Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Det hele er lidt noget rod i de her dage, i de her måneder, i de her år. Man må udvikle mikrostrategier til at holde skruen i vandet. Fx lave små udrensninger. Her menes ikke ‘udrensninger‘, som de beskrives i Danmarks Nationalleksikon, dvs. en Stalin-agtig “fjernelse af personer inden for egne rækker, der menes at udgøre en trussel”. Nej, nej, lad despoterne, tyrannerne og de folkevalgte fascister om det. Vi taler udelukkende om små balsamiske handlinger i en mørk tid. Det kunne være at læse Marianne Larsens nye digtsamling På en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk; springe ud som naturist; eller lægge lidt mad ud til pindsvinet, som er udrydningstruet i Europa. Som pindsvineforskeren Sophie Lund Rasmussen for nylig formulerede det, så kan vi sådan set “godt undvære” pindsvinene: Men “spørgsmålet er bare, om vi vil være os selv det bekendt. Det er dyr, vi alle sammen værdsætter, og det er simpelthen så nuttet og mystisk med de der pigge.”
Man må skabe lyspunkter, så man kan holde sig oven vande. Rydde op i ragelse og skrammel. Et nemt sted at starte er i køkkenet. En artikel, som mediet FastCompany bragte i januar, er på mærkværdig vis blevet hvirvlet op igen på sociale medier. Den handler om, at megen sort plastic er noget toksisk lort, og at det sættes i forbindelse med kræft, neurologiske sygdomme og hormonforstyrrelser. Så tag den sorte plasticspatel eller spaghetti-drageren og smid dem ad helvede til. Investér i træredskaber. Eller byg dem selv. Benyt lejligheden til at gå over til en mere plantebaseret kost.
Vi beklager den lange indledning og de lidt overfladiske og anmassende køkkengrejsanbefalinger. Det var for at samle kræfter til at skrive om en nyhed fra klimaets verden, som på papiret er kedelig og irriterende: Tirsdag afgjorde en domstol i Nederlandene en appelsag til den multinationale fossilbrændstofvirksomhed Shells fordel. Den oprindelige dom, som blev afsagt i 2021, pålagde Shell at reducere sine globale drivhusgasudledninger med 45 pct. (i forhold til 2019-niveau) ved udgangen af 2030. Det var den første dom af sin slags i verden. Men appelretten kommer nu og siger, at Shell muligvis har et “særligt ansvar” for at få udledningerne ned, men at målet ikke kan indfries ved at pålægge virksomheden et specifikt juridisk mål.
Det var ellers utroligt opløftende, da den første dom blev afsagt ved en lavere nederlandsk domstol i 2021. Sagen var anlagt af græsrodsbevægelsen Milieudefensie og mere end 17.000 medsagsøgere. Og det er, som om der er sket et skred i disse ‘folket mod olieindustrien’-retssager. Der er muligheder, og ‘folket’ mister ikke modet på grund af et tilbageslag. Ifølge The Guardian udtalte direktøren for Milieudefensie, Donald Pols, at “det her gør ondt”, men han tilføjede straks: “Samtidig kan vi se, at den her sag har sikret, at store forurenere ikke er immune, og at den har givet næring til debatten om deres ansvar for at bekæmpe farlige klimaforandringer”.
Shells reaktion på appelrettens domsafsigelse minder lidt om den danske hjerneforsker Milena Penkowas “Yakety-yakety-yakety-yak. Frifundet – kan du stave til det?” i 2016. Men dommen stryger faktisk ikke Shell med hårene. Dels var der det førnævnte særlige ansvar, og dels blev en stor del af Shells grundlæggende argument skudt ned. Shell er stadig forpligtet til at nedbringe sine udledninger. Menneskerettigheder spiller en rolle for Shells forpligtelser. Og – som den nederlandske advokat Maurits Dolmans skriver på LinkedIn – “den manglende regulering kan ikke bruges som forsvar. Shell hævdede, at det er regeringer, der skal fastsætte klimapolitikker, ikke domstole, og at såfremt disse regler ikke kræver en reduktion på 45 pct., så kan domstolene ikke pålægge yderligere forpligtelser. Retten er uenig.”
Så en domsafsigelse, der umiddelbart så dårlig ud, er måske ikke så slem endda. Kampen fortsætter. /Oliver Stilling