Stillbillede fra DR.
“Vi håber da, at regeringen lige vil tænke sig om en ekstra gang.” Hvem pokker ytrer sådan en håbe-håbe-sætning med den historik, vores regering har for hverken at lytte eller tænke en ekstra gang inden for stort set alle politikområder, man kan komme i tanker om? Men håbet er lysegrønt, og nogle gange er det det eneste, vi har at klamre os til.
Sætningen kommer fra Asta Sophie Wind, der er elevrådsformand på HHX, Campus Bornholm, og bag det lønlige håb, som hun giver udtryk for over for TV 2/Bornholm, ligger der noget endnu bedre: modstand. Modstand mod regeringens bebudede uddannelsesreform, som vil give landets gymnasier færre penge og stille større krav til eleverne, og som undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) selv har kaldt “det mest socialt retfærdige”, der er sket på uddannelsesområdet “i al den tid, jeg har beskæftiget mig med det”. Men ideerne bag, hvis man kan kalde dem ideer, er også blevet kritiseret sønder og sammen fra højre og venstre.
Derfor strejker mange elever i dag, mandag, på foranledning af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), og en betragtelig del af dem søger efter planen mod København for at demonstrere på slotspladsen foran Christiansborg fra kl. 13. Mindst 2.000 gymnasieelever ventes at deltage. Da det handler om finansloven for 2025, vil forringelserne kunne mærkes allerede fra 1. januar 2025, så der skal rykkes nu. Campus Bornholm vil miste 1,3 mio. kr. Eleverne strejker i det tidsrum, hvor de skulle have været i skole.
Silkeborg Gymnasium, som er landets største, står til at miste 8,1 mio. kr. Lærerfyringer er uundgåelige. Eleverne nægter at modtage undervisning. De har sat afspærringstape op foran hovedindgangen og har lavet bannere af lagener: ’Spar På Penge, Ik Viden. Vi Kæmper For FREMTIDEN’, står der på et, som DR’s udsendte ser 3.G’eren Matilde Thomsen lave. Som så ofte er netop fremtiden nøgleordet. “Det er ikke os, det går ud over,” udtaler Matilde Thomsen. “Det er alle dem, som kommer om nogle år, som vil mærke, at det ikke er det samme at gå i gymnasiet længere”.
Det at kere sig om, vise interesse for, tage vare på “dem, som kommer om nogle år”, er noget, som politikere har svært ved. Vi ser det med klimaet, vi ser det i forhandlingerne om den grønne trepart, og vi ser det på uddannelsesområdet, hvor der mangler fantasi eller bare evnen til at fornemme, hvad der er behov for lidt ude i fremtiden.
I oktober bragte Dagbladet Information en kronik af Frans Clemmesen, der er cheføkonom hos boligselskabet KAB og tidligere kontorchef i Videnskabsministeriet. Her beskriver han, hvordan to tidligere uddannelsesreformer fra henholdsvis 2013 og 2014 – aftalen om ‘et fagligt løft af folkeskolen‘ og en aftale om ‘Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser‘ – her ti år senere må konkluderes at være eklatante fiaskoer ud fra deres egne tre resultatmål.
Den tidligere kontorchef hæfter sig ved, at SVM-regeringen ikke har angivet nogen konkrete mål for den nye uddannelsesreform. “Der er således ingen konkrete succeskriterier, for eksempel i forhold til optag og frafald på den nye ungdomsuddannelse epx, som er så afgørende for 90-procentmålet eller for søgningen mod erhvervs- og velfærdsuddannelserne. Men uden mål kan man jo heller ikke mislykkes,” skriver Clemmesen.
Så vi har igen at gøre med en bragende succes, indtil den viser sig at være en dundrende fiasko. Landets gymnasieelever kan godt se ud over deres næsetip. Johanne Andersen, der er elev i 2.C på Aalborg City Gymnasium, udtrykker over for TV 2 Nordjylland bekymring over, at en sjettedel af eleverne ikke kan blive optaget, hvis gennemsnittet bliver hævet, fordi det vil “fremme uligheden i samfundet”. Så meget for Mattias Tesfayes sociale retfærdighed.
Og som Nicolai Thomas, der er elev i 1.X på samme gymnasium, siger: “Jamen, det vigtigste er jo, at vi i fremtiden også har et godt uddannelsessystem her i Danmark. At vi uddanner nogle folk til andet end bare erhvervsuddannelserne. Jeg synes, at det er vigtigt at sætte folk ud på erhvervsuddannelserne, men de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne op til dem, de er altså mindst lige så vigtige.”
På Hjørring Gymnasium er eleverne gået et skridt videre. De har spærret deres lærere inde. Det lyder grænseoverskridende, men tilbageholdelsen finder sted i gymnasielærerens safe space nummer 1: lærerværelset. Lærerne bliver lukket ud, når skoledagen er slut, og eleverne har sørget for, at der er masser af kage på lærerværelset. Det, der er grænseoverskridende her, står regeringen for. /Oliver Stilling