundringsværdig opfordring til at udvise humanistisk sympati over for mennesker, der tænker anderledes end os selv. Men spørgsmålet er, om denne sympati kan gå for langt?

Hvis ideologier ikke er teorier om verden, men meningsskabende fortællinger, har det vel også den problematiske konsekvens, at alle ideologier er lige gode. Som filosoffen Jesse Smith spørger i sin kritik af bogen: “Er denne villighed til at træde ind i den indre logik af ethvert ideologisk system ikke det samme som relativisme?”

Blakely er selv bevidst om problemet, som han kalder “relativismens spøgelse.” Han forsøger at afværge det ved at skelne tydeligt mellem de ideologier, der forstår sig selv som en historisk og kulturel konstruktion, og dem, der ikke gør. Sidstnævnte fejler: “En sand ideologi må kunne bekræfte og erkende sin egen kulturelle og historiske natur. Den skal kunne fortælle sin egen historie som et fortolknings- og verdensskabende projekt.”

Blakely kritiserer bl.a. Lockes liberalisme for at insistere på eksistensen af præ-ideologiske, naturgivne rettigheder. Forestillingen om hvidt overherredømme kritiserer han for at hævde, at raceforskelle mellem sorte og hvide er biologisk funderede. Begge ideologier dumper ifølge Blakely, fordi de betragter deres egne ideologiske konstruktioner som videnskabeligt observerbare sandheder. Men det svar er nu stadig utilstrækkeligt som en løsning på det relativistiske problem, der genopstår i nye klæder. Spørgsmålet bliver nu bare: Er alle ideologier, der er bevidste om sig selv som en kulturel konstruktion, så lige gode?

Uden objektive eller ikke-ideologiske kriterier til at afgøre ideologiske uenigheder står vi med et problematisk udgangspunkt for de politiske samtaler, som Blakely ønsker at forbedre. Parterne må anerkende, at de besidder hver deres ideologi, som skaber mening på hver deres måde – og de må tilsyneladende tage sig til takke med at være enige om at være uenige.

Situationen vækker minder om den franske filosof Lyotard og hans kritik af den postmoderne virkelighed, som er karakteriseret ved “meta-narrativernes død.” De store fortællinger om fremskridt er ifølge Lyotard passé, og tilbage står vi derfor med konkurrerende politiske narrativer, man kan vælge til eller fra alt efter ens subjektive præferencer. Det verdensbillede kan man naturligvis tilslutte sig, men det lader ikke til at have været intentionen for Blakely, der som sagt ville overkomme “relativismens spøgelse.”

Man kunne ønske sig, at bogen bearbejdede den problematik mere i dybden. Men det betyder langtfra, at man ikke bør læse den. Som introduktion til begrebet ideologi og som indføring i amerikansk politisk tænkning er Lost In Ideology både berigende og indsigtsfuld. Ligesom bogens argument vækker en række eksistentielle spørgsmål, der er værd at reflektere over i vores politisk turbulente tidsalder. /Claes Sørensen