Sort syvpart

På et Facebook-opslag lagt ud her natten til mandag ses et foto af nogle lettere utydelige træer indhyllet i et gråligt-fugtigt vejrlig. Den medfølgende tekst: “Støvregn – smukt ord, pisseirriterende virkelighed. Andre gode eksempler?” Og det er der selvfølgelig nede i tråden. “Lønmodtager,” skriver en.

På samme måde forholder det sig med “grøn trepartsaftale”. Grøn er skov, grøn er fugle, der kvidrer, grøn er summende insekter, grøn er en eng med græssende heste. Og trepartsaftale er en ordning, en overenskomst, en pagt – ikke blot mellem to, men mellem hele tre parter. Traditionelt forstået i dansk sammenhæng som en aftale mellem staten, arbejdsgivere og arbejdstagere. Tre, der kan finde fælles fodslag og få fodslaget ned på papir, smager af noget flot og godt.

Den grønne trepart er godt nok aftalt mellem syv parter: regeringen, landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, NGO’en Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Men grøn syvpart lyder ad helvede til. Og syv har kedelige konnotationer i retning af syvsover, syvårskrise, syvendedagsadventisme, ja, næsten nihalet kat.

Tidligere på efteråret udgav den danske afdeling af miljøorganisationen Greenpeace en dansk ordbog over den grønne trepart som en trodsig, sarkastisk reaktion på en aftale, hvis indhold den finder mangelfuldt, fuld af bullshit og spin og slet, slet ikke gennemgribende nok over for det i særklasse klimasvinende animalske landbrug. Under ordet grøn står der: “Er aftalen virkelig grøn, når den ikke siger et ord om nedbringelse af animalsk produktion? Og når det bedste svar på landbrugets nedbringelse af CO₂ er teknologi (ordet optræder 70 gange i aftalen), som enten ikke findes i dag eller som i følge aftalen ikke egner sig til økologisk landbrug? (s. 29 i aftalen).”

Og under ordet trepart spørger Greenpeace, hvorfor det lige er de føromtalte syv parter, der er blevet sat sammen. “Hvor er stemmerne for plantebaseret? Dyrevelfærd? Biodiversitet? Hvor er børnenes og de unges stemme? Hvor er HK’erne og humanisterne? Hvorfor primært erhvervsorganisationer, som er domineret af og repræsenterer mandsdominerede erhverv? Hvorfor skal vi anerkende lige disse organisationers autoritet? Både L&F og DI reprænsenterer virksomhedsejerne, altså profitmaksimering.”

Klaustrofobisk fremlæggelse

Så med det in mente: grøn trepart er som ordet støvregn – et på papiret smukt begreb, men i virkelighedens verden pisseirriterende. Efter mange ugers forhandlinger præsenterede SVM-regeringen mandag formiddag den endelige grønne trepartsaftale, som den har forhandlet politisk i hus med oppositionspartierne Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Meget symbolsk fandt pressemødet sted i et lokale i det såkaldte Ministerium for Grøn Trepart, der virkede lille og klaustrofobisk. Aftalens mange interessenter stod i kø for enten at blåstemple projektet eller for fysisk at fremvise den fremtidige regeringsduelighed, som de føler, at deres deltagelse i den brede aftale er en manifestation af (Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti). Eller for at vaske hænder.

Enhedslisten deltog i forhandlingerne frem til søndag eftermiddag, men så sig nødsaget til at springe fra, fordi aftalen endte med at være “for sort” og for utilstrækkelig i forhold til klimaet, som Leila Stockmarr, der er medlem af partiets folketingsgruppe, forklarer på Instagram: “Aftalen fastholder den destruktive og dyreplagende intensive husdyrproduktion. Det harmonerer på ingen måde med den bundne opgave vi har om at udfase alle vores CO₂-udledninger indenfor de næste år.” Den endelige aftale, fortsætter hun, understreger, “hvad der sker, når man inviterer den kulsorte lobby indenfor i det politiske maskinrum og giver dem så meget magt og nærmest definitionsret”.

At regeringen danser efter landbrugslobbyens pibe er ikke engang nogen hemmelighed. Da Landbrug & Fødevarer holdt delegeretmøde i Herning Kongrescenter i forrige uge, var fire (!) ministre på talerstolen for at lobhudle landbruget. “I er heltene i vores alle sammens historie,” sagde minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S). Klimaminister Lars Aagaard (M) var så imponeret, at han sagde, at han havde lyst til at indstifte sin “helt egen november klima-pris, som skal gå til Landbrug & Fødevarer for klimaaftalen”.

Mediernes rolle

Man må håbe, at landets medier er i stand til at holde hovedet koldt. De var det ikke, da den grønne treparts syv parter præsenterede oplægget til aftalen i foråret med en nærmest pervers brug af ordet historisk, som medierne kolporterede hovedløst. Problemet er, at journalister har en tendens til at rapportere om, hvad sådan en aftale indeholder uden at dykke ned i, hvad den ikke indeholder, eller hvad den kunne og burde have indeholdt, og hvad disse udeladelser kommer til at få af konsekvenser. Ikke politisk, men for klimaet og miljøet.

Det kører allerede skævt i dag. På TV 2 sidder stationens egen politiske analytiker, Ask Rostrup, og fortæller, at aftalen er en kæmpe succes for regeringen, fordi det kun er fløjpartierne Alternativet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, som ikke er med i aftalen. “Og så har vi en kæmpestor midte, der er blevet enige om en aftale, som vi ikke har set magen til nogensinde,” siger han.

Der er indkaldt til haste-demonstration for Danmarks natur og havmiljø på lørdag. 15 organisationer står bag demonstrationen. Det er en grøn femtenpart, der vil noget. Men lige lidt hjælper det. /Oliver Stilling