Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix
Folk, som tidligt onsdag morgen, centraleuropæisk tid, vågnede til resultatet af det amerikanske præsidentvalg og resolut – og mere og mere febrilsk – begyndte at søge efter en eller anden form for opmuntring eller håbefuldt budskab på internettet, skulle ikke lede længe. Den amerikanske forfatter, historiker og aktivist Rebecca Solnit leverede varen på sin Facebook-profil kl. 8.20, som må have været midt om natten, hendes tid:
“De vil have, at du skal føle dig magtesløs og få lyst til at give op og lade dem trampe på alt, og det har du ikke tænkt dig at lade dem gøre. Du giver ikke op, og det gør jeg heller ikke. Det faktum, at vi ikke kan redde alt, betyder ikke, at vi ikke kan redde noget, og alt, hvad vi kan redde, er værd at redde. Du har muligvis brug for at sørge eller skrige eller tage fri, men lige meget hvad, så spiller du en rolle, og lige nu er gode venner og gode principper værd at samles om,” skrev hun.
Yes, fandme så! Her skulle man nok have sluppet Solnit og orienteret sig i en anden retning, for kl. 9.56 var hun på banen igen, men nu var tonen pludselig opgivende, fordi republikanernes kandidat lige havde vundet delstaten Nevada. “Jeg tror, det er forbi,” skrev Solnit. “Vi er ankommet til helvede.” Hun delte et diagram, der viste, at en Trump-sejr ville gøre en ende på ethvert håb om at holde klodens temperaturstigninger på under 1,5 grader, eftersom en klimafornægter i Det Hvide Hus, der skylder milliardærerne i gas- og olielobbyen en hel del tjenester, mildest talt er kontraproduktivt for den grønne omstilling.
Og sådan gik dagen op og ned, mest ned. Tanken om irreversible klimaforandringer og yderligere turbo på den sjette store masseuddøen og økosystemernes sammenbrud var deprimerende. Og selvfølgelig alt det andet. De onde lo, og de gode græd – det var stemningen. Begrebet doomscrolling havde fået et ekstra betydningslag.
Ved aftenstide dukkede Elise Joshi op i en lille video på sociale medier. Joshi er en amerikansk klima- og menneskerettighedsaktivist på 21 eller 22 år med 168.000 følgere på TikTok, og så er hun direktør for nonprofitorganisationen Gen-Z for Change. I en kort tekst beklagede hun sin “fremtoning, men jeg filmede det her kl. 01 efter at have grædt med @genzforchange-holdet”.
I videoen understreger Joshi, at Trump vandt så godt og grundigt over Kamala Harris, at man ikke kan give eventuelle kandidater fra andre partier (fx Jill Stein fra Det Grønne Parti) skylden for nederlaget. Joshi fortsætter: “Vi har et begrænset tidsrum til at bekæmpe klimaforandringerne, og jeg vil ikke bruge noget som helst af min energi på taktikker, som jeg ved ikke fungerer. Vi ønsker en stærk, mobiliseret venstrefløj, der faktisk har indflydelse og vinder, og vi skal skabe den nedefra og op – særligt under en Donald Trump-regering. Det er på tide, at vi handler, som om folkemord og klimakrisen (…) er så alvorlige sager, som vi siger, de er.”
Elise Joshi taler selvfølgelig ind i en amerikansk kontekst, men hendes opfordring til mobilisering og deltagelse og agens (for at bruge det lidt irriterende psykolog-ord) rammer globalt. Det er også energien i det. Energien er smittende. Først afmagt og sorg, så måske vrede – og så handling. Alle kan gøre en forskel. Med udfaldet af det amerikanske valg skal flere komme ind i kampen for en retfærdig verden. Privatpersoner, bedsteforældre, luftkaptajner, lodsejere, nyrige, adelen, reklamefolk, virksomhedsejere – alle kan gøre en forskel. Man behøver ikke engang være venstreorienteret! Men det hjælper nok at nære en sund skepsis over for kapitalismen eller i det mindste agtpågivenhed over for dens mekanismer.
Bernie Sanders, den 83-årige venstreorienterede demokratiske senator fra delstaten Vermont, var onsdag aften ude med en analyse af, hvad der gik galt for demokraternes valgkamp. Han har sagt det før, og det er åbenlyst: Det Demokratiske Parti har for længst “opgivet” folk fra arbejderklassen, der lever fra lønseddel til lønseddel, så arbejderklassen har gjort det eneste naturlige i den situation: Den har opgivet Det Demokratiske Parti og søgt hen, hvor nogen tilbyder et alternativ, måske endda vel vidende at manden er fascist, og at der er stærke, uhyggelige paralleller til Tyskland i 1930’erne.
Hvis man ikke kan lide, hvordan verden udvikler sig, må man komme i arbejdstøjet, gøre en forskel. Daniella Schmidt, en dansk “strategisk virksomhedsaktivist”, skriver i et godt lille opslag på LinkedIn, at når vores politikere ikke slår til, så må erhvervslivet komme på banen: “Er virksomhedsaktivisme potentielt demokratiets, bæredygtighedens og biodiversitetens nødvendige partner?” Og så giver hun lige Latour, Žižek og Rosa en tur i manegen: “Bruno Latour har påpeget, at vi må redefinere, hvad det betyder at høre til i verden, og tage ansvar for de konsekvenser, vi sætter i gang. Slavoj Žižek understreger, at ægte forandring kræver, at vi engagerer os i det komplekse netværk af handlinger og relationer, vi påvirker. Og Hartmut Rosa minder os om vigtigheden af resonans – en forbindelse til verden, der ikke kun er økonomisk, men dybt menneskelig og gensidig.”
Lad os smøge ærmerne op. Enhver handling gør en forskel. /Oliver Stilling